En verden af musik lige ved hånden

AFSPIL

En verden af musik lige ved hånden

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I STORBRITANNIEN

„MUSIKINSTRUMENTET over alle musikinstrumenter.“ Sådan betragter nogle klaveret. Fordi det er så alsidigt og udtryksfuldt, passer det både til klassisk musik, jazzmusik og popmusik. Det kan dominere scenen i en koncertsal som et prægtigt soloinstrument eller fungere som akkompagnement til stille, dæmpet solosang. Det kan udgøre et „enmandsorkester“, men kan også spille sammen med næsten ethvert andet instrument. Det er blevet beskrevet som „musikkens sidestykke til kunstnerens palet“ og har inspireret nogle til at komponere den smukkeste musik der nogen sinde er skrevet. Hvem opfandt klaveret, og hvorfor er det stadig så populært? *

Klaverets forløbere

Harpen og lyren var nogle af de første strengeinstrumenter der skulle anslås med hånden. (1 Mosebog 4:21) Senere blev hakkebrættet opfundet, et instrument hvor man slog til strengene med små trækøller. I middelalderen blev der i Europa udviklet instrumenter hvor man via et klaviatur kunne knipse eller anslå strengene, og heriblandt blev clavichordet og cembaloet de populæreste. Clavichordet havde form som en rektangulær kasse med et låg, og dets strenge blev anslået nedefra af små metalstifter som kaldes tangenter. Det var muligt at spille meget udtryksfuldt på det, men dets svage tone blev nemt overdøvet af andre instrumenter og af sangere. Det større cembalo, som ligner det moderne flygel, havde lange strenge der blev knipset af pennefjer eller plektre. Det gav en kraftig og genlydende klang, men uden mulighed for variation i tonestyrken.

Med den nye dramatiske og udtryksfulde musik der blev komponeret omkring år 1700, ønskede musikere et klaviaturinstrument med en følsom klang, ligesom clavichordet, men med cembaloets tonestyrke.

Klaveret opfindes

Den italienske instrumentmager Bartolomeo Cristofori kombinerede cembaloets enkle konstruktion med clavichordets hammermekanisme og lod strengene anslå med træhamre beklædt med skind. Han kaldte sin opfindelse gravicembalo col piano e forte (cembalo med svag og kraftig), i forkortet form pianoforte, eller piano. Det var et klaviaturinstrument som havde en mere fyldig klang, og som man kunne få til at spille mere eller mindre kraftigt.

Desværre levede Bartolomeo Cristofori ikke længe nok til at opleve at hans instrument blev en succes. Da det kun var få der viste interesse for hans opfindelse, begyndte han igen at bygge cembaloer. Men knap 30 år efter at Bartolomeo Cristofori havde bygget sit første klaver, tog den tyske orgelbygger Gottfried Silbermann et nærmere kig på konstruktionen og begyndte selv at bygge klaverer. Tyske og østrigske håndværkere blev ved med at eksperimentere og koncentrerede sig om at bygge en lettere og mindre model, som blev kaldt et taffelklaver.

I England var en anden gruppe klaverbyggere i gang med at konstruere en anden type klaver. De var emigreret fra Tyskland sent i 1750’erne. En af dem var Johannes Zumpe, der udviklede en variant af det taffelformede klaver som solgte godt. Sébastien Érard fra Frankrig og andre klaverbyggere fra Europa og Amerika gjorde yderligere forbedringer. En dreven skotsk møbelsnedker ved navn John Broadwood forudså at klaveret ville interessere de unge damer i den nye, bedrestillede middelklasse. Inden længe producerede hans fabrik mange flygler og taffelformede klaverer.

