Sejre og nederlag i kampen mod sygdom

DEN 5. august 1942 måtte dr. Alexander Fleming se i øjnene at en af hans patienter, en ven, var ved at dø. Den 52-årige mand led af cerebrospinal meningitis, og trods alle Flemings bestræbelser lå hans ven nu i koma.

Femten år tidligere havde Fleming helt tilfældigt opdaget et ejendommeligt stof produceret af en blågrøn skimmelsvamp. Han lagde mærke til at dette stof, som han kaldte penicillin, kunne dræbe bakterier. Fleming var dog ikke i stand til at isolere stoffet i ren form, og han afprøvede det kun som et desinfektionsmiddel. I 1938 tog Howard Florey og hans forskerhold ved Oxford University udfordringen op og fremstillede en tilstrækkelig mængde penicillin til at man kunne afprøve det på mennesker. Fleming ringede til Florey, som tilbød at sende alt det penicillin han havde. Det var Flemings sidste chance for at redde sin ven.

En indsprøjtning af penicillin i muskulaturen gav intet resultat, så Fleming sprøjtede stoffet direkte ind i vennens rygsøjle. Penicillinet dræbte mikroorganismerne, og efter lidt over en uge var Flemings patient fuldstændig rask og kunne forlade hospitalet. Den antibiotiske tidsalder var begyndt, og man havde nået en ny milepæl i menneskets kamp mod sygdom.

Den antibiotiske tidsalder

De første antibiotika blev betragtet som vidundermidler. Hidtil uhelbredelige infektioner forårsaget af bakterier, svampe eller andre mikroorganismer kunne nu behandles med godt resultat. Takket være de nye lægemidler skete der en markant nedgang i antallet af dødsfald som følge af meningitis, lungebetændelse og skarlagensfeber. Sygehusinfektioner som førhen var dødelige, blev kureret på nogle få dage.

Siden Flemings tid har forskere udviklet mange flere antibiotika, og man forsøger stadig at finde nye. I de sidste 60 år er antibiotika blevet et uundværligt våben i kampen mod sygdom. Hvis George Washington havde levet i dag, ville lægerne uden tvivl have behandlet hans halsbetændelse med et antibiotikum, og han ville sandsynligvis være blevet rask i løbet af en uges tid. Antibiotika har hjulpet de fleste af os til at blive af med en infektion. Det har dog vist sig at der er nogle ulemper ved dem.

Antibiotika har ingen virkning på sygdomme forårsaget af virus, eksempelvis aids og influenza. Nogle af midlerne kan desuden udløse allergiske  reaktioner. Dertil kommer at bredspektrede antibiotika kan dræbe gavnlige mikroorganismer i kroppen. Men det største problem med antibiotiske midler er måske at de enten bliver brugt oftere end nødvendigt eller i utilstrækkelig mængde.

Sidstnævnte sker når patienter ikke fuldfører den antibiotikakur de har fået ordineret af deres læge, måske fordi de føler at de er i bedring, eller fordi behandlingen er langvarig. Det kan resultere i at det antibiotiske middel ikke dræber alle de indtrængende bakterier, hvilket gør at resistente stammer kan overleve og formere sig. Dette er ofte sket i forbindelse med behandling af tuberkulose.

Både i lægebehandling og inden for landbruget har man gjort sig skyldig i et overforbrug af disse nye lægemidler. „I USA bliver antibiotika ofte ordineret i tilfælde hvor det ikke er nødvendigt, og de bruges endnu mere ukritisk i mange andre lande,“ oplyses det i bogen Man and Microbes. „Store mængder er blevet anvendt i foder til husdyrbesætninger, ikke for at bekæmpe sygdom, men for at fremme dyrenes vækst. Det er en af hovedårsagerne til den øgede forekomst af mikrobiel resistens.“ Det betyder, siger bogen  advarende, at „vi måske er ved at løbe tør for nye antibiotika“.

Men ser man bort fra resistensproblemet, var den anden halvdel af det 20. århundrede en tid med lægevidenskabelige triumfer. Forskere syntes at være i stand til at udvikle lægemidler der kunne bekæmpe praktisk talt en hvilken som helst sygdom. Og vacciner åbnede mulighed for at man kunne forebygge sygdom.

