Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad skal jeg gøre hvis min ven behandler mig dårligt?

Hvad skal jeg gøre hvis min ven behandler mig dårligt?

Unge spørger:

Hvad skal jeg gøre hvis min ven behandler mig dårligt?

„I dag slog min kæreste mig for første gang. Han undskyldte, men nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.“ — Stella. *

„CIRKA en femtedel af de kvindelige studerende har oplyst at de er blevet udsat for fysisk vold og/eller har været seksuelt misbrugt af deres kæreste,“ oplyser den amerikanske lægeforenings blad JAMA. I en spørgeundersøgelse i Tyskland blandt unge kvinder mellem 17 og 20 år gav mere end hver fjerde udtryk for at de mod deres vilje var blevet presset til en eller anden form for seksuel aktivitet, og at der som regel var fysisk vold, verbalt pres, stoffer eller alkohol indblandet. En amerikansk undersøgelse viste at 40 procent af de adspurgte teenagere havde hørt klassekammerater „groft fornærme den de kom sammen med“. *

Er det sådan at din ven, som du regner med at skulle giftes med, fornærmer dig, råber ad dig, håner, skubber eller slår dig? Af en tidligere artikel i denne serie fremgik det at en sådan dårlig adfærd desværre ikke hører til sjældenhederne. * Den viste også at Jehova Gud ikke godkender verbal vold eller voldelig adfærd, og at ofrene ikke skal betragte en sådan behandling som normal eller noget de selv er skyld i. (Efeserne 4:31) Men ikke desto mindre kan det være svært at vide hvad man skal gøre i en sådan situation. Du har måske stadig stærke følelser for din ven trods hans opførsel. Eller du frygter måske for hvordan han vil reagere hvis du siger noget til ham. Hvad kan du gøre?

Vurder situationen

Du må først falde lidt til ro og se objektivt på det der er sket. (Prædikeren 2:14) Er du virkelig offer for verbal vold? Har din ven været bevidst ondskabsfuld, eller har han bare „talt tankeløst“? (Ordsprogene 12:18) Hvor ofte er det forekommet? Er der tale om en engangsforeteelse som du slet og ret kan se gennem fingre med? Eller er det ligefrem blevet en vane for ham at komme med fornærmelser eller grovheder?

Hvis du ikke ved om du har opfattet situationen korrekt, så drøft sagen igennem med en anden — ikke en jævnaldrende, men en som er ældre og har mere livsvisdom. Måske kan du betro dig til dine forældre eller en moden kristen. En sådan drøftelse kan muligvis hjælpe dig til at finde ud af om du overreagerer eller, om der reelt er tale om et alvorligt problem.

Hvis du mener at du uden fare for din sikkerhed kan tale med din ven om det, så gør det. (Ordsprogene 25:9) Fortæl ham stille og roligt hvordan hans opførsel virker på dig. Nævn specifikt hvad der har gjort dig ked af det. Meld klart ud hvad du ikke vil tolerere. Læg mærke til hvordan han tager det. Affejer han det du siger, eller reagerer han med et endnu mere voldsomt vredesudbrud? I så fald er det et tydeligt tegn på at han ikke er villig til at forandre sig.

Det kan også være at han reagerer med kristen ydmyghed og oprigtigt er ked af det han har gjort. Så er det måske muligt at redde forholdet. Men vær på vagt. De der bruger verbal vold, lover ofte at forbedre sig efter at have såret nogen og giver det udseende af at de har dårlig samvittighed — blot for at gentage deres sårende ord næste gang de føler sig provokeret. Tiden vil vise om han oprigtigt ønsker at ændre sig. Et godt fingerpeg om hvor seriøs han er, kan være hans villighed til at søge hjælp hos kristne ældste. — Jakob 5:14-16.

Det er dog værd at huske at „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Derfor vil man aldrig kunne finde en der er helt perfekt. Alle der gifter sig, vil på grund af ufuldkommenheden i nogen grad opleve „trængsel i kødet“. (1 Korinther 7:28) I sidste ende er det dig der må tage stilling til om du kan leve med hans fejl. Også i denne forbindelse vil det være bedst at lade nogen tid gå før du træffer din beslutning.

Når der er tale om fysisk vold

Det forholder sig dog helt anderledes hvis hans vredesudbrud er fyldt med eder og forbandelser eller trusler om vold, eller hvis du ligefrem udsættes for vold — måske ved at blive skubbet og slået. Det er et faretruende tegn på manglende selvbeherskelse som nemt kan ende med mere alvorlige former for vold.

Det ville være bedst at et ugift par undgår at være helt alene. Men hvis du af en eller anden grund alligevel er alene sammen med din kæreste, og han bliver voldelig, så ’gengæld ikke ondt med ondt’. (Romerne 12:17) Husk: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Bevar roen. Sig at du vil hjem. Om nødvendigt, gå eller løb væk fra ham.