Den næste udfordring var at konstruere et mere kompakt klaver med samme stærke klang som et flygel. Man begyndte derfor at bygge klaverer hvis kasse stod lodret i stedet for vandret, og man gjorde dem efterhånden større og større. De lodrette strenge hos en bestemt Broadwood-model rejste sig hele 2,7 meter i højden over klaviaturet; men da overbygningen var for tung, var det for farligt at spille på denne model! En anden opretstående model som blev kaldt girafklaveret, var faktisk et flygel i lodret stilling hvor den smalleste del vendte opad. Englænderen John Isaac Hawkins konstruerede det første vellykkede, opretstående klaver i 1800 ved at lade strengene løbe næsten helt ned til gulvet. Dette førte gradvis til at det taffelformede klaver ikke længere blev brugt.

Komponister får øje på klaveret

I mellemtiden begyndte komponister at interessere sig for klaveret. Da den unge Wolfgang Amadeus Mozart besøgte Johann Steins værksted i Bayern i 1777 for at afprøve det nye instrument, blev han imponeret. Inden længe begyndte han at skrive musik for klaver og komponerede ikke mindre end 15 klaverkoncerter på blot fire år. Men det var Ludwig van Beethoven, som levede nogle få år senere, der kunne tage æren for at gøre opmærksom på hvilke muligheder dette nye instrument havde. Han gjorde klaveret levende, ja, fik det næsten til at synge. Her var det instrument musikverdenen havde ventet på, og der opstod en ny retning af romantisk og lidenskabelig musik. Frédéric Chopin, „klaverets digter“, syntes at det var det perfekte medium at udtrykke tanker og følelser med. Franz Liszt komponerede en spændende ny musik der fik klaveret til at lyde som et orkester. Han satte også publikum i fyr og flamme med sin virtuositet.

Desværre var klaverets træramme og tynde strenge ikke særlig velegnede til at klare den høje, lidenskabelige musik under en kraftfuld koncert. Klaverbyggere begyndte derfor at tilføje jernafstivning indtil de havde udviklet en helstøbt jernramme. Nu kunne de bruge tykkere strenge og tungere hamre for at få en højere lydstyrke. Den noget skarpe lyd der fremkom, blev afbødet af filtklædte hamre. Længere strenge som blev udspændt diagonalt hen over de kortere strenge, forbedrede klangen yderligere og var desuden pladsbesparende. Det moderne klaver var nu blevet skabt. Mange store pianister fyldte koncertsalene til bristepunktet med begejstrede tilhørere der alle var spændte på at høre pianisternes voksende repertoire. Samtidig masseproducerede europæiske og amerikanske klaverbyggere instrumenter så hurtigt de kunne for at holde trit med den enorme efterspørgsel.

Klaverer alle vegne

I begyndelsen af det 20. århundrede skulle hvert hjem eje det nye statussymbol, uanset om nogen i huset kunne spille på det eller ej. Der var stor efterspørgsel efter pianister som kunne underholde kunder og rejsende, spille baggrundsmusik til de nyligt opfundne stumfilm og undervise det stigende antal lovende amatører. Klaveret dannede midtpunktet ved familiesammenkomster. Amatører opførte deres egne musikkompositioner. Der blev regelmæssigt komponeret nye former for klavermusik. Der opstod også mange forskellige spillestile — den iørefaldende og synkoperede ragtime, den langsomme bluesrytme og den taktfaste boogie-woogie.

Tilbagegangen i klaversalget kom efter den første verdenskrig. Det var helt i top i 1910, hvor der på verdensplan blev solgt over 600.000 klaverer, men derefter begyndte salget langsomt at falde. Fonografen, radioen, pladespilleren og til sidst fjernsynet overtog nu underholdningen i hjemmet. Men det betød ikke at klaverets dage var talte. Efter den anden verdenskrig sørgede nye tekniske forbedringer for dets genoplivelse. I 1980 var produktionen steget til over 800.000. I dag bliver klaverer fremstillet af plastic og legeringer, og de hvide tangenter er dækket af et syntetisk materiale i stedet for elfenben. Japan er blevet en af verdens største producenter, og Kina har taget det det kalder „instrumenternes dronning“, til sig.

