Et besøg på Glasøen

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ITALIEN

EN GLASPUSTER stikker sin glasmagerpibe ind gennem en lille åbning i en hed ovn. Den runde, smeltede glasklump som han trækker ud af ovnen, gløder som en solnedgang. Mellem ilden og piben lyser en fin, orangefarvet tråd der hurtigt forsvinder. Glaspusteren ruller det smeltede glas, der kaldes en post, på en metalplade, og kuglen bliver cylinderformet. Med et kort pust i pibens hule rør får han klumpen til at svulme op. Derefter ruller han den igen, løfter den, undersøger den og stikker den tilbage i ilden.

Vi befinder os på den lille italienske ø Murano, som ligger i Venediglagunen. Øen er berømt for sin glaskunst. Faktisk har der været glaspustning i området i langt over 1000 år. På naboøen Torcello ligger ruinerne af en glasfabrik som stammer fra det 7. århundrede. Men det ældste bevis på at der er blevet fremstillet glas i selve Venedig, er et dokument dateret år 982 som en vis „glasmager Domenicus“ har underskrevet som vidne.

I 1224 var der blevet dannet et lav for glasmagerne i Venedig. I 1291 beordrede Det Store Råd af Venedig at alle glasovne skulle fjernes fra byen, muligvis af sikkerhedshensyn. Mange blev flyttet til Murano, cirka en kilometer længere nordpå, og her er de endnu.

Hvorfor berømt?

Lige siden oldtiden har man fremstillet glas mange steder på jorden. Hvorfor er glas fra Murano eller Venedig da noget særligt? Det menes at glasmagerne i området i større udstrækning kunne forædle deres kunst på grund af den kontakt der var mellem Venedig og andre dele af verden hvor man havde kendt til glaspustning i mange år, for eksempel Ægypten, Fønikien, Syrien og Korinth under Det Byzantinske Rige. Mange af fremstillingsmetoderne og produkterne fra de ældst kendte fabrikker i Venedig synes faktisk at være inspireret af østerlandske glasværker. På grund af de særlige teknikker man brugte på Murano, nåede glasfremstillingen på øen et niveau der muligvis aldrig er blevet overgået af andre produktionscentre i Europa.

 Ifølge bogen Glass in Murano var Venedig i det 13. og 14. århundredes Europa „det eneste center for glasproduktion der kunne fremstille ’kunstværker’ i blæst glas“. Glas fra Venedig eksporteredes vidt omkring — til det østlige Middelhavsområde og Nordeuropa. I 1399 gav Kong Richard II af England tilladelse til at der blev solgt glasvarer fra to venetianske galejer som lå forankret i Londons havn. I samme tidsperiode var venetiansk glas også at finde blandt de adelige i Frankrig. Med tiden blev Murano berømt for blandt andet sine spejle, lysekroner, farvede glasting, dekorationsarbejder i guld og emalje, krystal, imiterede ædelsten, bægre med kunstfærdige stilke og glasgenstande med fine mønstre.

I Venedig var man fast besluttet på at holde på fabrikationshemmelighederne, og der blev gjort store bestræbelser for at forhindre at glas af samme høje kvalitet blev fremstillet andre steder. Allerede i det 13. århundrede forbød man glasmagere at flytte fra stedet. Kontrollen blev skærpet, og kun indfødte borgere fik lov til at stå i lære eller få arbejde som glasmagere. På et tidspunkt blev glasmagere der flygtede fra området og senere fanget, idømt store bøder og fem år i fodlænker som galejslaver.

På trods heraf emigrerede glasmagere illegalt til forskellige andre dele af Italien og Europa og begyndte at konkurrere med Murano ved at fremstille den samme slags varer ved hjælp af de samme metoder. I mange tilfælde er det praktisk talt umuligt at skelne deres værker — der blev kaldt à la façon de Venise — fra dem der blev lavet i Murano.

Venetiansk kunst nåede sit højdepunkt i det 15. og 16. århundrede. Murano dominerede markedet med sine sindrigt udsmykkede genstande af blæst krystal, sine malede emaljearbejder, det uigennemsigtige lattimo (mælkeglas) og reticello (med net) — for blot at nævne nogle af specialiteterne. Ja, selv konger dækkede bord med Muranoglas.

