Mit liv som cirkusartist

FORTALT AF JOHN SMALLEY

„Mine damer og herrer, børn i alle aldre, velkommen til verdens største forestilling!“ For de fleste mennesker er disse ord af sprechstallmeisteren optakten til en spændende forestilling med dyr, klovne og akrobater. Men for mig og min familie betød det at vi atter skulle på arbejde i manegen i Ringling Brothers and Barnum & Bailey Circus.

JEG blev født i 1951. Man kan sige at jeg blev født med „savsmuld i skoene“. Lige fra vi kunne gå, har min lillebror og jeg nemlig deltaget i cirkuslivet på en eller anden måde.

Mine forældre, Harry og Beatriz, sluttede sig til Clyde Beatty Circus før jeg kom til verden. Min mor var sangerinde, og iført mexicansk folkedragt optrådte hun med spanske sange. Min far var musiker og havde spillet sammen med dirigenten og komponisten John Philip Sousa under den første verdenskrig. I 1950’erne blev min far hyret til at spille tuba i det kendte Ringling Brothers Band, måske fordi han havde spillet sammen med Sousa.

Som tiden gik, arbejdede vi i forskellige cirkusser, til sidst i Al G. Kelly & Miller Brothers Circus, som var blevet meget kendt i USA. Dette cirkus havde tre store telte. Det ene husede hele menageriet af løver, tigre, elefanter, hyæner og andre eksotiske dyr.

I telt nummer to var der en mindre forestilling. Her var der som regel en sabelsluger, en såkaldt ’halvt mand, halvt kvinde’, foruden nogle dværge, kæmper og andre mennesker med fysiske ejendommeligheder. Vi børn lærte meget af at være sammen med folk der var anderledes. Nogle brugte nedsættende ord om dem, men for os var de en del af familien. Vi arbejdede, spiste og boede sammen med dem det meste af året.

Det tredje telt var det store cirkustelt, som havde tre maneger. Der var forestilling i alle tre maneger samtidig. De farligste eller mest spændende numre fandt normalt sted i den midterste manege.

Cirkuslivet

Min bror og jeg udførte akrobatiske numre fra vi var helt små. Vi var også med i wildwestshowet, hvor vi spillede små indianerdrenge. En indianerfamilie fra choctawstammen var med i forestillingen, og de lærte os indianerdansene.

Vores arbejdsdag begyndte for det meste klokken seks om morgenen, hvor vi gjorde klar til at køre videre til næste by. Alle de optrædende hjalp til med at pakke cirkusset sammen,  transportere det videre og rejse det igen. For eksempel var min far ikke blot musiker, han kørte også en stor lastbil der var læsset med syv elefanter. Nogle gange var min mor, min bror og jeg sammen med ham i lastbilen.

Normalt rejste vi til et nyt sted hver dag, og der var to forestillinger om dagen, undtagen om søndagen, hvor der kun var en eftermiddagsforestilling. Søndag aften kunne vi derfor slappe af med familien. Min far gjorde altid noget særligt sammen med os den dag. Somme tider var vi en tur i byen og fik os en milkshake, eller også tog vi i en drive-in-biograf.

Det var et stort arbejde at opstille cirkusset. Selv elefanterne hjalp til. Hvordan det? Man brugte dem til at rejse de lange master til de tre telte. Den ene ende af masten blev stukket ind i en ring der var fastgjort til teltet, og derefter trak en elefant i den anden ende indtil masten stod oprejst. Når alle masterne var blevet rejst, og generatorerne til lysene var på plads, gjorde vi os klar til eftermiddagsforestillingen.

Jeg lærer nye kunster

Mellem eftermiddags- og aftenforestillingen lærte alle vi børn i cirkusset at slå saltomortaler, gå på line, jonglere og svinge i trapez. De der underviste os, var meget drevne cirkusartister, og de kom som regel fra familier som gennem flere generationer havde arbejdet i cirkus. Jeg husker tydeligt den italienske cirkusartist der lærte mig at slå saltomortaler. Jeg var omkring fire år. Først spændte han mig fast i et sikkerhedsbælte; senere støttede han mig kun med hænderne mens han løb ved siden af mig. Til sidst klarede jeg det helt uden hjælp.

