Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor lider så mange af høfeber?

Hvorfor lider så mange af høfeber?

Hvorfor lider så mange af høfeber?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

DINE øjne klør og løber i vand, du nyser hele tiden, du skal konstant pudse næse, og du har svært ved at få vejret. Hvad er der galt? Måske er du forkølet. Men hvis du får det sådan når der er pollen i luften, kan det meget vel være at du har høfeber. I så fald er det ikke noget du er ene om. Hvert år får flere og flere stillet diagnosen høfeber.

„Høfeber er ganske enkelt kroppens overreaktion på et stof den opfatter som skadeligt,“ oplyser bladet Mujer de Hoy. „Immunsystemet hos mennesker der har allergier, afviser alle de stoffer det opfatter som fremmede — deriblandt pollen — også selv om de egentlig er ufarlige.“ Og når immunsystemet overreagerer på denne måde, medfører det de ubehagelige symptomer der er beskrevet i indledningen.

Den første beskrivelse af høfeber man kender til, stammer fra 1819. Det var den engelske læge John Bostock der indgående berettede om sine egne irriterende, årstidsbestemte symptomer. Han troede at symptomerne skyldtes nyslået hø, og derfor blev lidelsen kaldt høfeber. Senere fandt man ud af at den allergiske reaktion udløses af mange forskellige slags pollen. I begyndelsen af det 19. århundrede observerede John Bostock kun nogle få tilfælde af allergi i hele England.

Hvorfor er der da så mange som lider af høfeber i dag? Dr. Javier Subiza, der er leder af et center for astma og allergi i Madrid i Spanien, nævner to teorier som forskere er i gang med at efterprøve. Den ene går ud på at høfeber skyldes osen fra dieselmotorer. Man mener at der ved forbrænding af dieselolie fremkommer nogle partikler som kan forstærke virkningen af allergener, de stoffer der fremkalder en allergisk reaktion. Ifølge allergologen dr. Juan Kothny Pommer „er helt op til 20 procent af befolkningen i industrilandene plaget af høfeber, og det er værst i storbyerne“.

En anden teori går ud på at høfeber ganske enkelt skyldes for god hygiejne. ’Vi bliver født på en operationsstue, spiser sterile fødevarer, bliver vaccineret mod en masse sygdomme og tager antibiotika så snart vi bliver syge. Lige fra vi er helt små, kommer vores immunsystem derfor ud af balance og udvikler allergier,’ siger dr. Subiza.

Men selv om du lider af denne immunologiske overreaktion, er der ingen grund til at fortvivle. Med den rette diagnose og den rigtige behandling er det muligt at mildne høfeberens irriterende symptomer og reducere deres hyppighed.