Det står skrevet at jeg vil se ham igen

FORTALT AF ROSALÍA PHILLIPS

„Du vil gøre stor lykke! Du har talentet til det!“ Vores korleder sad ved klaveret og råbte disse ord til mig få sekunder inden scenetæppet gik op. Ensemblets fire andre medlemmer vinkede for at byde mig velkommen. Jeg var den nyeste sangerinde i gruppen og iført min røde pailletkjole. Pludselig følte jeg mig overvældet af nervøsitet. Her på et af de førende teatre i Mexico City stod jeg nu over for min debut og begyndelsen på en karriere i showbusiness! Det var i marts 1976, en måned før jeg fyldte 18.

MIN far var død tre år tidligere, og minderne om ham fyldte stadig mit sind og hjerte. Publikum huskede ham også. Han havde været elsket og beundret som en af landets største komikere og havde medvirket i mere end 120 film i det der ofte kaldes den mexicanske filmkunsts gyldne æra. Hans navn, Germán Valdés, „Tin-Tán“, stod at læse ved teaterindgange i hele Central- og Sydamerika og i spansktalende områder i USA og Europa. Selv i dag, mere end 30 år efter hans død, vises hans film igen og igen på tv.

Lige siden jeg var en lille pige, havde vores hjem været samlingssted for berømtheder. Min mor og hendes søstre dannede en sangtrio der blev kaldt Las Hermanitas Julián (søstrene Julián). Min morbror Julio Julián var en berømt operatenor i Europa, og hans spanske kone, Conchita Domínguez, sang sopran. Desuden var min fars brødre berømte tv-komikere. De hed Manuel „Loco“ (den skøre) Valdés og Ramón Valdés, bedre kendt som Don Ramón.

Filmstudier, pladestudier og revyteatre var velkendte steder for min bror, Carlos, og mig fordi min far ofte tog os med på arbejde og på turneer; det var sådan han holdt sammen på familien. Der var en enorm kontrast mellem dette overfladiske miljø og vores hjem, hvor der rådede sand kærlighed og harmoni! Jeg mindes min far som et meget varmt menneske, der var fuld af vitalitet og elskede livet. Han var ovenud gavmild, til tider endda for meget. Han lærte mig at lykken ikke afhænger af det man ejer, men af det man giver.

Et knusende slag

I slutningen af 1971 overbragte mor mig og min bror den forfærdelige nyhed at far havde  fået konstateret en uhelbredelig sygdom. I halvandet år så jeg hvordan han led og kæmpede under påvirkningen af stærk medicin.

Jeg husker endnu den dag hvor jeg så ambulancen komme for at tage ham med på hospitalet. Jeg vidste at han aldrig mere ville vende tilbage. Det er umuligt for mig at beskrive den smerte jeg følte. Jeg besluttede at når han led, skulle jeg også lide. Jeg slukkede derfor en cigaret i min håndflade og græd af fortvivlelse. Den 29. juni 1973 døde min far. Jeg begyndte at spørge mig selv: ’Hvorfor skulle en der var så god, og som spredte så megen glæde, forlade os? Hvor er han nu? Kan han høre mig hvis jeg taler til ham? Hvilket indhold har mit liv nu uden ham?’

En karriere uden mening

Efter at have brugt nogen tid på at komme mig følelsesmæssigt begyndte jeg at læse til indendørsarkitekt. Men jeg havde trang til at gøre oprør og forlod skolen. Min mor og jeg besluttede os for at dyrke mere selskabelighed. Vi var med til celebre fester i underholdningsverdenen. Værten sluttede ofte festen med at sige: „Rosalía, vil du ikke nok synge en af dine sange for os!“ Folk kunne lide min stemme og de følelser jeg lagde i musikken, og de sagde at jeg havde arvet mine forældres talent.

Ved en af disse fester hørte den musikalske leder og komponist i gruppen „Arturo Castro and His Castros 76“ mig synge og indbød mig til at blive medlem af sin gruppe. Til at begynde med brød jeg mig ikke om tanken. Selvom jeg elskede musik og havde spillet guitar og skrevet musik siden jeg var 14, havde jeg ikke lyst til at blive professionel sanger. Men min mor pressede på, og da min familie havde brug for økonomisk hjælp for at kunne opretholde den levestandard vi var vant til, tog jeg til sidst imod tilbuddet. Det førte til min debutoptræden som er beskrevet tidligere.

