Førte alle veje til Rom?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ØSTRIG

VEJENE i Romerriget holdt de fjerntliggende provinser tæt forbundet med hovedstaden. På grund af disse veje var der forbindelse mellem Galliens uigennemtrængelige skove og de græske byer og endda mellem Eufratfloden og Den Engelske Kanal. Men vigtigst af alt kunne de romerske legioner ved hjælp af de mange veje nå frem til næsten alle dele af Romerriget og derved styrke dets magt. Fra de brolagte hovedveje udgik mange mindre veje som forgrenede sig ud i de romerske provinser. Derfor opstod ordsproget, „alle veje fører til Rom“.

I det romerske rige var der over 80.000 kilometer veje. Hvordan kan man i dag finde oplysninger om disse veje og få indblik i deres betydning for oldtidens verden? Blandt andet ved at kigge nærmere på et kort kaldet Peutingerkortet fra det 13. århundrede.

Historikere mener at Peutingerkortet er en kopi af et kort der oprindeligt blev udarbejdet mens de romerske hære endnu marcherede på de berømte veje. I 1508 kom byskriveren Konrad Peutinger fra Augsburg i Sydtyskland i besiddelse af dette håndlavede kort, og det blev opkaldt efter ham. Man kan i dag finde kortet på Østrigs nationalbibliotek i Wien under det latinske navn Tabula Peutingeriana.

Hele den romerske verden rullet sammen

De kort der hænger i klasseværelser i dag, er næsten kvadratiske. Men Peutingerkortet er en bogrulle der er cirka 30 centimeter bred og i helt udrullet tilstand næsten 7 meter lang. Kortet bestod oprindelig af 12 pergamentblade der var limet sammen stykke for stykke. Af disse 12 blade findes de 11 i dag. Kortet viser Romerriget mens det var på sit højeste — da det strakte sig fra England og helt til Indien. Du er måske  bekendt med dette område fra moderne landkort, men trods det vil du let kunne blive forvirret første gang du ser nærmere på Peutingerkortet. Hvorfor?

Peutingerkortet blev ikke udarbejdet til brug for geografer, men til brug for oldtidens rejsende. Et kort i form af en rulle var let at håndtere på rejsen. Men for at få alle nødvendige detaljer med på en rulle måtte den der tegnede kortet, sammentrække størrelsen af den nordlige og sydlige del af riget og i betydelig grad udvide bredden af den østlige og vestlige del. Resultatet var et fortegnet kort som var let at åbne, læse, rulle sammen og bære. En rejsende ville med lethed kunne se hvordan han bedst kom fra et sted til et andet, og det var mere væsentligt for ham end oplysninger om Italiens form, Sortehavets størrelse eller i hvilken retning han helt præcist gik. *

På Peutingerkortet har man benyttet forskellige farver for at adskille tingene. Vejene er farvet røde, bjergene brune og floderne grønne. Der er i hundredvis af bynavne på kortet, og byerne er markeret med huse, muromkransede gårdspladser og tårne. Symbolerne hentyder tilsyneladende til de faciliteter som var at finde de enkelte steder. Kortet viser også hvor langt der var mellem byer, kroer og rastesteder.

Flere bibelske steder og begivenheder er angivet på Peutingerkortet. Ved området omkring Sinaj Bjerg står der to beskrivelser på latin. Den ene tekst lyder: „Ørkenen hvor Israels børn under Moses vandrede i 40 år.“ (Josua 5:6) Den anden siger: „Det var her de fik Loven på Sinaj Bjerg.“ — 3 Mosebog 27:34.

Jerusalem er angivet med en tekst hvori der forekommer et andet navn for byen, Aelia Capitolina — efter Publius Aelius Hadrianus, bedre kendt som Hadrian. Denne romerske kejser opkaldte byen efter sig selv i det andet århundrede f.v.t. Den latinske betegnelse for Oliebjerget kan også ses på kortet. — Lukas 21:37.

Førte alle veje til Rom?

Nogle veje førte til byen Aquileia, som lå i den nordøstlige del af Italien. Af kortet fremgår det at byen havde solide mure og vagttårne. Eftersom Aquileia var et vigtigt knudepunkt og havde en fremragende havn, var den en af Romerrigets betydeligste byer.

Den vej der kaldtes Via Egnatia, gik fra Adriaterhavets kyst over Balkanhalvøen til Konstantinopel, i dag kendt som Istanbul. På Peutingerkortet er denne by angivet med et billede af en gudinde der sidder på en trone, klar til krig. Adskillige veje førte til Antiochia i Syrien, den tyrkiske by der i vor tid hedder Antakya. Antiochia var den tredjestørste by i Romerriget, næst efter Rom og Alexandria. På kortet er byen markeret som en gudinde med en glorie.

Peutingerkortet viser 12 veje der fører til Rom. En af disse er Via Appia, eller den appiske vej. Ud fra bogen Apostelgerninger kan man udlede at Paulus fulgte denne vej på sin første rejse til Rom. Ad Via Appia kom en gruppe kristne ned fra Rom for at møde Paulus ved De Tre Kroer, der også er at finde på kortet. — Apostelgerninger 28:15.

 Hvordan er Rom vist på Peutingerkortet? Ved en mægtig kejserinde siddende på en trone iført purpurfarvede klæder. Globussen og scepteret i hendes hænder symboliserer Romerrigets verdensherredømme med rigets hovedstad som centrum.

Er det korrekt at sige at alle veje førte til Rom? Ja, når man inkluderer det omfattende netværk af forbindelsesveje der forgrenede sig ud fra hovedvejene. Peutingerkortet viser hvordan Romerrigets veje var med til at styrke kejserdømmet og gøre det muligt for Rom at herske over alle sine provinser i næsten 500 år. I dag kan man stadig rejse rundt i Romerriget på disse ældgamle veje — altså i fantasien og med Peutingerkortet som guide.

[Fodnote]

[Kort på side 13-15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Peutingerkortet — et usædvanligt vejkort

SPANIEN

MAROKKO

BRITANNIEN

FRANKRIG

TYSKLAND

ØSTRIG

Aquileia

Rom

Forstørret område vist på side 15

ITALIEN

AFRIKA

GRÆKENLAND

Istanbul

ÆGYPTEN

TYRKIET

Sinaj Bjerg

Jerusalem

SYRIEN

Antakya

Det Kaspiske Hav

IRAN

INDIEN

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Detalje af Rom og omegn på Peutingerkortet

Rom

Aquileia

Istanbul

Jerusalem

Antakya