Bedre end berømmelse

FORTALT AF CHARLES SINUTKO

I 1957 blev jeg tilbudt en 13-ugers kontrakt om at skulle synge i Las Vegas, Nevada, for tusind dollars om ugen. Hvis forestillingerne gik godt, var der mulighed for at forlænge kontrakten med yderligere 50 uger. Det ville betyde 50.000 dollars ’oven i hatten’ — rigtig mange penge dengang. Lad mig forklare hvad der førte til dette lukrative tilbud, og hvorfor det var så svært for mig at beslutte om jeg skulle underskrive kontrakten eller ej.

MIN far blev født i Østeuropa i 1910 af ukrainske forældre. I 1913 tog min farmor ham med til USA, hvor hun sluttede sig til min farfar. Senere, i 1935, blev min far gift, og jeg blev født året efter i byen Ambridge, Pennsylvania. Omtrent samtidig blev to af min fars brødre Jehovas Vidner.

Mens mine tre søskende og jeg var små og vores familie boede i nærheden af New Castle i Pennsylvania, studerede mor en kort overgang Bibelen med Jehovas Vidner. Ingen af mine forældre blev på det tidspunkt selv Jehovas Vidner, men min far syntes at hans brødre skulle have lov at tro hvad de ville. Skønt far opdrog os til at være patriotiske, havde han altid været fortaler for trosfrihed.

En sangkarriere

Mine forældre mente at jeg havde talent for at synge, så de satte alt ind på at jeg skulle have en sangkarriere. Da jeg var seks-syv år gammel, tog far mig af og til med på natklub, hvor han stillede mig på bardisken så jeg kunne synge mens jeg spillede på guitar. Jeg optrådte med sangen „Mother“. Teksten var bygget sådan op at den udgjorde en beskrivelse af en god og kærlig mor. De forskellige ting i sangen der kendetegnede en sådan mor, var alle sammen ord som begyndte med et bogstav fra ordet „mother“. Sangen sluttede: „Sætter du alle forbogstaverne sammen, bliver de til M-O-T-H-E-R, et ord der betyder så meget for mig.“ Mændene i baren, der ofte havde fået for meget at drikke, blev helt sentimentale og lagde penge i fars hat.

I 1945 optrådte jeg for første gang i radioen. Det var i New Castle på radiostationen WKST, hvor jeg sang countrymusik. Senere begyndte jeg at synge popsange fra The Hit Parade, som var et ugentligt radioprogram der spillede ugens ti mest populære sange. Min første tv-optræden var i 1950 i et Paul Whiteman-show. Hans arrangement af George Gershwins „Rhapsody in Blue“ er stadig kendt. Far ønskede at fremme min karriere yderligere, så han solgte huset i Pennsylvania, og vi flyttede til Los Angeles-området i Californien.

Takket være min fars ihærdighed fik jeg snart mit eget ugentlige radioprogram i Pasadena og mit eget ugentlige 30-minutters tv-show i Hollywood. Jeg lavede nogle indspilninger hos pladeselskabet Capitol Records med Ted Dales hundrede mand store orkester og sang også i radioen på CBS, en af de største radiostationer i USA. I 1955 var jeg med i en  musikrevy. Vi tog til Lake Tahoe i det nordlige Californien, og her blev der vendt op og ned på mine livsværdier.

Jeg prioriterer anderledes

Jeg havde kort forinden fået bogen „Gud Maa Være Sanddru“ * af onkel John, der også var flyttet fra Pennsylvania til Californien. * Den tog jeg med til Lake Tahoe. Efter vores sidste opvisning, som sluttede en gang efter midnat, satte jeg mig til at læse i bogen for at koble af inden jeg skulle i seng. Jeg blev begejstret over at se de bibelske svar på spørgsmål jeg længe havde haft.

Nu kunne man, når jeg var færdig med min optræden, finde mig på natklubben i samtale med andre skuespillere og musikere til den lyse morgen. Vi drøftede emner som et liv efter døden, hvorfor Gud tillader det onde, og hvorvidt menneskeheden ville udslette sig selv og jorden. Nogle måneder senere, den 9. juli 1955, blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova Gud ved et stævne på Wrigley Field i Los Angeles.

Julemorgen 1955, mindre end seks måneder senere, bad en broder ved navn Henry Russell mig om at tage med hen og besøge Jack McCoy, der også var i underholdningsbranchen. Henry selv var musikredaktør på NBC. Da vi ankom, bad Jack sin kone og sine tre børn, der ellers lige var i gang med at pakke julegaver ud, om at sætte sig ned og lytte til os. Jack og hans familie blev snart Jehovas Vidner.

