Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan man klare udfordringerne?

Hvordan kan man klare udfordringerne?

Hvordan kan man klare udfordringerne?

MED en teenagegraviditet følger der en voksens ansvar. „Jeg føler mig som en 40-årig,“ siger en teenagemor. „Jeg er gået glip af hele min ungdom.“ Der er ikke noget at sige til at en ung pige kan blive fuldstændig overvældet af frygt og bekymring når hun finder ud af at hun er gravid.

Hvis du er teenager og gravid, er det måske også sådan du føler det. Men at lade sig lamme af negative følelser er ikke til meget hjælp. Bibelen siger: „Den der holder øje med vinden, kommer ikke til at så; og den der ser på skyerne, kommer ikke til at høste.“ (Prædikeren 7:8; 11:4) En landmand som forholder sig passiv af bar bekymring for hvordan vejret bliver, får ikke gjort det nødvendige. Forhold dig ikke passiv. Før eller siden må du se at komme videre med dit liv og skuldre dit ansvar. — Galaterne 6:5.

Hvilke valgmuligheder har du? Nogle vil måske opfordre dig til at overveje at få foretaget en abort. Men det er ikke en løsning som de der ønsker at glæde Gud, kan vælge, eftersom Bibelen gør det klart at provokeret abort er imod Guds lov. (2 Mosebog 20:13; 21:22, 23; Salme 139:14-16) Et fosters liv er dyrebart i Guds øjne — også når undfangelsen er sket uden for ægteskab.

Hvad med at blive gift med barnets far så I kan være sammen om at tage jer af barnet? Ægteskab kan måske gøre at du i det mindste ikke bliver bragt i forlegenhed. Men selv når en ung far føler at han er moralsk forpligtet til at være med i opdragelsen af jeres barn, er ægteskab ikke altid en klog løsning. * At en ung mand er i stand til at få børn, er bestemt ikke ensbetydende med at han følelsesmæssigt og mentalt egner sig til at være ægtemand og far. Det er heller ikke nogen garanti for at han kan forsørge kone og barn. Og hvis den unge mand ikke har samme tro som dig, vil du ved at indgå ægteskab med ham handle i modstrid med Bibelens formaning om kun at gifte sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Erfaringen viser at for tidligt indgåede ægteskaber som man kaster sig hovedkulds ud i, ofte er kortvarige og kun giver anledning til endnu flere problemer og sorger.

Hvad med at bortadoptere barnet? Det er naturligvis en bedre løsning end abort, men hvis du beholder barnet, har du trods alt mulighed for selv at sørge for det, selvom dine omstændigheder ikke er så gunstige lige nu.

Tag udfordringerne op

Det skal indrømmes at det ikke er let at være enlig mor. Men mange af de problemer du kommer ud for, vil kunne løses hvis du følger Bibelens principper så godt du kan, og sætter din lid til den vejledning og styrke du kan få af Gud. Her er nogle forslag som vil kunne hjælpe dig.

Få et godt forhold til Gud. Erkend at førægteskabelig sex er en synd mod Gud — en overtrædelse af hans høje moralnormer. (Galaterne 5:19-21; 1 Thessaloniker 4:3, 4) Det første vigtige skridt er derfor at ændre sind og bede Gud om tilgivelse for det man har gjort. (Salme 32:5; 1 Johannes 2:1, 2) Måske føler du dig ikke værdig til at få hans hjælp. Men Jehova har lovet at han vil tilgive og støtte dem som oprigtigt angrer det forkerte de har gjort. (Esajas 55:6, 7) I Esajas 1:18 siger Jehova: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen [alvorlige], vil de blive gjort hvide som sne [fuldstændig vasket bort].“ Bibelen tilskynder også dem der har overtrådt Guds lov, til at tage imod den åndelige hjælp som ældste i den kristne menighed tilbyder at give. — Jakob 5:14, 15.

Hold op med at dyrke førægteskabelig sex. Det vil sandsynligvis betyde at du må gøre en ende på dit forhold til barnets far. Hvis du bliver i det parforhold uden at være gift, fortsætter du med at gøre noget som mishager Gud. Husk at Guds love, selvom de kan virke strenge, er givet for at beskytte os. Nicole, som tidligere er blevet citeret, siger: „Det gik op for mig at Gud har ret. Han ønsker at gavne os.“ — Esajas 48:17, 18.

Fortæl det til dine forældre. Måske er du med rette bange for at dine forældre vil blive vrede på dig. De vil uden tvivl blive oprevne og bekymrede når de hører at du er gravid. Måske vil de endda føle at de har svigtet dig som forældre og give sig selv skylden for det du har gjort. Men hvis dine forældre er gudfrygtige, vil deres store sorg og smerte med tiden forsvinde. De er dine forældre, og de elsker dig trods dine fejl. Når de på baggrund af det du gør, kan se at du har ændret sind, vil de uden tvivl få lyst til at efterligne faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn og tilgive dig i kærlighed. — Lukas 15:11-32.