Lige fra begyndelsen af min karriere var jeg så heldig at have fast arbejde. Vores gruppe turnerede i Mexico og havde to forestillinger hver eneste aften. Vi optrådte i Guatemala, Venezuela, New York og Las Vegas. Jeg var medlem af truppen i to år, hvorefter jeg fik en chance for at blive filmskuespiller. Jeg fik to mindre roller og en hovedrolle, som jeg modtog to store priser for.

En dag blev jeg ringet op af landets førende tv-selskab. De tilbød mig en eksklusiv kontrakt i deres „filmstjernesystem“ og hovedrollen i en tv-føljeton der skulle have navn efter mig. Jeg ville blive bragt til tops i underholdningsverdenen. Selv når jeg ikke havde fast arbejde, ville jeg få en flot gage. Jeg følte slet ikke at jeg fortjente alt dette, og frygtede også at miste min frihed, så derfor sagde jeg nej tak til kontrakten. Jeg gik dog med til at arbejde på føljetonen, på betingelse af at jeg kunne få tid til at fortsætte med at læse dramaturgi på universitetet. Men jeg var stadig ikke glad. Det gjorde mig bedrøvet at se skuespillere der i årevis havde kæmpet for at få en hovedrolle, blive vraget til fordel for mig — og det hovedsagelig fordi jeg var Tin-Táns datter.

Så kom optagelserne. Det første der skulle indspilles, var lydsporet til tv-føljetonen, sangteksterne og musikken som jeg selv havde skrevet. Senere indspillede jeg sange i et berømt studie i London. Jeg indspillede flere plader, film og tv-føljetoner. Forsiderne på avisernes underholdningssektioner begyndte at bringe artikler om mig, så man kan sige at jeg havde nået succesens tinder. Men der manglede stadig noget. Jeg lagde mærke til hvor forfængelige og konkurrencelystne de optrædende kunstnere var, og hvor umoralsk og hyklerisk et miljø det var at færdes i. Jeg mistede tilliden til andre mennesker.

I efteråret 1980 mødte jeg så min onkel Julio ved en familiesammenkomst. Han havde besluttet sig for at forlade operaen, og jeg hørte ham fortælle om et paradis som Gud havde lovet. Onkel Julio sagde at uretfærdighed og sorg ville forsvinde fra jorden, og at kærligheden ville komme til at råde. Han fortalte også at den sande Guds navn er Jehova. Det der appellerede stærkest til mig, var at høre at de kære vi har mistet i døden, vil blive oprejst i Paradiset. Udsigten til at se min far igen gjorde mig meget glad. Jeg var aldrig holdt op med at  savne ham og længtes efter hans støtte og kærlighed. Hvor ville det være vidunderligt at få ham tilbage! Men dybt inden i mig virkede det umuligt. Onkel Julio gav mig en bibel og inviterede min mor og mig til at overvære et af Jehovas Vidners stævner som skulle holdes nogle få uger senere. Vi sagde til ham at vi måske ville tage med.

Jeg beslutter at ændre mit liv

En aften lå jeg og røg i sengen mens jeg læste i den bibel min onkel havde givet mig. Det jeg læste i Ordsprogenes Bog, fik mig til at drage den konklusion at lys, forståelse og liv udgår fra Gud, mens mørke, forvirring og død kommer fra den modsatte kilde. Samme aften røg jeg den sidste cigaret nogen sinde og ventede på at min mor skulle komme. Grædende bad jeg hende støtte mig i nogle store beslutninger. Det næste jeg gjorde, var at tage hen på teatret hvor jeg havde indstuderet Cordelias rolle i Shakespeares Kong Lear. Jeg opgav stykket og slog op med min kæreste, som var en af de førende skuespillere.

Jeg havde dog endnu ikke lært at tjene Gud og havde derfor intet at støtte mig til. Det førte til at jeg sank ned i en dyb depression. Jeg bad Gud om hjælp til virkelig at kunne føle at jeg hørte til et sted, ikke som følge af et eller andet nedarvet talent eller et berømt navn, men blot fordi jeg var den jeg var. Jeg afskar mig fra hele min sædvanlige omgangskreds og droppede alle de ting jeg plejede at beskæftige mig med.

Vejen til sand succes

Midt i al min forvirring kom jeg i tanker om min onkels invitation til at overvære stævnet. Jeg ringede til ham, og han tog mig med til stadionet. Det jeg så dér, gjorde indtryk på mig. Jeg så pæne og ordentlige mennesker som ikke brugte et grimt sprog eller røg, og som ikke prøvede at imponere nogen. Det jeg hørte ud fra Bibelen, mindede mig om noget jeg havde læst i en lille bog med titlen Er Bibelen virkelig Guds ord? * som jeg havde fundet i mit hjem kort efter fars død.

