Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er fedme virkelig så stort et problem?

Er fedme virkelig så stort et problem?

Er fedme virkelig så stort et problem?

„Fedme blandt unge breder sig som en epidemi.“ — S.K. Wangnoo, overlæge og endokrinolog på Indraprastha Apollo Hospital, Delhi, Indien.

MANGE middelklassefamilier i Indien har ændret livsstil, og resultatet har, som ovenstående bemærkning viser, været at de unge i familierne er blevet svært overvægtige. Problemet er så udbredt at man har talt om en fedmeepidemi, men fænomenet forekommer i så mange lande at der snarere er tale om en pandemi. Blandt årsagerne kan nævnes at flere og flere motionerer mindre og bliver mere og mere afhængige af junkfood. En overlæge med ungdomsmedicin som speciale har udtalt: „Næste generation [i Storbritannien] bliver . . . den fedeste i hele menneskehedens historie.“ Avisen Guardian Weekly skriver: „Tidligere var fedme hovedsagelig et problem man fik som voksen. I dag har Storbritannien en generation af unge hvis spisevaner og stillesiddende livsstil er ved at give dem problemer magen til dem man først så i USA. En langvarig svær overvægt vil øge risikoen for at de pådrager sig sygdomme som diabetes, kræft og hjertelidelser.“

Forfatterne til bogen Food Fight siger: „At spise og drikke for meget har overtaget underernæringens plads som verdens største fødevareproblem.“ Don Peck, som skriver for The Atlantic Monthly, siger: „Omkring ni millioner amerikanere er i dag ’morbidt fede’ [så fede at de er syge af det], hvilket vil sige at de har en overvægt på 45 kilo eller mere.“ Et dårligt helbred som følge af vægtproblemer er skyld i at der årligt er cirka 300.000 mennesker i USA som dør en for tidlig død, „et tal der kun overgås af dødsfald som følge af tobaksrygning“. Don Peck konkluderer: „Fedme overhaler måske snart både sult og infektionssygdomme i rollen som verdens mest presserende helbredsproblem.“ Kan vi tillade os at ignorere denne trussel? I bogen Eat, Drink, and Be Healthy skriver dr. Walter C. Willett at „næst efter tobaksrygning er det tal som dit blik møder når du står på badevægten, den vigtigste indikator for hvordan dit fremtidige helbred bliver“. Nøgleordet er her dit fremtidige helbred.

Hvad er definitionen på fedme, eller svær overvægt?

Hvornår taler man om fedme og ikke blot om overvægt? Mayo Clinic i Minnesota, USA, oplyser: „Enkelt sagt er der tale om fedme hvis man er svært overvægtig fordi man har for meget kropsfedt.“ Men hvordan afgør man om en person er overvægtig? I tabeller med højde- og vægtangivelse kan man se om man blot er overvægtig, eller om man er nået op i kategorien svært overvægtig. (Se tabellen på side 5). Men i sådanne tabeller er der ikke taget højde for at den procentvise fordeling af muskler, fedt, væske og så videre kan variere fra person til person. Ovennævnte kilde siger: „Kroppens fedtindhold er en bedre indikator for helbredet end legemsvægten.“ En atlets vægt vil eksempelvis ofte være forholdsvis stor på grund af hans større muskelmasse og kraftigere knoglebygning. Hvad er de grundlæggende årsager til overvægt og fedme? Det spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.