Kunne du tænke dig at spille klaver?

På visse instrumenter kan det kræve stor øvelse blot at frembringe en enkelt tone, men ved at trykke på nogle få tangenter på klaveret i den rigtige rækkefølge er du allerede i gang med at spille musik! Kun ganske få er så begavede at de kan spille efter gehør. Men de fleste opdager at man ved hjælp af en lærebog hurtigt kan lære at spille en melodi med højre hånd mens venstre hånd sørger for akkompagnementet. Forestil dig hvordan du vil føle det når du kan spille en melodi for dig selv ved hjælp af noder! Du kan vælge en livlig march, en rolig vals eller måske din foretrukne ballade. Eller hvad med latinamerikanske rytmer eller jazz? Det er også fornøjeligt at spille sammen med en god ven! Tænk også på den mulighed du har for at glæde dine venner når du akkompagnerer dem mens de synger eller spiller på nogle andre instrumenter. Får du lyst til at lære at spille klaver?

[Fodnote]

^ par. 3 Se Vågn op! for 8. november 2002, side 19-21.

[Ramme/illustration på side 21]

Pianolaet

For dem der ikke havde den store erfaring med et klaviatur, var pianolaet lige sagen. Det var en kombination af en spilledåse og et klaver, og dets tangenter bevægede sig op og ned af sig selv idet de blev aktiveret af nogle perforeringer på en roterende papirrulle. På de første modeller fra 1890’erne trykkede en mekanisme foran klaveret på tangenterne med træfingre, mens den der betjente det, trådte på nogle fodpedaler. I senere modeller var denne mekanisme indbygget. Det mere avancerede „selvspillende“, eller „reproducerende“, klaver genopførte forestillinger som nogle af de store pianister faktisk havde spillet, og deres indspillede pianoruller blev kopieret til salg, ligesom nutidens cd’er og kassettebånd. I 1925 blev der i USA produceret flere pianolaer end traditionelle instrumenter. Men i 1930’erne blev pianolaet næsten ikke brugt længere som følge af radioens og grammofonens opfindelse.

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Ramme/diagram på side 22, 23]

Hvordan virker et flygel?

Mere end 200 kraftigt spændte, parallelle strenge af stål frembringer 88 toner. Korte, tynde strenge som vibrerer hurtigt, frembringer de høje toner, diskanttonerne, mens lange, tykke strenge, som ofte er overspundne med kobber, frembringer de dybe toner, bastonerne. Med undtagelse af de dybeste bastoner fremkommer alle toner af to eller tre strenge der er ens stemt.

Når man trykker på en tangent (1), slår støderen til en filtklædt hammer, som anslår den eller de strenge der hører til den pågældende tangents tone, og bevæger sig derefter med det samme væk. Bliver man ved med at holde fingeren på tangenten, vil strengen fortsætte med at vibrere, og lyden vil langsomt dø ud. Når man tager sin finger væk fra en tangent (2), trykkes en dæmper mod strengen for at bringe den til tavshed. Hvis højre pedal ved foden af klaveret trykkes ned, forhindres alle dæmperne i at røre ved strengene, og de efterfølgende toner forener sig med hinanden.

Strengene passerer hen over træribber som kaldes stege (3), der er fastgjort til en resonansbund af træ (4), som sættes i svingninger og forstærker strengenes styrke og klang betydeligt. Den omgivende trækasse virker som en klangbund og forstærker lydstyrken.

Strengene er spændt fast til en ramme af støbejern ved hjælp af stemmeskruer (5). Et flygels ramme skal være stærk nok til at kunne modstå et samlet træk fra strengene på op til 30 tons.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Dæmper

Streng

Hammer

Tangent der er trykket ned

Tangent der ikke er trykket ned

[Illustration]

Det ældste af Bartolomeo Cristoforis klaverer som er blevet bevaret, 1720

[Kildeangivelse]

VÅGN OP!