Omkring dette tidspunkt fik jeg tilbudt en hovedrolle i en anden tv-føljeton. Jeg kunne godt lide rollen, som virkede til at gå ind for de bibelske normer jeg havde lært om ved stævnet. Derfor sagde jeg ja til rollen. Men denne tanke fra Bibelen blev ved med at dukke op i mit sind: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For . . . hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 2 Korinther 6:14.

Et ønske om at glæde Gud voksede i mig. Jeg ville gerne overvære et møde i rigssalen sammen med min onkel og tante. Deres menighed kom i en rigssal som lå en times kørsel fra mit hjem, men jeg tog alligevel derhen de næste tre søndage. Min onkel besluttede sig så for at tage mig med til en menighed i mit eget område. Vi kom lige da mødet var ved at slutte, og dér mødte jeg Isabel, en ung kvinde på min egen alder. Hun var et beskedent og hjerteligt menneske. Da min onkel præsenterede mig for hende som Rosalía Valdés, tog hun ikke spor notits af mit navn. Det havde jeg det rigtig godt med. Hun tilbød at studere Bibelen med mig i mit eget hjem.

Vi begyndte at studere Bibelen ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Isabel tilpassede sig gerne min tidsplan. Nogle gange måtte hun vente på mig til meget sent om aftenen når jeg var færdig med filmoptagelserne. Hvor var jeg taknemmelig for at der her var en som ene og alene viste mig interesse fordi jeg gerne ville lære Bibelens sandheder at kende! Hun var et helt igennem ægte, ærligt og dannet menneske, egenskaber som jeg ellers havde troet man kun  kunne tilegne sig ved at studere filosofi og kunst. Vi aftalte at studere lang tid ad gangen, somme tider flere gange om ugen.

I begyndelsen var det svært for mig at blive af med mine forkerte forestillinger, men lidt efter lidt blev de erstattet af Bibelens sandheder. Jeg husker hvor opmuntret jeg blev af Guds løfte: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:10, 11) Håbet om at komme til at se min far igen i Paradiset var også ved at blive virkeligt for mig. Jeg tænkte ofte på Jesu ord: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

Straks efter at jeg var blevet færdig med optagelserne til tv-føljetonen, kom der andre tilbud. Selvom projekterne sikkert ville gøre mig mere berømt, ville jeg ikke kunne være med i dem uden at bifalde forgudelse af mennesker, umoralitet og andre forkerte ting. Jeg havde lært at Satan er virkelig, og at han ikke ønsker at vi skal tjene Jehova. Jeg afslog derfor tilbuddene og begyndte at overvære alle møderne. Min mor og min bror forstod naturligvis ikke at jeg sagde nej til så mange muligheder og så mange penge. Men samtidig kunne de se at der skete en forandring med mig. Fra at være et ulykkeligt og modløst menneske var jeg nu blevet glad og livlig. Endelig havde jeg fundet en mening med livet!

Jeg havde et stærkt ønske om at fortælle andre om det jeg lærte, og blev derfor snart en forkynder af det smukke budskab om Guds rige. Når jeg forkyndte, var det nogle gange vanskeligt at fastholde den besøgtes opmærksomhed; mange genkendte mig som skuespiller. Mere end én gang kom min makker og jeg til folks døre mens den tv-føljeton jeg var med i, blev vist i fjernsynet. De besøgte troede ikke deres egne øjne når de så mig ved deres dør!

Den 11. september 1982 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Nu havde mit liv fået virkelig mening, og en anden slags karriere lå foran mig. Isabels nidkærhed i forkyndelsen virkede motiverende på mig. Hun var almindelig pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes, og inden længe fulgtes jeg med hende når hun studerede Bibelen med andre. Isabel blev min bedste veninde.

Jeg havde stort set opgivet mit arbejde som skuespiller, så min mor og jeg måtte stille os tilfreds med en lavere levestandard. Men jeg var i gang med at skrive musikken til mit fjerde pladealbum, som indeholdt nogle sange om mine nye værdier og livsanskuelser. En af dem handlede om det sikre håb jeg havde fået om at se min far igen. Den sang kaldte jeg: „Det står skrevet — Jeg vil se ham igen.“ Da jeg første gang sang den for min mor, blev hun dybt bevæget. Hun følte min stærke overbevisning. Jeg blev så glad da hun sagde at hun gerne ville studere Bibelen. To år senere blev hun døbt som en tjener for Jehova, og den dag i dag er hun stadig aktiv i tjenesten.

