Concorden — et afsluttet kapitel i luftfartens historie
Concorden — et afsluttet kapitel i luftfartens historie
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG
Efter 27 års tjeneste er Concorden — „verdens eneste overlydstrafikfly“ — gået på pension. Stigende omkostninger og et faldende passagertal fik i oktober 2003 British Airways til at trække det sidste af deres i alt syv Concorde-fly ud af flytrafikken. Fem måneder tidligere havde Air France, det eneste andet flyselskab der benyttede dette fly med dets karakteristiske, deltaformede vinger, indstillet flyvningen med selskabets fem fly.
Et kapitel i luftfartens historie der begyndte i 1962 da britiske og franske flykonstruktører gik sammen om at bygge et supersonisk langdistancefly, er således afsluttet. Prototyperne var ude på deres jomfruflyvninger i 1969, og overlydstrafik blev en realitet i januar 1976 med afgange til Bahrain og Rio de Janeiro.
Concorden blev betragtet som en teknologisk succes, men var en økonomisk fiasko. Oliekrisen i 1970’erne var svær at sluge, for
flyet brugte over 25.000 liter brændstof i timen — tre gange så meget pr. passager som et traditionelt fly. En anden ulempe var at Concorden ikke kunne flyve over afstande på mere end 7000 kilometer og kun havde plads til omkring 100 passagerer. Den var derfor ikke rentabel for flyselskaberne. Concordens udbredelse blev desuden hæmmet af den modstand den mødte i USA efter sine første flyvninger. Man hævdede at dens støjniveau var for højt.Prisen var et andet problem. Billetterne kostede i tusindvis af dollars. Forholdsvis få passagerer havde derfor råd til at flyve med Concorden. Om bord på flyet blev der serveret eksklusive retter med champagne, foie gras og kaviar. Det var „den bedste rejseoplevelse man overhovedet kunne få,“ fortæller en forretningsmand. „Den gav én den ultimative luksus — tid. Det var måske ikke den mest komfortable flyvetur, men det var en fantastisk følelse!“
Hurtigere end Solen?
I sin karriere fløj Concorden sammenlagt med næsten fire millioner passagerer — egentlig ikke så imponerende i betragtning af at verdens samlede flåde af Boeing 747-fly på blot et par uger transporterer lige så mange. Hvad var det da der gjorde Concorden til så bemærkelsesværdigt et fly?
Concorden fløj med en marchhastighed på 2150 kilometer i timen — to gange lydens hastighed — i 18 kilometers højde. Den fløj så hurtigt at dens længde på 62 meter øgedes med op til 24 centimeter på grund af friktionsvarmen. Med Concorden tog turen fra Paris til New York kun 3 timer og 55 minutter, næsten en halvering af den tid et traditionelt fly ville være om det. Turen gik så hurtigt at Concorden som følge af tidsforskellen på en måde landede i New York (lokal tid) før den lettede fra Paris.
En enkelt skæbnesvanger ulykke ødelagde Concordens rygte. Den 25. juli 2000 forulykkede en af Air France’s Concorde-fly da det lettede fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris; 113 blev dræbt, hvoraf 4 på landjorden. Efter adskillige sikkerhedsmodifikationer kunne Concorden genoptage flyvningen et år senere. Men økonomien satte til sidst en stopper for brugen af den.
Concorden, der hverken havde nogen rival eller nogen efterfølger, vil komme til at nyde sit velfortjente otium på verdens luftfartsmuseer. Jean-Cyril Spinetta, direktør hos Air France, siger: „Concorden vil aldrig helt forsvinde, for den lever videre i folks bevidsthed.“
[Illustrationer på side 26]
Øverst: Der serveres champagne
I midten: Chefpilot i cockpittet
Nederst: Prototype af Concorden, Frankrig, 1968
[Kildeangivelse]
Alle fotografier på nær prototype: NewsCast; prototype: AFP/Getty Images