Dengang, siger en ekspert i glaskunstens historie, ville „enhver videbegærlig rejsende der ankom til lagunen mens der var gang i ovnene, have sikret sig at få dem at se“. Vi vil heller ikke gå glip af denne oplevelse. Derfor tager vi her til morgen med en vaporetto, en kanalbåd, fra Canal Grande til Murano. Du er velkommen til at tage med os på turen.

Ovne og udstillingslokaler

Vi stiger ud af vaporettoen ved det første stop på Murano og bliver ført hen til de nærmeste glasfabrikker, hvor vi kan se gratis forevisninger af glasmagerkunsten. Vi ser hvordan en glasmager puster og drejer en klump smeltet glas så det bliver til en langstrakt boble for enden af piben. Med øvede bevægelser og brug af tang og saks trækker, skærer og klemmer han den formløse masse og former den til hoved, ben og hale på en hingst.

Vi forlader den første fabrik og spadserer langs den stille Rio dei vetrai, glasmagernes kanal, hvor al trafik foregår på fortovene eller på vandet, som det er tilfældet i det meste af Venedig. Det går nu op for os at der er stribevis af glasværksteder og udstillingslokaler på Murano. Nogle steder fremvises elegante kvalitetsvarer — testel, lampestandere og imponerende skulpturer af massivt glas — genstande det uden tvivl har krævet stor færdighed og koncentration at lave. Andre steder fremvises mindre kostbare varer, for eksempel  glasperler, vaser og flerfarvede brevpressere. Mange af genstandene er meget smukke, og alt er håndlavet.

Det fascinerer os at iagttage hvordan forskellige typer glas bliver fremstillet. Muranoglas — der laves af 70 procent sand og 30 procent soda, kalksten, nitrat og arsenik — er flydende ved 1400 grader celsius og stivner når temperaturen ligger på omkring 500 grader. Ved en temperatur der ligger mellem disse to, er glasset blødt og smidigt. For at kunne blæse og forme et stykke glas er man derfor nødt til gentagne gange at stikke det ind i ilden så det forbliver smidigt. Glasmagerne sidder ved bænke mellem vandrette meder som de kan støtte og rulle deres glasmagerpiber på. Idet de vender piben med den ene hånd, former de posten med den anden ved hjælp af et stykke værktøj eller en gennemvåd form lavet af pæretræ, en træsort der er særlig modstandsdygtig over for varme.

Vi ser til mens en glasmager puster en boble ind i en form med ribber; en assistent klipper den ene ende af boblen af, hvorefter glasmageren drejer sin pibe om dens akse for at få boblen til at åbne sig — som en blomsterknop der er ved at springe ud. Efter yderligere opvarmning og formning trykker han kanten i bølgeform, og genstanden ender som en liljeformet lampe beregnet til en lysekrone.

For at farve en post af klart glas drysser glasmageren den med letsmelteligt farvepulver. Glas med blomstereffekt opnås ved en teknik der kaldes murrine, det vil sige at man tilføjer møntformede skiver af færdiglavede glasstænger med farvede mønstre der løber igennem dem. En cylinderformet post kan rulles på en sådan måde at overfladen dækkes med glasstænger, eller stykker af glasstænger der lægges i række på en metalplade. Når posten igen stikkes ind i ilden, smelter disse flerfarvede, kniplingsagtige eller snoede glasstænger og indgår i glasmassen, som derefter pustes til en vase, en lampe eller hvad man nu ønsker at lave. Genstande i kraftigt glas bestående af mange lag farvet eller klart glas fremstilles ved dypning i forskellige smeltedigler.

Der synes at være en særlig teknik og historie bag hver eneste genstand. Takket være århundredgamle traditioner kan glasmagerne på denne historiske venetianske ø forvandle sand til prægtige, funklende kunstværker.

[Illustration på side 16]

Rio dei vetrai, Murano, Italien

[Illustration på side 17]

„Barovier“-pokalen fra det 15. århundrede

[Illustration på side 17]

En drikkeskål med diamantgravering fra det 16. århundrede

[Illustrationer på side 18]

1. Ovnen

2. En glasmager former en klump glas

3. Glasset opvarmes igen for at bevare det smidigt

4. Med tang og saks former glasmageren fødderne til en hingst

5. Det færdige resultat

[Kildeangivelse]

Fotos gengivet med tilladelse af http://philip.greenspun.com