Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Legetøjsfri børnehave

Legetøjsfri børnehave

Legetøjsfri børnehave

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I TYSKLAND

En morgen da børnene kom ind i børnehaven, fandt de at værelserne var tømt for alt undtagen møblerne. Uden held søgte de efter dukker, spil og tøjdyr. Der var heller ingen bøger eller byggeklodser. Selv papir og sakse var forsvundet. Alt legetøjet var fjernet og ville først blive lagt tilbage efter tre måneder. Hvad var der sket?

Denne børnehave er én ud af stadig flere børnehaver som i Østrig, Tyskland og Schweiz deltager i et interessant og nyskabende projekt kaldt Legetøjsfri børnehave. Projektet anbefales varmt af sundhedseksperter fra den Europæiske Union. Det kan måske lyde mærkeligt, men målet med dette projekt er at forebygge stofmisbrug. Forskere er i de senere år blevet klar over at sandsynligheden for et senere misbrug ikke er så stor hvis man tidligt i livet har lært at begå sig socialt. Ifølge en avis indbefatter det „evnen til at kommunikere og hurtigt at kunne etablere kontakt til andre, at kunne løse konflikter, tage ansvar for sine egne handlinger, sætte mål for sig selv, se problemer i øjnene, søge hjælp og at finde en løsning“. Fortalerne for programmet siger at den slags evner bør udvikles så tidligt som muligt, og at perioder uden legetøj kan være en hjælp fordi det fremmer kreativitet og selvtillid.

De tre måneder uden legetøj planlægges nøje i samråd med både forældre og børn. Til at begynde med ved mange børn ikke hvad de skal stille op uden legetøj. „I nogle børnehaver opfører børnene sig helt vildt de første fire uger,“ og de ansvarlige aner ikke hvad de skal stille op, siger avisen. Men børn lærer at tilpasse sig og blive kreative. Når der ikke er noget legetøj, snakker, planlægger og leger børnene mere sammen, og dermed forbedres deres sociale og sproglige færdigheder. Nogle af de børn som plejede at „gemme sig“ bag deres legetøj, tager nu selv initiativ til at få venner. Forældrene har også lagt mærke til de positive forandringer. De siger at børnene nu opfører sig bedre når de leger, og at de er mere kreative end før.