Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den atlantiske laks — en „konge“ i knibe

Den atlantiske laks — en „konge“ i knibe

Den atlantiske laks — en „konge“ i knibe

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I IRLAND

LAKS er kendt for at springe op ad lodrette vandfald på deres vandring for at finde et sted at gyde. Der findes en beretning om en fisker der lagde mærke til at „en stor del af laksene ikke kunne forcere [vandfaldet]“ der hvor han fiskede. Nogle af fiskene landede endda på flodbredden. Fiskeren tændte derfor et bål på en sten nedenfor vandfaldet og satte en stegepande over ilden. „Efter flere mislykkede forsøg faldt nogle af de uheldige laks tilfældigvis ned i panden,“ lyder beretningen, og han kunne senere prale af at ’der i hans land var så mange laks at de frivilligt sprang i panden, uden at man først skulle have besvær med at fange dem’.

Det skal indrømmes at denne historie nok er en overdrivelse. Men ikke desto mindre er det sandt at laks springer op ad vandfald. Dog har der i de senere år, ifølge en rapport fra Salmon Research Agency of Ireland, været „en drastisk nedgang i antallet af vildlaks som vandrer op for at gyde“. En undersøgelse viste at ud af næsten 44.000 unge laks der var mærket og sat ud, vendte kun 3 procent (cirka 1300) tilbage i løbet af et år.

Hvorfor er antallet af atlantiske laks, „fiskenes konge“, faldet så drastisk? Vil der nogen sinde igen blive så mange laks som tidligere? Hvis man kender lidt til denne pragtfulde fisks spændende og usædvanlige livscyklus, vil man også få et indblik i årsagerne til laksens problemer, og hvordan de eventuelt kan løses.

Første leveår

Mellem november og februar begynder laksen sit liv på en gruset bund i et vandløb. Mens hannen jager ubudne gæster væk, graver hunnen flere små fordybninger på op til 30 centimeters dybde. I hver af disse fordybninger lægger hunnen flere tusind æg som hannen befrugter, og for at beskytte æggene dækker hunnen dem derefter med grus.

I marts eller april kommer en ejendommelig fisk ud af ægget. Den er kun cirka 3 centimeter lang og kaldes yngel. Den er udstyret med en klodset blommesæk, som hænger fast på dens underside. Til at begynde med holder fisken sig skjult under gruset og lever af den føde den har på sig. Men efter fire til fem uger, når den har fortæret sin blommesæk, vrider lakseungen sig løs fra gruset for at komme ud i strømmen. Ungen er nu omkring 5 centimeter lang og ligner en rigtig fisk. Den er kun opsat på to ting. For det første at finde en ny fødekilde — små insekter og plankton — og for det andet, at finde et sikkert opholdssted. På dette stadie dør over 90 procent af lakseungerne, enten fordi der ikke er føde eller plads nok, eller fordi de bliver ædt af rovdyr som ørreder, isfugle, fiskehejrer og oddere.

Michael, som gennem længere tid har studeret laks og andre fisk, siger: „Efter et års tid er laksen omkring 8-10 centimeter lang. Nu har unglaksen nået det stadie hvor den også kaldes en parr. Den har da karakteristiske sorte pletter på hver side af kroppen. Når laksen er cirka 15 centimeter lang, forsvinder de sorte pletter, og fisken bliver sølvblank samtidig med at den gennemgår andre ganske bemærkelsesværdige og komplicerede forandringer som adskiller laksen fra de fleste andre fisk.“

Michael fortsætter: „Mellem maj og juni får en indre drift fisken, der nu kaldes en smolt, til at slutte sig til tusinder af andre laks på en udvandring ned mod vandløbenes udmunding.“ Men kan et ferskvandsdyr overleve i havet? Til det svarer Michael: „Nej, normalt ikke, men der sker nogle komplekse forandringer omkring laksens gæller som gør det muligt for den at bortfiltrere det salt der er i havvand. Når forandringerne er fuldstændige, drager smolten, der er så lille at den kan ligge på en håndflade, ud på en vældig rejse.“

Livet i havet

Hvorfor forlader sådan en lille fisk sit hjemsted? Hvor vandrer den hen? Den unge laks er nødt til at komme til en opvækstplads hvor den kan få føde nok til at blive fuldvoksen. Hvis den undgår rovdyr som skarver, sæler, delfiner og endda spækhuggere, vil den nå sit bestemmelsessted og ernære sig af nogle bestemte store zooplankton og tobiser foruden sild, lodder og andre fisk. Efter et år vil den have taget på i vægt, fra nogle få hundrede gram til næsten 3 kilo. Det svarer til omtrent femten gange dens oprindelige vægt. Hvis den forbliver i havet i omkring fem år, kan den nå op på en vægt af 18 kilo eller mere. Man kender til enkelte laks der har vejet over 45 kilo!

Helt nøjagtig hvor laksenes opvækstpladser er, vidste man ikke før nogle erhvervsfiskere i 1950’erne begyndte at fange masser af laks ud for Grønlands kyst. Senere fandt man også en stor opvækstplads omkring Færøerne, nord for Skotland, og man har siden da fundet andre pladser. Man kender endog til opvækstpladser under den arktiske is! Men opdagelsen af disse pladser har ført til store problemer for den atlantiske laks. I Grønland og på Færøerne begyndte man at opbygge en stor lakseindustri. Erhvervsfiskere fangede tonsvis af fisk, og pludselig gik antallet af laks som tog tilbage for at gyde, brat ned. Da man indså hvor alvorligt problemet var, begyndte forskellige landes regeringer at indføre begrænsninger og fiskekvoter som fiskerne måtte følge. Det har hjulpet til at beskytte laksen mens den er i havet.

