Årsagerne til fordom

FORDOM kan have mange årsager. To af de veldokumenterede er (1) ønsket om at finde en syndebuk og (2) vrede over uretfærdigheder begået tidligere i historien.

Når en katastrofe indtræffer, vil folk, som omtalt i den foregående artikel, ofte lede efter en eller anden de kan give skylden. Hvis fremtrædende personer gentager en beskyldning mod et mindretal tilstrækkelig mange gange, bliver den til sidst betragtet som sandhed, og så er der skabt en fordom. Når der er økonomisk tilbagegang i et vestligt land, giver man for eksempel ofte indvandrerne skylden for arbejdsløsheden, selvom de tit påtager sig arbejde som de fleste af de lokale nægter at udføre.

Men ikke alle fordomme skyldes ønsket om at finde en syndebuk. De kan også være baseret på historiske begivenheder. I rapporten UNESCO Against Racism kan man læse: „Det er ingen overdrivelse at slavehandelen blev den intellektuelle ramme omkring racediskriminationen af de sorte og den kulturelle foragt for dem.“ Slavehandlerne søgte at retfærdiggøre deres skandaløse handel med mennesker ved at hævde at afrikanere var laverestående. Denne grundløse fordom, som senere også kom til at omfatte indfødte fra andre koloniserede landområder, eksisterer stadig.

I hele verden har tilsvarende historiske begivenheder præget af undertrykkelse og uretfærdighed holdt liv i fordommene. Fjendskabet mellem katolikkerne og protestanterne i Irland opstod i det 16. århundrede da Englands herskere forfulgte og landsforviste katolikker. De grusomheder som såkaldte kristne begik under korstogene, vækker stadig stærk modvilje blandt muslimer i Mellemøsten. Fjendtligheden mellem serberne og kroaterne på Balkan blev forværret af massakrer der blev begået mod civilbefolkningen under den anden verdenskrig. Som disse eksempler viser, kan et historisk fjendskab mellem to befolkningsgrupper forstærke fordommene.

Uvidenhed og fordom

Småbørn nærer ikke fordomme mod nogen. Forskning har vist at et barn meget gerne vil lege med en som tilhører en anden race. Men når barnet når 10-11-årsalderen, kan det godt finde på at afvise andre hvis de tilhører en anden stamme, race eller religion. I de år hvor karakteren og personligheden dannes, tilegner barnet sig en række opfattelser og idéer som kan vare resten af dets liv.

Hvor kommer disse idéer og opfattelser fra? Børn ’overtager’ negative holdninger — uanset om de kommer til udtryk i ord eller handling — først fra deres forældre, dernæst fra venner og lærere. Senere bliver de måske også påvirket af deres naboer og af radio, tv, aviser med mere. Selvom børnene kun ved ganske lidt om dem de ikke bryder sig om, har de, når de bliver voksne, en fast overbevisning om at de er laverestående og utroværdige mennesker. Nogle gange udvikler deres følelser sig til had.

Den øgede rejseaktivitet og samhandel har i mange lande medført en større kontakt mellem mennesker med forskellig kulturel eller etnisk baggrund. Ikke desto mindre vil én som har udviklet  en stærk fordom, som regel holde fast ved sin forudfattede mening. Ved at gå ud fra at alle der hører til denne gruppe, har de samme dårlige egenskaber, fastholder han i virkeligheden at tusinder, ja måske endog millioner af mennesker, kan sættes i samme bås. Enhver negativ erfaring vil, selvom den blot omfatter én person, forstærke hans fordom mod hele den pågældende gruppe. Positive oplevelser vil derimod oftest blive forbigået som undtagelser der bekræfter regelen.

Fordom kan bekæmpes

Selvom de fleste i princippet er modstandere af fordom, er det kun få der er helt fordomsfri. Mange af dem som hævder at være det, er i virkeligheden meget fordomsfulde. Andre mener at fordomme kun har ringe betydning, især hvis folk blot holder dem for sig selv. Men fordomme spiller en meget stor rolle. De giver anledning til splittelser og sårede følelser. Og ligesom uvidenhed kan føre til fordom, fører fordom ofte til had. Forfatteren Charles Caleb Colton (1780?-1832) har sagt: „Vi hader folk fordi vi ikke kender dem; og vi ønsker ikke at kende dem fordi vi hader dem.“ Men hvis fordomme er noget tillært, må man også kunne aflægge dem. Spørgsmålet er blot hvordan?

[Ramme på side 7]

Fører religion til tolerance eller fordom?

I bogen The Nature of Prejudice giver Gordon W. Allport udtryk for at „kirkemedlemmer øjensynlig har flere fordomme end dem der ikke er medlem af et trossamfund“. Det er ikke så overraskende når man tænker på at religion som oftest har været årsag til fordom, snarere end et middel imod den. I århundreder tilskyndede de gejstlige til antisemitisme. Ifølge bogen A History of Christianity har Hitler engang sagt: „Med hensyn til jøderne fortsætter jeg blot den samme politik som den katolske kirke har fulgt i 1500 år.“

I forbindelse med grusomhederne på Balkan var hverken den ortodokse eller den katolske kirkes lære åbenbart i stand til at skabe gensidig tolerance og respekt mellem naboer der bekendte sig til hver sin tro.

Noget tilsvarende gælder Rwanda. Kirkemedlemmer nedslagtede deres trosfæller. Avisen National Catholic Reporter gjorde opmærksom på at kampene i Rwanda var „intet mindre end et folkedrab som selv katolikker beklageligvis er ansvarlige for“.

Den katolske kirke har selv erkendt den mangel på tolerance som har præget kirkens historie. Ved en offentlig messe i Rom i år 2000 bad pave Johannes Paul II om tilgivelse for „fortidens synder“. Under denne højtidelighed blev „religiøs intolerance samt uretfærdigheder begået mod jøder, kvinder, indfødte, indvandrere, ufødte børn og fattige“ nævnt specifikt.

[Illustration på side 6]

Øverst: Flygtningelejr i Bosnien-Hercegovina, den 20. oktober 1995

To flygtninge (bosniske serbere) som ventede på borgerkrigens afslutning

[Kildeangivelse]

Foto af Scott Peterson/Liaison

[Illustration på side 7]

Oplært til at hade

Børn kan overtage negative holdninger fra blandt andet deres forældre og tv