Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor truet af udryddelse?

Hvorfor truet af udryddelse?

Hvorfor truet af udryddelse?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I INDIEN

MAJESTÆTISKE bengalske tigre, vildhunde, sarus-traner, gamle skildpadder og indiske elefanter — dette er blot nogle af Indiens truede dyrearter. Lad os først se på det største landpattedyr, elefanten.

Elefantens stødtænder, der er af elfenben, er en meget efterspurgt vare. Japan er blandt de største forbrugere af elfenben, og i Kina er der en lignende efterspørgsel, for spisepinde af elfenben er stadig meget populære. Hvorfor er riften om elfenben især gået hårdt ud over den indiske elefant?

For nogen tid siden forklarede Avisen The Times of India: „I modsætning til afrikanske elefanter er det kun hannerne blandt de indiske elefanter, og kun nogle få af dem, der har stødtænder. Derfor er man først og fremmest ude efter voksne hanelefanter. Officielle tal viser at der i Indien hvert år dræbes omkring et hundrede [hanelefanter], og det giver en skæv fordeling af hanner og hunner.“ Sådanne drab er en trussel mod selve artens eksistens.

Blot for at få en kompakt hårmasse

Så er der næsehornet, det næststørste nulevende landpattedyr. Kun i Indien og Nepal findes der områder til beskyttelse af det indiske næsehorn. Men vildtreservatet Pobitara i staten Assam i det nordøstlige Indien er kun på 38 kvadratkilometer, et forholdsvis lille område for næsehorn. Dyrene er derfor tilbøjelige til at begive sig ind på de omkringliggende landbrugsområder, hvor de risikerer at blive skudt eller forgivet.

Nogle jægere har udtænkt en snedig metode til drab af næsehorn. Over vildtreservatet Pobitara løber der to højspændingsledninger. Ved hjælp af en lang bambusstang hænger krybskytten et stykke ståltråd på højspændingsledningerne og lader det hænge næsten helt ned til jorden. Biologen Vivek Menon forklarer hvad der skete da et næsehorn kom i berøring med ståltråden: „Idet det massive stød gik gennem dets krop, hvæsede dyret to gange og faldt straks om . . . Det store dyr lå på siden, død på under et sekund.“

Sørgeligt nok dræber man dette store dyr for at få fat i dets relativt lille horn, som ikke engang vejer et kilo! Hornet — en kompakt hårmasse meget lig menneskenegle — har en enormt stor salgsværdi, og dét har bragt næsehornet i alvorlig fare.

Fordi man elsker shahtoosh-sjaler

Den tibetanske antilope, chiruen, har en type uld der kaldes shahtoosh. Denne uld er så fin at et sjal der er lavet af den, kan trækkes igennem en fingerring. Et sådant sjal er blandt verdens dyreste, for det kan koste over 100.000 kroner. Men hvilke konsekvenser har det for chiruen?

„Et enkelt shahtoosh-sjal koster mindst fem chiruer livet,“ skriver avisen The Indian Express. Det siges at krybskytter hvert år skyder omkring 20.000 chiruer i det tibetanske højland. Og det til trods for at dyret skulle være beskyttet af flere love der gælder truede dyrearter. Desuden blev der i 1979 indført forbud mod handel med shahtoosh-uld. Men alligevel fortsætter antallet af chiruer med at svinde ind.

De vil have skindet og knoglerne

Tigre og andre vilde katte i Indien trues også med udryddelse. Andre steder menes nogle underarter, for eksempel den kaspiske tiger, javatigeren og balitigeren, allerede at være uddøde. Ved begyndelsen af det 20. århundrede strejfede omkring 40.000 tigre rundt i Indiens skove. Men i årenes løb er antallet dalet. Det skyldes at tigrenes levesteder lidt efter lidt er blevet ødelagt, og at de er blevet jaget for deres skind og for deres knogler, som i kinesisk medicin menes at have en helbredende virkning.

Bogen The Secret Life of Tigers fortæller hvad det betyder for tigrene at de ikke har passende levesteder: „Tigerbestande kan kun vokse hvis de skovområder de lever i, udvides. Når der ikke er tilstrækkeligt med skov, holder tigrene selv deres bestand nede ved dødbringende kampe om mad og territorium.“

Hvordan står det til med andre vilde katte i Indien? I en zoologisk have i Junagadh, Gujarat, stødte en besøgende på et bur der var tomt. På buret var der et skilt med et billede af en indisk gepard og en tekst på gujarati som lød: „Geparden uddøde i Indien i 1950’erne.“

Hvad vil fremtiden bringe?

Fremtiden tegner ikke godt for Indiens truede dyrearter. Der er overvældende vidnesbyrd om at selviske mennesker har ødelagt jorden, blandt andet ved at udrydde mange af dens pragtfulde vilde dyr. Hvad vil der blive gjort ved det? Guds troværdige ord, som er at finde i Bibelen, peger på at følgende profeti snart vil få sin opfyldelse: „Men nationerne blev vrede, og din [Guds] egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åbenbaringen 11:18.

Hvordan vil det blive efter at jorden er renset for alle dem der er med til at ’ødelægge’ den og dens dyreliv? Det vil blive en vidunderlig tid! Mennesker vil da ikke længere være en trussel mod nogen som helst dyreart. For da vil Guds rige herske, det rige hvis komme Jesus lærte os at bede om. — Esajas 11:6-9; Mattæus 6:10.

[Illustrationer på side 26]

Nogle af Indiens truede dyr

Sarus-trane

Bengalsk tiger

Indisk elefant

Indisk næsehorn

Tibetanske antiloper

[Kildeangivelser]

Trane: Cortesía del Zoo de la Casa de Campo, Madrid; antiloper: © Xi Zhi Nong/naturepl.com