Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den slags skønhed der betyder mest

Den slags skønhed der betyder mest

Den slags skønhed der betyder mest

DE FLESTE føler sig tiltrukket af ydre skønhed. Men hvad er det der gør en person virkelig tiltrækkende? Der er jo trods alt grænser for hvad man kan gøre for at ændre nedarvede træk. Desuden er fysisk skønhed kortvarig, eftersom ingen i dag kan undgå den svækkelse der sker som følge af alder og sygdom. Er der en anden slags skønhed som er af større betydning, som kan vare hele livet og er inden for rækkevidde?

Betydningen af indre skønhed

Bibelen forsikrer os om at Skaberen, Jehova Gud, tillægger indre skønhed stor betydning. Lad os betragte nogle eksempler på dette.

Da Jehova sagde til profeten Samuel at han skulle udvælge en af Isajs sønner som Israels fremtidige konge, fik profeten straks øje på den kønne Eliab. „Det må være ham Herren har valgt,“ sagde Samuel. Men Jehova sagde til Samuel: „Tro ikke at Eliab er den rette blot fordi han er høj og ser godt ud. Det er ikke ham jeg har valgt. Folk dømmer andre efter hvordan de ser ud, men jeg dømmer dem efter hvad der bor i deres hjerte.“ — 1 Samuel 16:6, 7, Contemporary English Version.

Det endte med at den yngste søn, David, blev valgt til konge. Selv om det blev sagt om ham at han havde ’smukke øjne og så godt ud’, har Davids udseende sikkert ikke kunnet måle sig med hans ældre brødres. Men „Jehovas ånd virkede på David fra og med den dag“. Selvom han var ufuldkommen og begik nogle alvorlige fejl, havde han tydeligvis et godt hjerte og var en trofast tjener for Gud helt til sin død. (1 Samuel 16:12, 13) Det var uden tvivl Davids indre skønhed der var det vigtigste for Jehova.

Betragt i modsætning hertil Absalom, en af Davids sønner. Han viste sig at have nogle dårlige egenskaber trods et misundelsesværdigt ydre. Bibelen siger om ham: „I hele Israel var ingen mand så prist for sin skønhed som Absalom; fra fodsål til isse var der ingen fejl ved ham.“ (2 Samuel 14:25) Men Absaloms ærgerrighed fik ham til at gøre oprør mod sin far og at tilrane sig tronen. Han lå endda hos sin fars medhustruer. Det førte til at Absalom pådrog sig Guds vrede og måtte lide en smertefuld død. — 2 Samuel 15:10-14; 16:13-22; 17:14; 18:9, 15.

Finder du Absalom tiltrækkende? Sikkert ikke. Han var helt igennem frastødende. Hans usædvanlige skønhed kompenserede ikke for hans arrogance og manglende loyalitet og kunne ikke hindre hans fald. På den anden side findes der også eksempler i Bibelen på nogle som var vise og tiltalende uden at der siges noget om deres ydre. Det var tydeligvis deres indre skønhed der betød mest.

Indre skønhed er tiltrækkende

Kan indre skønhed gøre en person tiltrækkende? Georgina, som har været gift i knap ti år, siger: „Gennem årene har det været min mands ærlighed og oprigtighed over for mig der har tiltrukket mig mest. Det vigtigste i hans liv er forholdet til Gud, og det har været medvirkende til at han er så kærlig og omsorgsfuld. Han tager mig med på råd når han træffer beslutninger, og får mig til at føle at jeg er værdsat. Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig.“

Daniel, som har været gift siden 1987, siger: „I mine øjne er min kone meget smuk. Jeg føler mig naturligvis tiltrukket af hendes ydre, men hendes personlighed får mig til at elske hende endnu mere. Hun tænker altid på andre og sørger for at de føler sig godt tilpas. Hun har nogle værdifulde kristne egenskaber, og det gør hende behagelig at være sammen med.“

I denne overfladiske verden er vi nødt til at se hvad der gemmer sig bag overfladen. Vi må forstå at det er vanskeligt at opnå „det ideelle ydre“ — om ikke umuligt — og at det kun har begrænset værdi. Men det er muligt at udvikle egenskaber som bidrager til ægte indre skønhed. Bibelen siger: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til pris.“ Og i modsætning hertil siges der: „Som guldring i svinetryne er en kvinde som er smuk men vender sig fra fornuft.“ — Ordsprogene 11:22; 31:30.

Guds ord lærer os at lægge vægt på „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:4) Ja, en sådan indre skønhed er langt mere værd end fysisk skønhed — og det er muligt for alle at opnå den.

[Illustrationer på side 8, 9]

Gode egenskaber kan bidrage mere til skønheden end nogen fysisk behandling