Den ældgamle kamp for at fremme sundheden

JOANNE, som boede i New York, led af tuberkulose. Men hendes sygdom var ikke et typisk tilfælde. Den var forårsaget af en muteret bakteriestamme som er resistent over for praktisk taget alle lægemidler, og som dræber halvdelen af sine ofre. Joanne sørgede ikke for at få regelmæssig behandling, og hun havde allerede smittet andre med sygdommen. ’Hun burde spærres inde,’ sagde hendes læge fortvivlet.

Tuberkulose har været kendt lige siden oldtiden og har kostet millioner af menneskeliv. Man har fundet vidnesbyrd om sygdommen i ægyptiske og peruanske mumier fra oldtiden. I dag kræver tuberkulose cirka to millioner dødsofre om året.

Carlitos lå på en lille seng i en afrikansk hytte og havde små svedperler på panden. Malariaen havde gjort ham så svag at han ikke engang kunne græde. Hans bekymrede forældre havde ikke råd til at købe medicin, og der var ingen klinik i nærheden hvor de kunne få ham behandlet. Feberen ville ikke falde, og inden for 48 timer var han død.

Malaria dræber årligt næsten en million børn som Carlitos. I østafrikanske landsbyer bliver de fleste børn stukket af malariamyg mellem 50 og 80 gange om måneden. Disse myg breder sig til nye områder, og malariamidler er blevet mindre effektive. Det anslås at der årligt er 300 millioner mennesker som lider af akut malaria.

Kenneth, en 30-årig mand i San Francisco i Californien, gik i 1980 til læge og klagede over at han havde diarré og var træt. Et år senere var han død. Selv om han blev behandlet af dygtige læger, sygnede han hen og bukkede til sidst under for lungebetændelse.

To år senere og 16.000 kilometer fra San Francisco fik en ung kvinde i det nordlige Tanzania lignende symptomer. I løbet af få uger kunne hun ikke længere gå, og kort tid efter døde hun. Beboerne i landsbyen kaldte denne mærkelige sygdom for Julianas sygdom. Det kom sig af at en mand der havde solgt klæde dekoreret med navnet Juliana, åbenbart havde smittet hende og andre kvinder i området.

Både Kenneth og kvinden fra Tanzania døde af den samme sygdom, nemlig aids. I begyndelsen af 1980’erne, netop som det så ud til at man havde fået kontrol med de farligste mikroorganismer, begyndte denne nye infektionssygdom at hjemsøge menneskeheden. Inden for tyve år døde der lige så mange af aids som af den pest der fejede hen over Eurasien i det 14. århundrede — en katastrofe som Europa aldrig har glemt.

Den sorte død

Udbruddet af den pest der kaldes den sorte død, kan dateres til 1347 da et skib fra Krim  lagde til i Messina på øen Sicilien. Ud over skibets almindelige last bragte det også pesten med sig. * Den sorte død spredte sig hurtigt i hele Italien.

Året efter beskrev Agnolo di Tura fra Siena i Italien rædslerne i sin hjemby: ’I Siena begyndte dødsfaldene i maj. Det var forfærdeligt, grusomt. Ofrene døde næsten øjeblikkelig. Både dag og nat døde i hundredvis af mennesker.’ Han tilføjede: ’Jeg begravede selv mine fem børn, og mange andre var i samme situation. Ingen græd uanset hvem de havde mistet i døden, for næsten alle forventede at dø. Der var så mange der døde, at alle troede det var verdens ende.’

Ifølge nogle historikere spredte pesten sig i løbet af fire år til hele Europa, og omkring en tredjedel af befolkningen — måske mellem 20 og 30 millioner mennesker — mistede livet. Pesten tyndede endda ud i befolkningen på så afsidesliggende et sted som Island. Det siges at indbyggertallet i Kina faldt fra 123 millioner i begyndelsen af det 13. århundrede til 65 millioner i det 14. århundrede, øjensynlig som følge af pesten og den ledsagende hungersnød.

 Aldrig før havde en epidemi, krig eller hungersnød forårsaget så mange lidelser. „Det var en katastrofe uden sidestykke i menneskets historie,“ siges det i bogen Man and Microbes. „Mellem en fjerdedel og halvdelen af befolkningen i Europa, Nordafrika og dele af Asien omkom.“

Eftersom det amerikanske kontinent var isoleret fra resten af verden, blev det ikke ramt af den sorte død. Oceangående skibe gjorde dog snart ende på denne isolation. I det 16. århundrede blev den nye verden hærget af en bølge af epidemier som var mere dødbringende end den sorte død.

Kopper invaderer Amerika

Da Columbus ankom til Vestindien i 1492, beskrev han de indfødte som nogle der havde ’et tiltalende udseende med fine træk, var af middelhøjde og med muskuløse legemer’. Men trods deres sunde ydre var de temmelig sårbare over for sygdomme fra den gamle verden.

I 1518 blev øen Hispaniola ramt af kopper. De indfødte havde ikke tidligere været udsat for denne sygdom, og følgerne var katastrofale. Ifølge et spansk øjenvidne var der kun omkring tusind øboere som overlevede. Epidemien bredte sig hurtigt til Mexico og Peru og fik her lignende konsekvenser.

