De hjælper landmænd i Sertão til at overleve

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I BRASILIEN

IDET nordøstlige Brasilien ligger et halvtørt område på 1.100.000 kvadratkilometer der kaldes Sertão *, hvor omkring ti millioner geder strejfer om. Her er sommer ensbetydende med ni måneders skyfri himmel, kvælende hede og hård, udtørret jord. Floderne tørrer ind, træerne taber bladene, vinden bliver varm og tør, og husdyrene går frit omkring i en søgen efter lidt vegetation de kan æde.

Men de brasilianske geder virker helt uanfægtede af de tørre forhold. Når tørken er værst, mindskes antallet af kvæg og får, men der bliver flere geder. Hvorfor klarer gederne sig bedst?

Munden hjælper dem til at overleve

I Sertão hævder mange at gederne spiser alt — blandt andet støvler, sadler og tøj. Professor João Ambrósio fra det nationale gedeforskningsinstitut i byen Sobral i det nordøstlige Brasilien bekræfter at geder overlever ved en tilsyneladende ufordøjelig kost som indbefatter rødder, tørre blade og bark fra over 60 forskellige plantearter. De fleste andre husdyr, som for eksempel kvæg, er derimod næsten udelukkende afhængige af græs for at overleve.

Det er selvfølgelig en fordel at gederne ikke er videre kræsne, men deres mund giver dem også en fordel. João Ambrósio forklarer hvordan kvæg griber om deres føde ved hjælp af tungen og ikke er i stand til at vælge et enkelt blad eller noget bark fra en plante. Geder, derimod, bruger deres lille mund, smidige læber og skarpe tænder til at udvælge og plukke de mest næringsrige dele fra en plante. Denne evne til omhyggeligt at finde og udvælge sig den lille smule føde der er, har givet geden ry for at ødelægge væksterne. Men João Ambrósio siger: „Skylden må ligge hos dem der tvinger gederne til at leve under sådanne forhold. Gederne forsøger bare at overleve.“

Det kan betale sig at opdrætte geder

Disse hårdføre geder spiller forståeligt nok en afgørende rolle for de små landbrug i Sertão. For mange familier er gederne en vigtig kilde til protein. Eftersom oksekød kan være dyrt, er stegt eller kogt ged og buchada (gedemave stoppet med hakket indmad og ris) en almindelig spise. For at tjene lidt ekstra sælger man også gedeskindene til lædervarefabrikker.  Geder kan altså hurtigt omsættes til kontanter hvis der opstår en nødsituation og man har brug for at købe medicin eller andre nødvendige ting.

Det er også en fordel at gederne praktisk talt passer sig selv. Om dagen græsser små hjorde sammen i et uindhegnet område som kaldes caatinga på grund af de tornede, løvfældende træer. Ved mørkets frembrud hører gederne deres ejeres stemme, og lydigt vender de tilbage til deres respektive folde. Det er som regel kun i avlssæsonen, eller brunstperioden, at landmanden involverer sig. På det tidspunkt udvælger han slagtedyr, tager sig af syge geder og brændemærker de unge dyr. Det er så let at opdrætte geder at folk i byen tit har dem gående i baghaven eller, selv om det er ulovligt, lader deres geder løbe omkring i byen. Det er ikke ualmindeligt at se en ged græsse på torvet.

I hundreder af år har man opdrættet geder, og det har vist sig at kunne betale sig, især for små landbrug. At opdrætte en enkelt ko kræver lige så meget plads og arbejde som at opdrætte otte geder. Et eksempel: Forestil dig at en landmand har fem køer. Hvis en af køerne dør, svarer det til et tab på 20 procent. Men hvis landmanden på samme areal og med samme arbejdsindsats opdrætter 40 geder i stedet for 5 køer, svarer et dødt dyr kun til to og en halv procent af flokken. Det er altså let at se hvorfor cirka en million brasilianske familier betragter geder som en slags forsikring i tilfælde af en mislykket høst eller tørke.

Det betaler sig at passe på hjorden

Nogle af de største gedeflokke finder man i delstaten Bahia. Her kan flokkene være på flere tusind dyr. Der siges at være 5 geder for hver indbygger i Uauá, en lille by omkring 800 kilometer fra Salvador. Næsten alle der bor i området, lever af at opdrætte geder eller af beslægtede erhverv. Man hører tit nogle fra området sige for sjov at „i Uauá er det gederne der holder mennesker, og ikke menneskene der holder geder“.

