„Havets juvel“

Kiselalger, eller diatoméer, er mikroskopiske alger som er indkapslet i kunstfærdige, sirligt mønstrede glasskaller. De findes i store mængder i verdenshavene. Algerne har fascineret forskere i århundreder — ja, faktisk lige siden mikroskopet blev opfundet og man derefter kunne tegne dem. Det er ikke uden grund at kiselalgen bliver kaldt havets juvel.

Alfred Nobel, der opfandt dynamitten i 1860, brugte kisel fra kiselalger til at stabilisere nitroglycerin, som gjorde at han kunne forme sprængstoffet til transportable stænger. Fossile kiselalgeskaller bliver i dag brugt kommercielt til mange formål — for eksempel til at rense vin for urenheder og filtrere vand i swimmingpools. Også maling der bruges til vejstriber, tilsættes kiselalgeskaller for at give en selvlysende effekt.

Men langt vigtigere er det at omkring en fjerdedel af fotosyntesen på kloden sker i disse bittesmå encellede planter. Forskerne Allen Milligan og Francois Morel fra Princeton-universitetet i USA har fundet ud af at kisel i kiselalgernes glasskal forårsager kemiske forandringer i vandet inde i skallen som skaber ideelle forhold for fotosyntesen. Forskere mener at glasskallens mønstre af huller gør at et større overfladeareal kommer i berøring med vandet inde i cellen, så fotosyntesen fremmes. Præcis hvordan disse bittesmå, men smukke skaller dannes af silicium opløst i havvand, er stadig et mysterium. Men noget der ikke er et mysterium, er at kiselalgerne, ved at optage kuldioxid og frigive ilt, spiller en vital rolle i opretholdelsen af liv på jorden, måske endda en vigtigere rolle end de fleste landplanters.

Francois Morel regner kiselalger „blandt de mest effektive organismer på jorden“. Allen Milligan tilføjer at uden algernes appetit på kuldioxid „ville det måske stå endnu mere alvorligt til med drivhuseffekten“.

Når kiselalger dør, synker deres kulstofholdige rester til bunds, hvor de efterhånden forstenes. Nogle forskere mener at fossile kiselalger der har været udsat for et voldsomt tryk, har bidraget til jordens oliereserver. Der er dog grund til bekymring. Når havtemperaturerne stiger på grund af global opvarmning, kan bakterier nå at fortære resterne af de døde alger før de synker til bunds, hvorved kulstof slippes ud i vandet igen. Selv denne lillebitte „havets juvel“ er en del af et fantastisk indrettet livsopretholdende system som nu kan være truet.

[Kildeangivelse på side 31]

© Dr. Stanley Flegler/Visuals Unlimited