Tilbage fra havet

Den fuldvoksne laks vender til sidst tilbage til det vandløb hvor den blev udklækket. Her finder den en mage, og cyklussen begynder på ny. Michael forklarer: „Det mest forbløffende er at denne usædvanlige fisk med fuldstændig nøjagtighed kan finde vej gennem tusinder af kilometer hav som den aldrig før har set! Hvordan den gør det, er stadig en gåde for forskerne. Nogle siger at laks finder vej ved hjælp af jordens magnetisme, havstrømme eller endda stjernerne. Man mener at laksen, så snart den er tilbage ved mundingen af sit vandløb, kan genkende sit oprindelsessted på ’lugten’, eller på vandets kemiske sammensætning.

Endnu en gang tilpasser laksen sig livet i ferskvand og svømmer igen op i vandløbet. Dens instinkt, som får den til at søge hjem, er så stærkt at laksen, der nu er betydeligt større og stærkere, stædigt vil kæmpe for at forcere enhver forhindring den måtte møde undervejs, om det så er et vandfald eller en rivende strøm.“

Hvis laksen på sin vej hjem støder på forhindringer som ubestigelige dæmninger, vandværker eller andre menneskeskabte hindringer, er den endnu vanskeligere stillet. Hvad gør den da? „Der findes mange som ønsker at beskytte laksene, og de sørger for at give fiskene en alternativ rute,“ siger Deirdre, der er lakseekspert. „Man bygger en let skråning, en fisketrappe eller en fiskepassage, uden om den store forhindring. Den gør det muligt for laksene at springe sikkert op til højereliggende vande på deres vej til gydepladserne.“

„Men det virker ikke altid,“ fortsætter Deirdre. „Jeg har set nogle laks ignorere passagen. De vil kun godtage deres oprindelige rute og prøver uophørligt på at komme over den nye menneskeskabte forhindring. Mange dør af udmattelse eller slår sig selv ihjel ved at hamre mod forhindringen.“

Laksefarme

Laks er sund mad. Da den atlantiske laks er i nedgang, har man etableret laksefarme. Her holdes laksene i ferskvandsbeholdere på land indtil de når smoltstørrelsen. Derefter flyttes fiskene til flydende netbure i havet, hvor de bliver fodret til de er fuldvoksne og kan sælges til restauranter og fødevarebutikker.

Men laks der vokser op under sådanne forhold, er også i vanskeligheder. Fiskeopdrættere bruger kunstigt fremstillet foder som, i kombination med at laksene holdes i bure, gør fiskene modtagelige for sygdom og parasitter, som for eksempel havlus. Nogle af de midler man bruger til beskyttelse af laksene, kan være temmelig giftige. Ernest, som er dykker, siger: „Jeg plejede at svømme neden under nogle fiskefarme, og det var meget tydeligt at havbunden var livløs i mange af disse områder.“

En konge“ i knibe

Mange vildlaks bliver fanget med net før de når tilbage til deres oprindelige vandløb. På grund af den høje pris for vildlaks fristes mange fiskere til at fange dem illegalt. De få laks som når tilbage til deres vandløb, skal også forbi lystfiskere der har fisketegn. Der er taget flere forskellige initiativer for at beskytte laksebestanden. For eksempel har man indført restriktioner for hvor på floden der må fiskes, indført høje takster for tilladelse til at fiske laks og lavet bestemmelser om at der kun må fiskes på visse tider af året. Alligevel anslås det at hver femte laks vil blive fanget på sin vej tilbage til vandløbet.

Derforuden bliver mange vildlaks smittet med forskellige sygdomme, og det har gjort et drastisk indhug i laksebestanden. En velkendt sygdom, ulcerative dermal necrosis, UDN, danner sår på fiskens hud og forårsager at den til sidst dør. Industriforurening og pesticider der finder vej til vandløbene, er også en dødelig trussel mod både laksen og andre dyr i vandet.

Med alt det laksen er oppe imod, er det ikke så underligt at „fiskenes konge“ er i knibe. Selvom mange gør en stor indsats for at beskytte den, møder den stadig mange problemer. Først når jordens Skaber, den almægtige Gud, sætter en stopper for menneskenes ødelæggelse af jorden, vil den rette balance i naturen blive genskabt. — Esajas 11:9; 65:25.

[Diagram/kort på side 14, 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Atlantiske laks vandrer helt fra floder i USA, Rusland og Spanien til opvækstpladser ud for Færøerne og Grønland før de vender hjem for at gyde

[Kort]

USA

Grønland

Island

Færøerne

Rusland

Frankrig

Spanien

[Diagram/illustrationer på side 15]

EN FORUNDERLIG LIVSCYKLUS

Æg

Øjenæg

Yngel

Lakseunge

Unglaks (parr)

Smolt

Voksen

Gydning

[Illustrationer]

Yngel

Unglaks (parr)

[Kildeangivelser

Livscyklus: © Atlantic Salmon Federation/J.O. Pennanen; yngel: U.S. Fish & Wildlife Service, Washington, D.C.; unglaks (parr): © Manu Esteve 2003

[Illustrationer på side 16, 17]

Den tilbagevendende laks kan vælge at springe op ad dette vandfald eller tage den lettere vej op ad fisketrappen (det indrammede billede vises forstørret til højre)

[Illustration på side 16, 17]

Rovfiskeri og sygdomme fra laksefarme er med til at true laksen

[Kildeangivelser]

Foto: Vidar Vassvik

UWPHOTO © Erling Svensen

[Kildeangivelse på side 14]

© Joanna McCarthy/SuperStock