Sejre inden for lægevidenskaben

„Vaccinering er den største succeshistorie inden for sundhedsområdet,“ siger The World Health Report 1999. Millioner af menneskeliv er allerede blevet reddet takket være omfattende vaccinationskampagner i hele verden. Et globalt vaccinationsprogram har udryddet kopper — den dødelige sygdom der krævede flere menneskeliv end alle krigene i det 20. århundrede tilsammen — og en lignende kampagne har næsten udryddet polio. (Se rammen „Sejre i kampen mod kopper og polio“). Mange børn er blevet vaccineret for at beskytte dem mod udbredte livstruende sygdomme.

Andre sygdomme har man fået under kontrol ved hjælp af mindre drastiske metoder. En vandbåren sygdom, eksempelvis kolera, er sjældent et problem de steder hvor der er gode sanitære forhold og en ren vandforsyning. I mange lande hvor man har fået større adgang til læge- og hospitalshjælp, kan sygdomme nu diagnosticeres og behandles før de bliver livstruende. En sundere kost, bedre levevilkår og håndhævelse af love om den rette behandling og oplagring af fødevarer har også været med til at forbedre folkesundheden.

Når først videnskabsfolk havde opdaget årsagerne til infektionssygdomme, kunne sundhedsmyndighederne tage nogle praktiske skridt til at forhindre en epidemi. Da der for eksempel udbrød byldepest i San Francisco i 1907, skete der kun få dødsfald fordi byen straks satte en kampagne i gang for at udrydde de rotter hvis lopper var smittespredere. Men i Indien krævede den samme sygdom ti millioner menneskeliv fra dens udbrud i 1896 og 12 år frem fordi man ikke kunne finde frem til smittekilden.

Nederlag i kampen mod sygdom

Der er tydeligvis blevet vundet store sejre i kampen mod sygdom. Men nogle af sejrene har kun fundet sted i de velstående lande. Sygdomme som kan behandles, dræber stadig millioner af mennesker ganske enkelt fordi man mangler de nødvendige økonomiske midler. Mange i udviklingslandene har stadig ikke adgang til gode sanitære forhold, lægehjælp og rent drikkevand. Noget der har gjort det endnu vanskeligere at dække disse grundlæggende behov, er at mange mennesker er flyttet fra landområderne til storbyerne. Sådanne faktorer har medført at verdens fattige ifølge Verdenssundhedsorganisationen bærer „en uforholdsmæssig stor del af sygdomsbyrden“.

Hovedårsagen til denne ulighed på sundhedsområdet er kortsynet selviskhed. „Nogle af verdens mest smitsomme dræbersygdomme synes at være langt borte,“ siger bogen Man and Microbes. „Nogle af dem findes udelukkende eller hovedsagelig i fattige tropiske og subtropiske egne.“ Eftersom medicinalfirmaer og velstående industrilande ikke altid får økonomisk fordel af at yde hjælp til behandling af disse sygdomme, er de tilbageholdende med at gøre det.

Uansvarlig adfærd er også medvirkende til at sygdom spredes. Det mest fremtrædende eksempel på denne barske kendsgerning er det der sker i forbindelse med hiv-virus, som overføres fra person til person gennem legemsvæskerne. Denne pandemi har på få år spredt sig til hele verden. (Se rammen „Aids — vor tids svøbe“). „Menneskene har selv været ude om det,“ hævder epidemiologen Joe McCormick. „Og det er ikke for at prædike moral. Jeg siger det bare som det er.“

Hvordan har mennesker uforvarende spredt hiv-virus? Bogen The Coming Plague opregner følgende forhold: Sociale forandringer — især den praksis at have mange forskellige sexpartnere — førte til en bølge af seksuelt overførte sygdomme der gjorde det meget lettere for virusset at udvikle sig og for én smittet person at inficere mange andre. Den udbredte anvendelse af inficerede, brugte sprøjter blandt  stofmisbrugere eller i forbindelse med lægebehandling i udviklingslandene havde en lignende virkning. Den lukrative verdensomspændende handel med blodprodukter medvirkede til at hiv-virusset blev spredt fra én bloddonor til snesevis af modtagere.

Som tidligere nævnt har den forkerte anvendelse af antibiotika forårsaget resistente mikroorganismer. Problemet er alvorligt og bliver værre og værre. Stafylokokker, som tit er årsag til sårinfektioner, kunne førhen let bekæmpes med penicillinderivater. Men i dag er disse traditionelle antibiotika ofte virkningsløse. Lægerne må derfor bruge nyere og dyre antibiotika som hospitaler i udviklingslandene sjældent har råd til. Selv de nyeste antibiotiske midler er ikke altid i stand til at bekæmpe mikroorganismer, og derfor er sygehusinfektioner blevet mere almindelige og mere dødbringende. Dr. Richard Krause, som er citeret i forrige artikel, beskriver ligefrem den aktuelle situation som „en epidemi af mikrobiel resistens“.