I denne periode studerede jeg også med min mor, og hun tog virkelig Bibelens sandheder til sig. Hun blev senere et af Jehovas Vidner og begyndte i heltidstjenesten som pioner. Med tiden blev mine tre brødre også døbt og har også i en periode tjent som pionerer. I september 1956 begyndte jeg selv som pioner, 20 år gammel.

Jeg træffer en beslutning

I samme periode blev en af min agents venner, George Murphy, interesseret i at promovere mig. George havde i 1930’erne og 1940’erne medvirket i flere film. Det var ham der sørgede for at jeg i december 1956 optrådte i Jackie Gleason-showet i New York, som blev sendt på CBS-tv. Showet havde et anslået seertal på 20.000.000, så nu blev der sat skub i min karriere. Mens jeg var i New York, besøgte jeg for første gang Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn.

Efter at have optrådt i Jackie Gleason-showet underskrev jeg en syvårig kontrakt med filmselskabet MGM. Jeg blev tilbudt en stor rolle i en westernserie. Efter et stykke tid begyndte jeg at få dårlig samvittighed, for i tv-serien skulle jeg spille en person der var gambler og revolvermand, en rolle der fremstillede umoralitet og anden ukristen adfærd som noget der er helt i orden. Derfor sagde jeg op. Folk i underholdningsbranchen troede jeg var blevet skør.

Dette bringer os frem til det lukrative tilbud om at optræde i Las Vegas, som nævnt i indledningen af denne artikel. Den første forestilling skulle løbe af stabelen den samme uge som vi skulle have besøg af kredstilsynsmanden. Hvis jeg ikke var med ved den første forestilling, kunne jeg godt vinke farvel til alle de efterfølgende. Jeg havde virkelig svært ved at finde ud af hvad jeg skulle gøre, for far havde altid drømt om at jeg en dag skulle tjene store penge. Efter alt det han havde gjort for mig og min karriere, følte jeg at han fortjente noget til gengæld.

Jeg henvendte mig derfor til vores præsiderende tilsynsmand, Carl Park, der selv var musiker og i 1920’erne havde spillet violin på radiostationen WBBR i New York. Jeg forklarede  at hvis jeg tog imod dette tilbud, kunne jeg være pioner resten af livet, uden nogen sinde at skulle bekymre mig om økonomien igen. Carl Park sagde: „Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan hjælpe dig til at ræsonnere lidt over sagen.“ Han spurgte: „Ville du tage af sted hvis det var Paulus der besøgte din menighed i den uge? Hvad tror du Jesus ville have ment du skulle gøre?“

Nu var det hele pludselig meget enklere. Da jeg fortalte far at jeg havde besluttet ikke at tage jobbet i Las Vegas, sagde han at jeg ødelagde hans liv. Den aften gik han ikke i seng, men sad og ventede på mig med sin pistol i hånden. Han havde tænkt sig at skyde mig, men faldt heldigvis i søvn — tilsyneladende fordi han havde drukket for meget. Senere gik han ud i garagen og forsøgte at tage sit eget liv med udstødningsgas fra bilen. Jeg ringede efter en ambulance, og redderne fik ham genoplivet.

Fars utallige raserianfald havde gjort mange i menigheden bange for ham. Men det gjaldt ikke vores kredstilsynsmand, Roy Dowell. Engang far havde haft besøg af Roy, havde han nævnt at jeg var lige ved at dø da jeg blev født. Far havde lovet Gud at hvis jeg klarede den, ville han overgive mig til Guds tjeneste. Roy spurgte far om han nogen sinde havde tænkt på om Gud måske tog ham på ordet. Denne tanke kom bag på far. Roy spurgte ham så: „Hvis dét at være i heltidstjenesten var godt nok til Guds søn, hvorfor er det så ikke godt nok til din?“ Det lod til at far fra den dag accepterede min beslutning.

Kort forinden, i januar 1957, havde jeg mødt Shirley Large fra Canada mens hun og hendes pionermakker var på besøg hos nogle venner. Vi samarbejdede i forkyndelsen og lærte på den måde hinanden at kende. Kort efter ledsagede Shirley mig til teatret Hollywood Bowl, hvor jeg sang sammen med Pearl Bailey.

Jeg fastholder min beslutning

I september 1957 blev jeg udnævnt til at tjene som specialpioner i staten Iowa. Da jeg fortalte det til far, brød han hulkende sammen. Han kunne ikke forstå mit nye syn på hvad der virkelig betød noget. Jeg kørte til Hollywood og annullerede alle mine kontrakter. Blandt dem jeg havde kontrakt med, var den kendte orkester- og kordirigent Fred Waring. Han sagde til mig at jeg aldrig igen ville kunne få arbejde som sanger hvis jeg ikke holdt mine aftaler. Jeg forklarede ham så at jeg droppede min sangkarriere for at bruge mere tid i tjenesten for Jehova Gud.