Giv udtryk for taknemmelighed. Forældre, slægtninge og venner kan ofte være til stor hjælp og støtte. Måske vil dine forældre hjælpe dig så du kan få den nødvendige lægehjælp. Efter fødselen vil de måske hjælpe dig til at få et grundlæggende kendskab til barnepleje. Det kan være at de også tilbyder at passe barnet indimellem. Nicole siger om sin mor: „Det var mig der fik barnet, men hun gjorde meget for at hjælpe mig.“ Dine venner vil måske også hjælpe dig, eventuelt ved diskret at give dig noget børnetøj eller andre ting som du kunne have brug for. (Ordsprogene 17:17) Når andre viser dig venlighed, bør du følge Bibelens råd: ’Vis dig taknemmelig.’ (Kolossenserne 3:15) Ved at give udtryk for din taknemmelighed, kan du forhindre at giverne føler at du tager deres kærlige hjælp for givet.

Lær at blive en bedre mor. Du ønsker selvfølgelig ikke at være afhængig af familie og venner for altid. Derfor bør du begynde at tilegne dig nogle færdigheder som vil hjælpe dig til at kunne sørge for dit barn og passe dit hjem på en god måde. Det er en udfordring at skulle lære at tage sig af et lille menneske med alle dets mange behov. Der er meget at lære om ernæring, sundhed og andre aspekter af barnepleje. Bibelen opfordrer ældre kristne kvinder til at tilskynde de yngre kvinder til at være „huslige“. (Titus 2:5) Din mor — og andre ældre medlemmer af den kristne menighed — kan uden tvivl give dig gode råd og praktisk hjælp.

Lær at bruge dine penge fornuftigt. Bibelen siger at „penge er en beskyttelse“. (Prædikeren 7:12) At få et barn er forbundet med store udgifter.

Det kan være at du i begyndelsen vil benytte dig af den hjælp du er berettiget til at få fra det offentlige. Men ofte vil en teenagemor stadig være økonomisk afhængig af sine forældre. Hvis det er tilfældet for dit vedkommende, vil det være klogt og hensynsfuldt af dig at skære så meget ned på dine udgifter som muligt. Selvfølgelig ville du foretrække at købe nye ting til dit barn, men du kan måske spare penge ved at købe ind i genbrugsbutikker.

Prøv at få et vist mål af uddannelse. „De vise gemmer på kundskab,“ står der i Ordsprogene 10:14. Dette gælder især bibelkundskab, men det samme kan siges om en almindelig uddannelse. Det er vigtigt at du opdyrker de færdigheder der skal til for at tjene til livets ophold.

Det skal indrømmes at det er svært at gå i skole når man har et barn at tage sig af. Men uden en grundlæggende uddannelse vil du og dit barn måske være dømt til at leve i fattigdom. Det kan betyde at du bliver afhængig af socialhjælp, og at du kun kan få dårligt betalte job. Det kan også medføre at I er nødt til affinde jer med ringe boligforhold og en dårlig ernæringstilstand. Så hvis det overhovedet er muligt, bør du fortsætte med at gå i skole. Nicoles mor insisterede på at hun gjorde skolen færdig, og det førte til at Nicole senere hen kunne blive oplært så hun kunne forsørge sig selv som advokatmedhjælper.

Du kunne også prøve at finde ud af hvilke uddannelsestilbud der findes. Hvis dine omstændigheder gør det svært for dig at gå på skole for at blive undervist, kan du undersøge mulighederne for at læse hjemme. Måske vil det være mest praktisk for dig at modtage undervisning ved hjælp af et korrespondancekursus.

Du kan klare det!

Det er bestemt ikke nogen nem opgave for en ung alenemor at opdrage et barn. Men det er muligt at gøre det med et godt resultat! Med tålmodighed, beslutsomhed og hjælp fra Jehova Gud kan du blive en kærlig, dygtig og selvstændig mor. Og børn af ugifte mødre kan vokse op og blive velfungerende voksne. Ja, du vil måske endda erfare den glæde at se dit barn reagere positivt på din påvirkning og oplæring og få kærlighed til Gud. — Efeserne 6:4.

Nicole siger: „Med Guds hjælp — og stik imod alle odds — havde jeg den glæde at hjælpe min lille pige til at blive en venlig, respektfuld og ansvarsbevidst ung dame. Når jeg ser på hende, mindes jeg de mange søvnløse nætter, men samtidig fyldes jeg med stor glæde.“

Men hvordan bør voksne behandle teenagemødre og deres børn? Findes der en måde hvorpå man kan hjælpe unge piger til helt at undgå en teenagegraviditet og de problemer den resulterer i?

[Fodnote]

^ par. 5 En redegørelse for det ansvar og de udfordringer som unge ugifte fædre står over for, findes i to artikler i serien „Unge spørger“ i Vågn op! for henholdsvis 22. april og 22. maj 2000.

[Illustrationer på side 8, 9]

Børneopdragelse indebærer mange udfordringer for en teenagemor

[Illustration på side 10]

At styrte sig hovedkulds ud i et for tidligt ægteskab er ikke nogen god løsning

[Illustration på side 10]

Kristne ældste kan hjælpe unge piger som er kommet på afveje, til at få et godt forhold til Gud

[Illustration på side 11]

Enlige mødre gør klogt i at gøre deres skolegang færdig