„Er vi bedre stillet i dag?“

Her ved begyndelsen af det 21. århundrede er risikoen for sygdom tydeligvis ikke forsvundet. Den fortsatte spredning af aids, tilstedeværelsen af resistente sygdomsfremkaldende mikroorganismer og en genopblussen af gammelkendte dræbersygdomme som tuberkulose og malaria viser at kampen mod sygdom endnu ikke er vundet.

„Er vi bedre stillet i dag end vi var for hundrede år siden?“ spørger nobelpristageren Joshua Lederberg. „På de fleste områder er vi værre stillet,“ siger han. „Vi har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på mikroorganismerne, og det er et problem som bliver ved med at hjemsøge os.“ Kan en beslutsom indsats fra lægevidenskaben og alle verdens nationer vende denne udvikling? Vil det med tiden være muligt at udrydde de store infektionssygdomme, sådan som det var tilfældet med kopper? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den sidste artikel.

[Ramme/illustration på side 8]

Sejre i kampen mod kopper og polio

I slutningen af oktober 1977 registrerede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) det sidst kendte tilfælde af kopper. Ali Maow Maalin, der arbejdede som kok på et hospital i Somalia, blev ikke alvorligt angrebet af sygdommen, og i løbet af få uger var han rask. Alle som havde været i kontakt med ham, blev vaccineret.

I to lange år ventede lægerne spændt. Der blev udlovet en belønning på 1000 dollars til den første som havde oplysninger om et bekræftet tilfælde af „kopper i udbrud“. Ingen kunne gøre berettiget krav på belønningen, og den 8. maj 1980 erklærede WHO at „verden og alle dens folkeslag nu var befriet for kopper“. Blot ti år tidligere havde kopper krævet cirka to millioner menneskeliv om året. For første gang i historien var det lykkedes at udrydde en af de større infektionssygdomme. *

Polio, eller poliomyelitis, en invaliderende børnesygdom, lod også til at kunne udryddes. I 1955 fremstillede Jonas Salk en effektiv poliovaccine, og en vaccinationskampagne blev påbegyndt både i USA og i andre lande. Senere udvikledes en poliovaccine som kunne indtages gennem munden. I 1988 iværksatte WHO et verdensomspændende vaccinationsprogram for at udrydde polio.

„Da vi i 1988 indledte bestræbelserne på at udrydde polio, lammede sygdommen daglig over 1000 børn,“ siger dr. Gro Harlem Brundtland, den daværende generaldirektør for WHO. „I hele 2001 var der langt færre end 1000 tilfælde i alt.“ I dag findes polio i mindre end ti lande. Der er dog brug for flere midler for at hjælpe disse lande til at få bugt med sygdommen.

[Fodnote]

[Illustration]

En etiopisk dreng får en oral poliovaccine

[Kildeangivelse]

© WHO/P. Virot

[Ramme/illustration på side 10]

AIDS — vor tids svøbe

Aids er blevet en ny global trussel mod sundheden. I de cirka 20 år der er gået siden sygdommen blev opdaget, er over 60 millioner mennesker blevet smittet. Sundhedsmyndighederne siger ikke desto mindre advarende at aids-pandemien stadig er i „en tidlig fase“. Antallet af smittede „stiger mere end man hidtil havde troet muligt“, og følgevirkningerne i de værst ramte områder i verden er katastrofale.

„De fleste med hiv/aids er i deres bedste alder,“ oplyses det i en FN-rapport. Man mener derfor at mange lande i det sydlige Afrika vil have mistet mellem 10 og 20 procent af deres arbejdsstyrke inden år 2005. Rapporten siger også: „Middellevetiden i Afrika syd for Sahara er i øjeblikket 47 år. Uden aids ville den have været 62 år.“

Det har endnu ikke været muligt at fremstille en vaccine mod aids, og kun fire procent af de seks millioner aids-ramte i udviklingslandene får medicinsk behandling. Der findes ikke i øjeblikket nogen behandling der kan helbrede aids, og læger frygter at de fleste af dem der er hiv-smittede, med tiden vil udvikle sygdommen.

[Illustration]

T-lymfocytter som er inficeret med hiv-virus

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

[Illustration på side 7]

En laborant undersøger en virusstamme som er vanskelig at bekæmpe

[Kildeangivelse]

CDC/Anthony Sanchez