De første gedekid fødes i maj, omkring fem måneder efter at avlssæsonen er begyndt. Hyrderne arbejder samvittighedsfuldt fra fire morgen til syv aften med at samle gederne og give dem vand og med at hjælpe gedekid der er faret vild eller på anden måde kommet i nød. Med lasso indfanger de dygtige hyrder i hundredvis af hungeder som bliver malket hver dag for at de små gedekid ikke skal dø af at få for meget mælk. Hyrderne behandler også gedernes sår og infektioner fra bid af bremser, der kan forårsage små huller i gedens hud og formindske salgsværdien af skindet.

 Selvom hyrderne er glade for at tage sig af gederne, er deres arbejde ikke helt uselvisk. Det traditionelle lønsystem quarteação (firdeling), som man bruger i Uauá og andre landområder, garanterer at flittige hyrder belønnes. Af 4 gedekid der fødes i avlssæsonen, får hyrderne ét; og hvis ejeren af flokken er særlig gavmild, får hyrderne ét af 3 gedekid. Alle gedekid bliver tildelt et nummer, og fra en skål med nummererede sedler bliver der trukket lod om kiddene. Eftersom sedlerne der trækkes, kan gælde et hvilket som helst dyr, uanset om det er sygt, raskt, magert eller velnæret, behandler hyrderne hele flokken som var det deres egen.

Bedre geder

Brasilianske geder stammer fra dyr der blev bragt til landet af europæiske bosættere i begyndelsen af 1500-tallet. Men som regel er de lokale geder mindre og giver ikke så meget mælk som deres europæiske forfædre.

Den brasilianske canindé giver for eksempel under én liter mælk om dagen, mens den samme type ged i Europa, tamgeden, kan give næsten fire liter mælk om dagen. Mange landmænd og agronomer har derfor i årtier drømt om at forene den lokale geds hårdførhed med stamfædrenes produktivitet. I så fald kunne landmændene i Sertão spinde guld på „fattigmandskøerne“, som mange kalder gederne.

At krydse lokale geder med geder udefra har vist sig at være en genvej til at få større dyr og mere mælk. I delstaten Paraíba i den nordøstlige del af Brasilien krydsede et landbrugsforskerhold med held nogle lokale geder med italienske, tyske og engelske geder. Det førte til større dyr der kunne modstå det tørre klima og samtidig producere mere mælk. Den gedetype der før gav under én liter mælk om dagen, kan nu daglig producere fra to til fire liter mælk.

På forskningscentret i Sobral har man opdaget noget der er lige så fordelagtigt, men billigere at føre ud i livet. Man lagde mærke til at gederne holdt meget af løvet fra en bestemt slags træer. Men dyrene kunne kun få fat i dette løv på den tid af året hvor træerne tabte bladene. For at gøre denne føde mere tilgængelig for gederne udvalgte man nogle træer som man skar grenene af over en vis højde. Det fik træerne til at danne grene længere nede, hvor gederne kunne nå dem. Som følge af dét tog gederne fire gange mere på i vægt end de geder der ikke fik disse blade.

Trods alle disse påfund har nogle af de små landmænd dog stadig et problem, et problem som videnskabelig forskning ikke rigtig kan løse. En landmand forklarer: „Dyrene vænner sig til de mennesker der tager sig af dem, og gederne bliver kæledyr. Det kan derfor være problematisk at skulle skille sig af med et af dem.“ Ejerne vil simpelt hen ikke af med deres kæledyr! Mon ikke det også er en af grundene til at gederne klarer sig så godt?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 27]

Sandheden om gedemælk

Mange siger at gedemælk er vanskelig at fordøje; andre siger at den lugter. Men tro ikke på al den dårlige omtale af gedemælk. Hvis man har svært ved at fordøje komælk, er det meget sandsynligt at ens læge eller diætist anbefaler at man i stedet bruger produkter der er fremstillet af gedemælk. Godt nok er gedemælk meget proteinholdig og har et højt fedtindhold, men fedtkuglerne er mindre end i komælk og er derfor lettere at fordøje. Men hvad med lugten?

I virkeligheden har gedemælk ingen lugt. Hvis du bemærker en stærk og ubehagelig lugt, kan det skyldes at geden er blevet malket under uhygiejniske forhold eller har været i nær kontakt med en buk. Bag bukkens horn er der nogle duftkirtler som producerer et hormon der tiltrækker hunnen. Og lugten fra dette hormon spredes til alt andet som bukken rører ved.

[Kildeangivelse]

CNPC–Centro Nacional de Pesquisa de Caprinos (Sobral, CE, Brasilien)

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Sertão“

[Illustration på side 26]

Geden bruger sin praktiske mund til at udvælge sig de bedste dele af en plante

[Kildeangivelse]

Dr. João Ambrósio–EMBRAPA (CNPC)

[Kildeangivelser på side 25]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.; geder: CNPC–Centro Nacional de Pesquisa de Caprinos (Sobral, CE, Brasilien)