Fred Waring lyttede respektfuldt mens jeg fortalte ham om min situation. Da jeg var færdig, overraskede han mig ved venligt at sige: „Jeg er ked af at du må opgive din flotte karriere, min dreng, men jeg har været i musikbranchen hele mit liv, og jeg har lært at der er ting i livet der er vigtigere end musik. Måtte Gud velsigne dine bestræbelser.“ Jeg husker stadig at jeg kørte hjem med glædestårer i øjnene; nu var jeg fri til at bruge mit liv i Jehovas tjeneste.

„Hvor er din tro?“

I august 1957 begyndte min pionermakker, Joe Triff, og jeg at tjene i Strawberry Point, Iowa, en by med omkring 1200 indbyggere. Shirley kom på besøg, og vi talte om at gifte os. Ingen af os havde nogen opsparing. De penge jeg havde tjent, sad min far på. Så jeg sagde: „Jeg vil gerne giftes med dig, men hvad skal vi leve af? Det eneste jeg har, er min specialpionergodtgørelse på 40 dollars om måneden.“ På sin sædvanlige, rolige og direkte måde sagde hun: „Men Charles, hvor er din tro? Jesus sagde at hvis vi søger Riget og hans retfærdighed først, vil han give os alt hvad vi har brug for.“ (Mattæus 6:33) Så var sagen afgjort. Vi blev gift den 16. november 1957.

Jeg studerede Bibelen med en landmand der boede uden for Strawberry Point. I skoven på hans grund havde han en lille bjælkehytte på knap fire gange fire meter. Der var hverken elektricitet, rindende vand eller toilet i hytten, men hvis vi ville, kunne vi bo der gratis. Det var primitivt, men eftersom vi var i forkyndelsen hele dagen, skulle vi blot have et sted at sove.

Jeg hentede vand i en nærliggende kilde. Vi opvarmede hytten med en brændeovn og læste i skæret fra en petroleumslampe; Shirley  brugte en petroleumsovn når hun lavede mad. Når vi skulle i bad, brugte vi en gammel vaskebalje. Om aftenen kunne vi høre ulvene hyle, og vi glædede os over at have hinanden og over at kunne tjene Jehova hvor behovet var stort. Bill og Sandra Malenfant, der nu tjener på hovedkontoret i Brooklyn, var specialpionerer i Decorah, Iowa, omkring 100 kilometer derfra. Nogle gange kom de over og fulgtes med os i forkyndelsen en hel dag. Efterhånden opstod der en lille menighed i Strawberry Point på cirka 25 forkyndere.

I rejsetjenesten

I maj 1960 blev vi indbudt til at virke i kredstjenesten. Den første kreds vi skulle betjene, lå i North Carolina. Vi skulle besøge byer som Raleigh, Greensboro og Durham samt mange små landsbyer. Vores leveforhold blev lidt bedre nu hvor vi boede hos forskellige familier, hvoraf mange havde elektricitet og indendørs toilet. Det var straks værre når vi boede hos nogle hvor toilettet var udenfor, og vi fik at vide at vi skulle tage os i agt for giftslanger.

I begyndelsen af 1963 blev vi flyttet til en kreds i Florida. Her pådrog jeg mig en alvorlig hjertesækbetændelse. Havde det ikke været for Bob og Ginny Mackey fra Tampa, havde sygdommen sikkert kostet mig livet. De tog mig med til lægen og betalte endda alle vores regninger.

Jeg synger igen

I sommeren 1963 var jeg inviteret til New York i forbindelse med et stort stævne som Jehovas Vidner afholdt. Sammen med Milton Henschel, der var talsmand for Jehovas Vidner, skulle jeg medvirke i et radioprogram med Larry King som vært. Larry King er stadig vært i et kendt talkshow på amerikansk fjernsyn. Han var meget venlig, og efter programmet stillede han os spørgsmål om vores arbejde i en times tid.

Den sommer var en missionær ved navn Harold King, der lige var blevet løsladt fra et fængsel i det kommunistiske Kina, gæst på Jehovas Vidners hovedkontor. Under sit besøg talte han en aften til en forsamling på omkring 700 mennesker. Her fortalte han om noget af det han havde oplevet, og forklarede hvordan de mere end fire år i enecelle havde styrket hans tro. I fængselet havde han skrevet bibelske sange, blandt andet om den kristne forkyndelse.