Den eneste gang jeg er kommet til skade, var midt under den store parade i manegen i det store telt. Foran min bror og mig gik en klovn med to aber, og bagved os gik en flok elefanter. Mens jeg gik og svingede med armene, må jeg have forskrækket den ene af aberne, for den greb min hånd og bed mig hårdt. Heldigvis gik der ikke betændelse i såret, men jeg har stadig et svagt ar på min venstre hånd — en påmindelse om at man altid skal være forsigtig når man har med vilde dyr at gøre, uanset hvor søde og tamme de ser ud til at være.

Jeg lærer noget værdifuldt

Cirkuslivet hindrede os ikke i at have et godt familieliv. Mine forældre tog sig altid tid til at lære os gode principper og moralnormer. Jeg husker stadig at min far satte mig på sit knæ og gav mig vejledning om aldrig at have fordomme mod folk der var af en anden race eller havde en anden baggrund. Det var en vigtig belæring, for vi boede både sammen med folk der så anderledes ud, og folk der havde en anden nationalitet.

Også min mor prægede os i en god retning. Somme tider var cirkusset fyldt til bristepunktet;  andre gange var der næsten ingen. „Man optræder for at glæde publikum,“ sagde min mor mens hun klappede i hænderne, „ikke for pengene. Hvad enten der er hundredvis af mennesker til stede eller kun få, skal man altid gøre sit bedste.“ Dette har jeg aldrig glemt. Sådan lærte hun os at vise interessere for publikum, uanset om der var mange eller få.

Ud over at min bror og jeg optrådte, skulle vi hjælpe med at gøre rent efter forestillingerne. Vi samlede affald op inde i det store telt. Det var sundt for os.

Fra april til september var vi på turné med cirkusset, så vi kunne ikke gå i skole som andre børn. Vi overvintrede i vores hovedkvarter i Hugo, Oklahoma. I denne periode gik vi i skole i cirka fem måneder. Der var også andre cirkusser der overvintrede her, så der var mange børn i samme situation som os. Byens skolesystem imødekom vores særlige omstændigheder ved at tilpasse skemaet.

Dagen der forandrede vores liv

Den 16. september 1960 vågnede min far klokken fem om morgenen og begyndte at gøre klar til at vi kunne rejse videre. Den morgen besluttede min mor at vi i stedet for at køre med min far i lastbilen med elefanterne, skulle køre med de køretøjer der normalt transporterede os rundt.

Da vi ankom til det sted cirkusset skulle være, begyndte min bror og jeg at se os omkring i de nye omgivelser. Pludselig hørte vi nogen råbe: „Der er sket en alvorlig ulykke. Smalley og sprechstallmeisteren overlevede ikke.“ Min første reaktion var selvfølgelig: ’Det kan ikke være rigtigt. Der må være sket en fejltagelse.’ Senere fandt jeg ud af at min mor allerede var taget ud til ulykkesstedet. Min far havde været på vej ned ad en bjergvej i nærheden af Placerville i Californien da bremserne tilsyneladende svigtede. Elefanternes vægt havde åbenbart fået anhængeren til at skride ud, og lastbilens store brændstoftank blev presset sammen og eksploderede. Min far og sprechstallmeisteren, som kørte med ham, døde på stedet. Jeg var sønderknust, for jeg var meget tæt knyttet til min far. Vi var meget nære venner.

Efter at vi havde begravet far i hans hjemby Rich Hill i Missouri, tog vi tilbage til vores vinterkvarter i Hugo, Oklahoma, mens cirkusset fortsatte på turné sæsonen ud. I mellemtiden gik min bror og jeg i en skole med et normalt skema. Det var en helt ny oplevelse for os. Alligevel så vi ivrigt frem til at skulle rejse rundt med Kelly Miller Showet igen den følgende sæson. Men vores liv tog en interessant vending.

Bibelen får betydning for os

En dag da jeg kom hjem fra skole, præsenterede min mor mig for en dame som var kommet for at studere Bibelen sammen med os. Hun hed Jimmie Brown og var et af Jehovas Vidner. At studere Bibelen var det sidste jeg havde lyst til. Jeg ønskede at vende tilbage til cirkuslivet, for jeg havde i flere år fokuseret på og drømt om at blive trapezkunstner. Min bror og jeg lavede endda vores egen trapez og hængte den op mellem to træer så vi kunne øve os. Vi begyndte imidlertid alle at studere Bibelen og overvære møder sammen med en isoleret gruppe på otte Jehovas Vidner i Hugo. Efter et stykke tid besluttede min mor at trække sig tilbage fra cirkuslivet for bedre at kunne koncentrere sig om at studere Bibelen. Jeg græd da hun fortalte mig om sin beslutning. Det var især hårdt når de andre fra cirkusset kom og besøgte os for at finde ud af hvorfor vi ikke ville fortsætte i cirkusset.

