Hvad siger Bibelen?

Er bekymring et udtryk for mangel på tro?

„BEKYMRING FORBUDT!“ Under denne overskrift skrev en præst i begyndelsen af det 20. århundrede at det ikke alene er forkert, men også „en alvorlig synd“ at bekymre sig om det materielle. For nylig har en bibelkommentator skrevet om det at overvinde bekymring: „Bekymring viser at vi ikke stoler på Gud.“

Begge disse skribenter har draget deres konklusioner på grundlag af Jesu bjergprædiken, hvori han sagde: „Hold op med at nære bekymring.“ (Mattæus 6:25) Da bekymring er meget udbredt i dag, kan vi spørge: Skal kristne bebrejde sig selv hvis de nærer bekymring? Er bekymring et udtryk for mangel på tro?

Gud ser bag om vore ufuldkommenheder

Bibelen lærer ikke at al bekymring skyldes mangel på tro. Eftersom vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, er det praktisk talt umuligt helt at undgå bekymringer. (2 Timoteus 3:1) Trofaste kristne må, ligesom alle andre, kæmpe med dagliglivets bekymringer som følge af dårligt helbred, høj alder, økonomisk pres, familieproblemer, kriminalitet og andet. Også på Bibelens tid kunne Guds tjenere være ængstelige og bekymrede.

Tænk for eksempel på beretningen om Lot. Gud sagde at han skulle bringe sig i sikkerhed i bjerglandet for at undgå den forestående ødelæggelse af Sodoma og Gomorra. Men Lot blev bekymret. Han sagde: „Åh nej, Jehova!“ og fortsatte: „Jeg er ikke i stand til at bringe mig i sikkerhed i  bjerglandet, for ulykken vil holde sig nær til mig og jeg vil dø.“ Hvorfor var Lot bange for bjerglandet? Det siger Bibelen ikke noget om. Men uanset årsagen var Lot meget bekymret. Hvordan reagerede Gud på det? Blev Lot irettesat for ikke at vise tro på Gud eller at stole på ham? Nej, Jehova tog tværtimod hensyn til ham og lod ham flygte til en nærliggende by. — 1 Mosebog 19:18-22.

Bibelen nævner flere eksempler på trofaste tilbedere som til tider var meget bekymrede. Profeten Elias blev bange og løb sin vej da han blev truet på livet. (1 Kongebog 19:1-4) Moses, Hanna, David, Habakkuk, Paulus og andre mænd og kvinder med en stærk tro gav også udtryk for bekymring. (2 Mosebog 4:10; 1 Samuel 1:6; Salme 55:5; Habakkuk 1:2, 3; 2 Korinther 11:28) Men Gud havde medfølelse med dem og fortsatte med at bruge dem som sine tjenere. Derved viste han at han har dyb forståelse for menneskenes ufuldkomne natur.

„Den synd som let omklamrer os“

Vedvarende bekymring kan dog svække vores tro og bevirke at vi mister tilliden til Gud. Apostelen Paulus sigtede til mangel på tro da han omtalte „den synd som let omklamrer os“. (Hebræerne 12:1) Ved at inkludere sig selv lod Paulus åbenbart forstå at han også selv til tider let kunne blive ’omklamret’ af en svag tro.

Måske var det samme tilfældet med Zakarias da han ikke troede på den engel som fortalte ham at hans hustru ville blive gravid. Vi ved desuden at Jesu apostle ved en lejlighed ikke var i stand til at udføre en helbredelse fordi de havde „så lidt tro“. Men ingen af disse mistede Guds godkendelse. — Mattæus 17:18-20; Lukas 1:18, 20, 67; Johannes 17:26.

Bibelen fortæller dog også om nogle der mistede deres tillid til Gud med alvorlige konsekvenser til følge. Mange af de israelitter der drog ud af Ægypten, kom ikke ind i det forjættede land fordi de manglede tro. Ved en lejlighed talte de endda direkte imod Gud og imod Moses og sagde: „Hvorfor har I ført os op fra Ægypten for at vi skal dø i ørkenen? Her er jo intet brød og intet vand.“ Gud viste sit mishag og straffede dem ved at sende giftslanger blandt dem. — 4 Mosebog 21:5, 6.

Indbyggerne i Jesu hjemby, Nazaret, gik glip af muligheden for at se flere mirakler i deres område fordi de manglede tro. Desuden blev den daværende onde generation kraftigt fordømt af Jesus for mangel på tro. (Mattæus 13:58; 17:17; Hebræerne 3:19) Meget passende gav apostelen Paulus denne advarsel: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ — Hebræerne 3:12.

Ja, i alvorlige tilfælde kan mangel på tro skyldes et ondt hjerte. Men det gjaldt ikke Zakarias og Jesu apostle i de førnævnte situationer. Deres manglende tro skyldtes en midlertidig svaghed. Deres livsform i almindelighed viste at de var „rene af hjertet“. — Mattæus 5:8.

Gud kender vore behov

Bibelen hjælper os til at skelne mellem almindelig bekymring og den synd der består i mangel på tro. Daglige bekymringer eller måske endog en midlertidig mangel på tro som følge af menneskelig svaghed skal ikke forveksles med den fuldstændige mangel på tillid til Gud der udspringer af et ondt og upåvirkeligt hjerte. Kristne behøver derfor ikke at føle sig skyldbetyngede selv om de af og til nærer bekymring.

Det er dog vigtigt at vi er på vagt så bekymringerne ikke overmander os og begynder at styre vores liv. Der er stor visdom i disse ord af Jesus: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’“ Og han fortsatte med denne trøstende forsikring: „Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:25-33.

[Illustration på side 16]

Apostelen Paulus var til tider bekymret