Denne uforglemmelige aften optrådte jeg med sangen „Fra hus til hus“ sammen med Audrey Knorr, Karl Klein og Fred Franz. Broder Franz, der havde tjent Jehova i mange år, havde en trænet tenorstemme. Denne sang af Harold King kom senere til at indgå i Jehovas Vidners sangbog.

Nathan Knorr, der dengang førte an i Jehovas Vidners arbejde, bad mig synge ved stævnet „En evigvarende god nyhed“, der skulle afholdes den følgende uge på Yankee Stadium — og det gjorde jeg så.

Oplevelser i rejsetjenesten

Mens vi i en periode rejste i Chicago, Illinois, skete der to ting som vi stadig ser tilbage på med glæde. Den første var da Shirley ved et kredsstævne fik øje på Vera Stewart, som i midten af 1940’erne havde forkyndt for hende og hendes mor i Canada. Shirley, der dengang var 11 år, blev henrykt over at høre om Guds løfter i Bibelen. Hun havde spurgt Vera: „Tror du jeg kan komme med i den nye verden?“ Hvortil hun havde svaret: „Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle, Shirley.“ De huskede begge den  nøjagtige ordlyd i den samtale. Lige siden dette møde med Vera havde Shirley vidst at hun ville tjene Jehova.

Den anden mindeværdige oplevelse var da en broder spurgte om jeg kunne huske at have fundet en sæk med 25 kilo kartofler foran vores dør i vinteren 1958. Og dét kunne jeg. Den stod der en aften hvor vi havde kæmpet os vej hjem gennem en snestorm. Vi vidste ikke hvor sækken var kommet fra, men takkede selvfølgelig Jehova for gaven. Vi var sneet inde i fem dage, så vi fik stor glæde af kartoflerne. Shirley lavede kartoffelpandekager, kartoffelmos, bagte kartofler, brasede kartofler og kartoffelsuppe. Vi havde ikke andet i huset. Broderen der havde afleveret kartoflerne, kendte os ikke og vidste ikke hvor vi boede, men havde hørt at der var nogle pionerer i nærheden som havde det svært. Han sagde at der var et eller andet som fik ham til at forhøre sig om hvor dette unge par boede. Ude på landet kendte naboerne hinanden, så han blev snart vist hen til vores hytte og kæmpede sig vej gennem sneen med kartoflerne.

Glad for de valg jeg har truffet

I 1993 var jeg efter 33 år i rejsetjenesten nødt til at stoppe på grund af mit stadig dårligere helbred. Shirley og jeg har siden da virket som specialpionerer, dog uden at skulle opfylde timekravet. Nok er jeg ked af at jeg ikke længere har kræfter til at virke i rejsetjenesten, men jeg er glad for at have brugt mine kræfter som jeg gjorde.

Mine tre brødre valgte at gå andre veje. De stræbte efter materiel rigdom, og ingen af dem tjener Jehova i dag. Min far blev døbt i 1958, og min mor og han har hjulpet i snesevis af mennesker til at lære Jehova at kende, indvi deres liv til Ham og lade sig døbe. De døde begge i 1999. Så min beslutning om at sige nej til berømmelse og rigdom kom sikkert til at betyde livet for min far, såvel som for mange af dem han og min mor har studeret Bibelen med. Jeg tænker ofte: ’Ville jeg mon stadig have tjent Jehova hvis ikke jeg havde truffet de valg jeg gjorde?’

Omkring fem år efter at jeg var holdt op i kredstjenesten, blev mit helbred bedre, og jeg kunne igen gøre mere i tjenesten. Jeg virker nu som præsiderende tilsynsmand i en menighed i Desert Hot Springs, Californien. Jeg har også den forret at være afløser i kredstjenesten, virke i særlige udvalg og fra tid til anden være lærer på pionerskolen.

Shirley har altid været min bedste ven. Der er ingen hvis selskab jeg nyder mere. De bibelske sandheder betyder meget for os begge, og vi drøfter derfor ofte åndelige anliggender. Jeg husker stadig med værdsættelse hendes rolige spørgsmål for over 47 år siden: „Men Charles, hvor er din tro?“ Jeg tror at hvis unge kristne par stillede hinanden sådanne spørgsmål, ville flere få del i de glæder og velsignelser heltidstjenesten bringer.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20]

Onkel John, i 1935, det år han blev døbt

[Illustration på side 22]

Vores bjælkehytte

[Illustration på side 23]

Et billede fra 1975 af mine forældre, der forblev trofaste til deres død

[Illustration på side 23]

Shirley og mig i dag