Hvad så hvis han forsøger at presse dig til noget seksuelt? Allerede fra I begynder at komme sammen, bør I sætte klare grænser for hvordan I vil give udtryk for jeres kærlighed til hinanden. (1 Thessaloniker 4:3-5) Hvis din kæreste forsøger at tvinge dig til at gå imod Bibelens principper, må du tydeligt gøre ham klart at det vil du ikke. (1 Mosebog 39:7-13) „Gå ikke med til det,“ advarer Anne, som gav efter for et sådant seksuelt pres. „Bevar din selvrespekt. Giv ikke efter uanset hvor meget du elsker ham.“ Bliver dit afslag ikke respekteret, så fortæl ham at du betragter ethvert yderligere forsøg som voldtægt. Hvis han stadig ikke er til at standse, så råb om hjælp og gør modstand sådan som du ville ved ethvert andet voldtægtsforsøg. *

I begge de ovennævnte tilfælde er Bibelens vejledning i Ordsprogene 22:24 aktuel: „Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret.“ Du er på ingen måde forpligtet til at blive i et voldeligt forhold. Og hvis du beslutter dig for at slå op med din kæreste, er det klart at det er for dumdristigt at være alene med ham når du fortæller ham det. Det bedste vil sikkert være at tale med dine forældre om hvad der er sket. De vil selvfølgelig blive vrede og chokerede over den behandling du har fået. Men de kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du nu skal gøre. *

Du kan ikke lave ham om

Det er under ingen omstændigheder dit ansvar at få din ven til at ændre sig. Dertil siger Irena: „Man tror at man elsker ham, at man kan klare situationen, og at man kan hjælpe ham. Men det kan man bare ikke.“ Nadine erkender: „Jeg bliver ved med at tro at jeg kan lave ham om.“ Men sandheden er at det kun er ham selv der kan ’forny sit sind’ og ændre sig. (Romerne 12:2) Og det er en lang og besværlig proces.

Hold derfor fast ved din beslutning, og vend det døve øre til ethvert af hans eventuelle forsøg på at appellere til dine følelser. Forsøg at holde ham så meget på afstand som muligt — både følelsesmæssigt og fysisk. Lad ham ikke overtale, tigge eller true dig til at genoptage forholdet. Da Irena slog op med sin voldelige ven, truede han med at begå selvmord. En sådan person har tydeligvis brug for hjælp, men det skal ikke være fra dig. Du hjælper ham bedst ved at tage afstand fra hans ukristne opførsel. Hvis han ønsker at forandre sig, er det op til ham at søge hjælp.

Nogle tror at problemet løser sig når man bliver gift. En socialpsykolog siger: „Kvinder der gifter sig med voldelige mænd, og mænd som gifter sig med voldelige kvinder, bliver ofte forbavsede over at volden ikke holder op. Mange tror at alle sådanne problemer løser sig i samme øjeblik man underskriver en vielsesattest. Men det passer ikke.“ Faktum er at fysisk vold der begynder mens man kommer sammen, højst sandsynligt fortsætter efter brylluppet.

„Den kloge ser ulykken og skjuler sig,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 22:3) Det er hårdt at slå op med en man holder af. Men at være fanget i et voldeligt ægteskab er langt værre. Du skal imidlertid ikke være bange for at det aldrig vil lykkes dig at finde en god ægtefælle. Med den erfaring du har fået, vil du sikkert fremover være mere opmærksom på at se efter en der er rar og venlig, og som kan beherske sig.

Hvordan de sårede følelser kan heles

Et offer for verbal eller fysisk vold kan føle sig fuldstændig knust. Mary, der taler af erfaring, siger: „Søg hjælp — tal straks med nogen om det. Jeg mente at jeg selv kunne tackle situationen, men det der har hjulpet mig, er at tale med andre.“ Betro dig til dine forældre, en moden ven du stoler på, eller en kristen ældste. *

Nogle synes desuden at det hjælper at være travlt beskæftiget med for eksempel opbyggende læsning, sport eller hobbyer. Irena erfarede at det „vigtigste er at studere Bibelen og at overvære møderne“.

Jehova godkender på ingen måde grove ord eller vold. Med hans hjælp kan du beskytte dig selv mod at blive dårligt behandlet.

[Fodnoter]

^ par. 3 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 4 Både mænd og kvinder kan blive ofre for verbal og fysisk vold, men som USA’s center for sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse bemærker, „går det langt hyppigere ud over kvinder end mænd“. For nemheds skyld vil vi i denne artikel omtale den forurettede part i hunkøn.

^ par. 5 Se artiklen „Unge spørger — Hvorfor behandler han mig så dårligt?“ i Vågn op! for 22. maj 2004.

^ par. 15 Vågn op! for 8. marts 1993 giver vejledning om hvordan man kan modsætte sig voldtægt.

^ par. 16 I nogle tilfælde, som for eksempel ved voldtægtsforsøg, kan det være at dine forældre finder det bedst at I indberetter det til politiet. Det kan hindre at andre piger bliver udsat for samme chokerende oplevelse.

^ par. 23 Nogle med traumer vælger måske også at søge læge eller anden godkendt eksperthjælp.

[Illustration på side 24]

Hvis din ven behandler dig dårligt nu, vil han sandsynligvis også gøre det hvis I bliver gift

[Illustration på side 25]

Lad dig ikke presse til at vise din kærlighed på en upassende måde