Som tiden gik, blev det nemmere for mig at sige nej tak til tilbud om arbejde. Og hvis jeg stod over for prøvelser eller fristelser, blev jeg styrket i min overbevisning og i min beslutning om at tjene Jehova når jeg for mit indre blik så det vidunderlige billede af min far sammen med os i et smukt paradis.

En dag blev jeg spurgt om jeg ville spille en af rollerne i den latinamerikanske udgave af børneprogrammet Sesame Street. Jeg mente ikke at jeg kunne gøre det, og sagde til produceren at jeg på grund af mine bibelske principper ikke kunne deltage i noget som havde med helligdage og fødselsdage at gøre. Produceren svarede at han ville tage hensyn til min overbevisning hvis jeg tog imod jobbet, og at vi kunne underskrive en kontrakt som i detaljer gjorde rede for min holdning. Jeg sagde derfor ja og spillede med i 200 afsnit. Det var det sidste skuespillerjob jeg tog imod.

Nu havde jeg bare én kontrakt med et pladeselskab tilbage; jeg indspillede derfor ti af mine  kompositioner for selskabet, deriblandt sangen jeg havde skrevet om min far og opstandelsen. Jeg havde lejlighed til at synge denne sang i fjernsynet og ved koncerter, hvor jeg altid omtalte min tro. Pladeselskabet begyndte imidlertid at presse mig til at få et mere sexet image. Så sagde jeg op.

Velsignelser i tjenesten for Gud

I december 1983 rejste Isabel og jeg en tur til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Dér mødte jeg den mand som jeg senere blev gift med, Russell Phillips. Vi skrev sammen i næsten to år. Jeg husker tydeligt den dag jeg begyndte som almindelig pioner — Russell sendte mig roser helt fra New York!

I et år var jeg pioner sammen med Isabel. Så blev hun indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico. Det hun fortalte om sin nye opgave, gav mig et ønske om at gøre mere i tjenesten og, hvis det var Jehovas vilje, også at tjene på Betel.

Russell har været en af velsignelserne i mit liv. Hans kærlighed til Jehova og hans organisation har lært mig at sætte pris på heltidstjenesten. Han elskede Betel og havde tjent på Brooklyn Betel i tre år. Da vi var blevet gift, arbejdede vi sammen som almindelige pionerer i Colorado, USA. Senere blev vi indbudt til at komme på Det Internationale Byggehold og være med til at opføre nye afdelingskontorer i andre lande. Hvor blev vi overraskede da vi fik at vide at vi skulle til Mexico! I april 1990 tog vi med glæde imod det store privilegium at blive medlemmer af betelfamilien i Mexico. Russells eksempel virkede meget ansporende på mig. Jeg beundrede den selvopofrende indstilling som fik ham til at forlade sit hjemland og sin familie for at fremme Rigets interesser her i Mexico.

Russell og jeg glædede os meget over vores tjenesteforret på afdelingskontoret i Mexico. Men tingene ændrede sig pludselig da jeg blev gravid. Nyheden kom som en stor overraskelse for os. Vi havde dog altid beundret forældre som opdrager deres børn til at følge sandhedens vej, og vi tog med glæde imod den nye opgave. I oktober 1993 blev Evan født, og to og et halvt år senere kom Gianna til. Selvom det kræver en vedvarende indsats at opdrage børn, føler vi os belønnet hver gang vores søn på 11 eller vores datter på 8 er med i forkyndelsen og her giver udtryk for deres egen tro.

Russell er medlem af Det Regionale Byggeudvalg, og for nylig begyndte jeg igen som pioner. I løbet af de sidste 20 år har jeg kunnet hjælpe 12 familiemedlemmer og 8 andre til at lære sandheden fra Bibelen at kende og begynde at tjene Jehova.

Når mine børn spørger mig: „Mor, var det svært for dig at forlade dit liv i showbusiness?“, citerer jeg apostelen Paulus’ ord: ’Jeg anser virkelig alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.’ (Filipperne 3:8) Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova reddede mig fra et tomt og meningsløst liv og lod mig blive en del af hans vidunderlige folk! Jeg bliver aldrig træt af at takke ham for de utallige velsignelser han har tilvejebragt gennem sin søn, Jesus Kristus. Ofte synger jeg fuld af glæde den sang jeg skrev om min far. Jeg er overbevist om at jeg vil se ham igen.

[Fodnoter]

[Illustration på side 10]

Med mine forældre og min bror da jeg var et år gammel

[Illustration på side 12, 13]

Her synger jeg sammen med Arturo Castro and His Castros 76

[Kildeangivelse]

Angel Otero

[Illustration på side 14]

Med min familie i dag

[Kildeangivelse på side 10]

Activa, 1979