Fra vore læsere
Fra vore læsere
Mobning I går aftes sagde min syvårige datter at hun ikke ville i skole mere fordi der var to piger som altid var efter hende. Jeg gik i gang med at læse tema-artiklerne „Mobning — Hvad kan man gøre ved det?“ (22. august 2003) Disse artikler har hjulpet mig — ikke bare til at støtte min datter, men også til at forstå hvorfor folk opfører sig som de gør.
L.H., USA
På min arbejdsplads blev jeg overdænget med sjofle ord, ydmyget for øjnene af kolleger og ignoreret af en af mine overordnede lige indtil jeg sagde op. Jeg har stadig dybe følelsesmæssige ar fra den tid. Efter at have læst disse artikler har jeg det bedre, for nu ved jeg at der er nogen der forstår mig.
H.N., Japan
At læse disse artikler var som at genopleve fortiden. Da jeg gik i skole, blev jeg mobbet hver dag. Jeg var ikke klar over hvorfor. Disse tema-artikler hjalp mig til at forstå det, og det trøstede mig meget.
M.M., Japan
Jeg blev behandlet som en paria i skolen, og det gik hårdt ud over min selvtillid. Jeg fik at vide at jeg bare skulle le ad mine plageånder, men I har ret i at det er bedre at se dem direkte i øjnene og roligt forklare at det ikke er sjovt.
M.G., Frankrig
Det var en stor overvindelse for mig at læse artiklerne om mobning fordi jeg selv har været udsat for fysisk, verbal og indirekte mobning, både som helt ung og som voksen. Efter at have læst artiklerne ved jeg hvorfor jeg har måttet slås med negative tanker og mangel på selvrespekt. Jeg vil derfor gerne sige mange tak for disse artikler, som gav praktiske råd der udtrykte stor forståelse.
A.M., Italien
Mobning er et problem jeg har måttet kæmpe med hver dag siden jeg begyndte i highschool. Disse artikler hjalp mig til at indse at jeg ikke er mindre værd fordi jeg tilhører et anderledes trossamfund. Som tiden går, bliver jeg mere og mere stolt over at være et af Jehovas Vidner, og jeg er glad hvis det er derfor jeg bliver mobbet. Normalt har jeg reageret ved at blive vred. Nu ved jeg hvad jeg skal gøre, og jeg er sikker på at det vil gå bedre.
M.S., Italien
Min tvillingesøster og jeg er 16 år, og vi går i samme klasse. Vores klassekammerater ved at vi er Jehovas Vidner, og de mobber os tit. Emnet mobning blev behandlet meget realistisk — til stor opmuntring for os.
E.P., Italien
Jeg brast i gråd da jeg læste artiklerne, for det fik mig til at mindes alt det mine skolekammerater udsatte mig for dag efter dag i seks år. Som helt ung troede jeg altid at jeg var den eneste der kom ud for sådan noget. Jeg vidste ikke engang at en sådan psykisk terror bliver kaldt mobning. Nu hvor jeg er voksen, er jeg så meget mere taknemmelig for at få noget at vide om dette problem. Jeg føler mig endelig forstået.
A.P., Tyskland
Jeg har haft så mange problemer i skolen at jeg nogle gange ikke havde lyst til at tage derhen. Men disse artikler har hjulpet mig til at revurdere min situation, og det var nogle gode råd de gav. Jeg er begyndt at bruge nogle af forslagene, og de har allerede hjulpet mig. Tak for de gode og opmuntrende artikler.
M.T., Rusland