Da nybyggere i det følgende århundrede ankom til området omkring Massachusetts i Nordamerika, opdagede de at kopper næsten havde udryddet befolkningen. „Så godt som alle de indfødte er døde af kopper,“ skrev koloniembedsmanden John Winthrop.

Andre epidemier fulgte efter. En kilde oplyser at hundrede år efter at Columbus var ankommet til den nye verden, havde sygdomme som var blevet ført dertil fra andre lande, udryddet 90 procent af befolkningen. Indbyggertallet i Mexico var faldet fra 30 millioner til 3 millioner, og i Peru fra 8 millioner til en million. De indfødte på det amerikanske kontinent var naturligvis ikke de eneste der blev ramt af kopper. Bogen Scourge — The Once and Future Threat of Smallpox siger: „Op gennem historien har kopper krævet millioner af menneskeliv, langt flere end pesten . . . og alle krige i det 20. århundrede tilsammen.“

Krigen er ikke vundet endnu

I dag kan de gruopvækkende epidemier af pest og kopper virke som noget der hører en fjern fortid til. I det 20. århundrede vandt man mange slag i krigen mod infektionssygdomme, især i de industrialiserede lande. Læger fandt frem til årsagerne til de fleste sygdomme og hvordan de kunne helbredes. (Se rammen på side 6). Nye vacciner og antibiotika lod til at være mirakelkure der kunne  få bugt med selv den mest hårdnakkede sygdom.

Men som dr. Richard Krause, tidligere direktør for det amerikanske institut for allergi og infektionssygdomme, gør opmærksom på, er „epidemier lige så uundgåelige som døden og skatterne“. Tuberkulose og malaria er ikke blevet udryddet. Og aids-pandemien er en trist påmindelse om at epidemiske sygdomme fortsat hjemsøger menneskeheden. „Infektionssygdomme er stadig den førende dødsårsag i verden, og det vil de blive ved med at være i lang tid fremover,“ siger bogen Man and Microbes.

Nogle læger frygter at de bemærkelsesværdige fremskridt man i de senere årtier har opnået, kun er midlertidige. „Infektionssygdomme udgør stadig en fare — og den bliver større og større,“ advarer epidemiologen Robert Shope. Den næste artikel forklarer hvorfor det forholder sig sådan.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

Inden for tyve år døde der lige så mange af aids som af den pest der fejede hen over Eurasien i det 14. århundrede

[Ramme/illustrationer på side 6]

Viden kontra overtro

I det 14. århundrede var pavens husstand i Avignon i fare for at blive ramt af den sorte død. Paven fik at vide af sin læge at sygdommen primært skyldtes at tre planeter — Saturn, Jupiter og Mars — var i konjunktion i Vandmandens tegn.

Cirka fire hundrede år senere pådrog George Washington sig en halsbetændelse. Tre ansete læger behandlede infektionen ved at tappe ham for to liter blod. Patienten døde i løbet af få timer. Åreladning var en standardbehandling i 2500 år — fra Hippokrates’ tid til midten af det 19. århundrede.

Selv om overtro og tradition forsinkede lægevidenskabelige fremskridt, gjorde mange læger en ihærdig indsats for at finde årsagerne til infektionssygdomme og midler mod dem. Her er nogle få eksempler på vigtige gennembrud inden for lægevidenskaben.

■ Kopper. I 1798 lykkedes det Edward Jenner at udvikle en vaccine mod kopper. I det 20. århundrede har vacciner beskyttet mange mod andre sygdomme, som for eksempel polio, gul feber, mæslinger og røde hunde.

■ Tuberkulose. I 1882 identificerede Robert Koch tuberkelbakterien og udviklede en test med henblik på at diagnosticere sygdommen. Cirka 60 år senere opdagedes streptomycin, et effektivt antibiotikum mod tuberkulose. Dette lægemiddel kunne også bruges til behandling af byldepest.

■ Malaria. Kinin, et stof der er udvundet af barken fra kinatræet, reddede fra og med det 17. århundrede millioner af malariaramtes liv. I 1897 påviste Ronald Ross at sygdommen overføres af myg af slægten Anopheles, og senere forsøgte man at få kontrol med myggebestanden for at nedbringe dødeligheden i tropiske lande.

[Illustrationer]

Tavle over dyrekredsen (øverst) og åreladning

[Kildeangivelse]

Begge: Biblioteca Histórica „Marqués de Valdecilla“

[Illustrationer på side 3]

I dag kræver tuberkulose cirka to millioner dødsofre om året

[Kildeangivelser]

Røntgenbillede: New Jersey Medical School–National Tuberculosis Center; mand: Foto: WHO/Thierry Falise

[Illustration på side 4]

En tysk gravure fra omkring år 1500 som viser en læge der bærer maske for at beskytte sig mod den sorte død. Næbbet indeholdt parfume

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

[Illustration på side 4]

Den bakterie der forårsagede byldepest

[Kildeangivelse]

© Gary Gaugler/Visuals Unlimited