Fra vore læsere
Fra vore læsere
Olie Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for tema-artiklerne „Olien — Vil den en dag slippe op?“ (8. november 2003) Jeg havde ikke før set den foruroligende statistik I bragte angående olieudslip. Når mennesker kan finde på sådan noget, er det ikke mærkeligt at Jorden er i så dårlig en forfatning! Det får mig til at længes efter den tid hvor Jehova én gang for alle vil rense Jorden og gøre den til et paradis.
T.T., USA
Artiklerne blev præsenteret på en meget tiltalende og saglig måde. Selvom jeg har en doktorgrad i fysik med procesteknik som speciale, havde jeg aldrig hørt om den abiogenetiske teori om oliens oprindelse. Almindeligvis er det kun den biogenetiske teori — at olien er dannet ved nedbrydning af biologisk materiale — der bliver fremholdt.
E.B., Frankrig
Jeg går på teknisk skole og har haft svært ved at finde bøger med diagrammer der forklarer hvordan de forskellige maskiner fungerer. Jeres skematiske fremstilling af hvordan olien produceres, imponerede mig og gjorde artiklen meget lettere at forstå.
M.I., Japan
I skulle have foretaget en mere grundig research til jeres artikler. I undlod at nævne at den første kommercielle oliebrønd i Nordamerika var udgravet af James Miller Williams i Ontario i Canada — et år før Edwin Drakes brønd i Titusville, Pennsylvania, USA.
G.Y., Canada
„Vågn op!“ svarer: Det er der meget debat om. En geolog som har skrevet om oliens historie, har nævnt for „Vågn op!“ at den første oliebrønds beliggenhed „fortaber sig i det dunkle“. „The Canadian Encyclopedia“ sammenfatter det sådan: „Ikke kun Williams, men også E.L. Drake fra Pennsylvania tillægges boringen af den første oliebrønd i Nordamerika.“
Geografi I vores familie kan vi godt lide artikler der har med geografi at gøre. Vi var især fascinerede af artiklen „Den vældige Amazonflod — en livline for millioner“. (8. november 2003) Selvom vi har lært om Amazonfloden i skolen, var vi ikke klar over at ’den på bare 30 sekunder ville kunne dække verdensbefolkningens daglige behov for drikkevand’! Vi er glade for at vi ved hjælp af sådanne artikler kan ’besøge’ fjerntliggende lande.
V.G., Slovakiet
Mange tak for den dejlige artikel „Prag — en historisk juvel som er et besøg værd“. (8. november 2003) Det var en stor fornøjelse at læse om denne historiske by — det var næsten som om man selv befandt sig der! Også tak for de flotte billeder.
L.Z., Rusland
I skolen fik vi til opgave at beskrive en by sådan at man fik lyst til at besøge den. Jeg brugte artiklen om Prag som grundlag for min opgave og fik den bedste karakter i klassen. Mange tak!
O.C., Frankrig
Når familien ikke deler ens tro Mange tak for artiklen „Hvad siger Bibelen? Når nogle i familien ikke deler din tro“. (8. november 2003) Jeg er den eneste ud af seks søskende der er kristen, og jeg har i mange år bestræbt mig for at klare den situation på en ligevægtig måde. Skriftstederne i artiklen var meget oplysende.
R.G., USA
Det er ikke så længe siden jeg begyndte at studere Bibelen. Men den smule jeg har lært, prøver jeg at give videre til mine nærmeste, som ikke tror på noget. Da jeg kun er 16 år, vil min familie ikke have at jeg bliver døbt, men jeg håber på at blive det en dag. Denne artikel vil hjælpe mig i mit forhold til min familie.
J.G., USA