Jeg havde aldrig kendt til andet end cirkuslivet. På et tidspunkt følte jeg at vi vendte ryggen til det vores far stod for. Men ironisk nok var min fars død årsag til at jeg studerede Bibelen, for håbet om opstandelsen var en stærk motivation. Dette håb er stadig lyslevende for mig, og jeg vil gerne være blandt de første der byder min far velkommen tilbage når han bliver oprejst i det lovede jordiske paradis. — Åbenbaringen 20:12-14.

Et ægtepar ved navn Reeder, der var Jehovas Vidner, hjalp os til at se at man kan få  en stor familie i Jehovas organisation. Og det kom vi virkelig til at erfare. Den lille gruppe af Jehovas Vidner blev til en menighed med adskillige familier der sammen tilbad Jehova. Jeg har også lyst til at nævne Robert og Carol Engelhardt, et ægtepar der tog mig til sig som deres egen søn. Kærligt, men bestemt gav de mig vejledning i teenageårene.

En sådan kærlighed fra modne kristne udfyldte et stort tomrum i vores liv. Og gennem hele mit liv som kristen har jeg på forskellig vis mærket denne kærlighed. I årenes løb har jeg boet i både Oklahoma og Texas, og i hver menighed har jeg mødt mange kærlige, åndelige brødre og søstre. Nogle af de ældre brødre har givet mig faderlig vejledning og opmuntring. Ja, de er blevet mine åndelige fædre.

På farten igen

For et par år siden sov min mor ind i døden. Indtil sin dødsdag fortsatte hun ivrigt med at studere Bibelen og forblev en trofast kristen. Jeg ved at hun vil glæde sig når Gud oprejser sine loyale tjenere fra graven. Mens jeg venter på den dag, finder jeg trøst i at Jehovas organisation på flere måder har givet mig en familie.

Jeg følte mig særlig velsignet da jeg fandt min hustru, Edna, blandt Guds folk. Efter at vi var blevet gift, tilrettelagde vi vores forhold sådan at vi kunne tage del i arbejdet med at undervise i Bibelen på heltidsbasis. Jeg begyndte som tv-reporter så jeg kunne forsørge os. Jeg havde ingen uddannelse eller erfaring inden for faget; men det at jeg var vant til at undervise i Bibelen i Jehovas Vidners menighed, gjorde mig bedre egnet til jobbet. Med tiden blev jeg chef for nyhedsudsendelsen ved en radiostation. Det har dog aldrig været mit mål at få en fremtrædende stilling inden for medieverdenen. Tværtimod har Edna og jeg altid stillet os til rådighed for at kunne undervise i Bibelens sandheder hvor der end har været behov.

I 1987 blev jeg indbudt til at tjene som kredstilsynsmand og besøge menigheder af Jehovas Vidner. Som frivillig rejsende tilsynsmand besøger jeg en ny menighed hver uge og opmuntrer mine åndelige brødre og søstre samt oplærer dem i bibelundervisningsarbejdet. Åndeligt set er min familie nu blevet meget større. Min kone og jeg har aldrig fået børn, men vi har fået mange åndelige sønner og døtre i Jehovas organisation.

På en måde er det lidt pudsigt at jeg stadig rejser fra by til by efter så mange år. Før rejste jeg rundt med cirkusset, nu rejser jeg rundt som kredstilsynsmand! En gang imellem spekulerer jeg på om jeg mon ville være blevet en dygtig trapezkunstner. Mon min barndomsdrøm om at slå en tredobbelt saltomortale ville være gået i opfyldelse? Disse tanker forsvinder dog hurtigt når jeg tænker på Guds løfte om et paradis her på jorden. — Åbenbaringen 21:4.

Det kan godt være at jeg blev født med „savsmuld i skoene“. Men jeg husker ofte Bibelens ord: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ (Romerne 10:15) Det jeg kunne have opnået som cirkusartist, blegner i sammenligning med den forret det er at hjælpe mennesker til at lære Gud at kende. Jehovas velsignelse har givet mig et rigt liv.

[Illustrationer på side 19]

Nogle fra vores ’cirkusfamilie’ og min far med sin tuba

[Illustration på side 21]

Med min kone, Edna, i dag