Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jorden kan reddes!

Jorden kan reddes!

Jorden kan reddes!

DET fremgår klart af de foregående artikler at menneskene ikke kan fortsætte med at bruge Jordens ressourcer i samme tempo som hidtil. Det er sandt at verdensledere har gjort rosværdige bestræbelser for at reducere forureningen, skovrydningen og andre miljøproblemer. Begyndende med FN’s miljøkonference i 1972, og siden hen andre konferencer som er blevet holdt med regelmæssige mellemrum, er helt op mod 163 nationer mødt frem for at støtte forskellige handlingsplaner. Men hvad har det resulteret i? „Desværre har disse mange traktater, handlingsplaner og dokumenter ikke formået at standse ødelæggelsen af Jordens miljø og vende udviklingen,“ siger David Hunter, direktør for Center for International Environmental Law. Han tilføjer at „det i dag står ringere til med praktisk taget hver eneste større miljøindikator end da FN-konferencen i 1992 blev afholdt“.

Hvorfor er der sket så få fremskridt efter mere end 30 års fokus på miljøproblemer? En af årsagerne er behovet for økonomisk vækst. Landenes økonomi er afhængig af befolkningens forbrug. Dette kræver virksomheder som kan producere, hvilket igen kræver råstoffer. Det er en ond cirkel hvor miljøet kommer til at stå som taberen. Hvad er da løsningen?

Menneskenes begrænsninger

Bibelen forklarer hvorfor menneskenes bestræbelser på at regere over sig selv er slået så sørgeligt fejl. Profeten Jeremias sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Disse ord har virkelig vist sig at være sande!

Når man går en tur i en park eller et haveanlæg, nyder man de mange smukke træer, buske og blomster. Men en velordnet have kommer ikke bare af sig selv. Dygtige gartnere bruger mange timer på at beskære træerne, slå græsplænen og passe blomsterbedene for at haven kan se smuk ud. Forestil dig hvordan vores jordiske hjem ville se ud hvis hele kloden fik samme kærlige pasning og pleje.

Faktisk var det Skaberens hensigt at der skulle vises en sådan omsorg for Jorden. Ifølge skabelsesberetningen i Guds inspirerede ord „tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Ud over at tage sig af Edens Have skulle menneskene udvide dette oprindelige paradis indtil det omfattede hele kloden. — 1 Mosebog 1:28.

Sørgeligt nok førte Adams og Evas ulydighed til at de blev ufuldkomne og gik glip af muligheden for at tage sig af Paradiset og udvide dets grænser. (1 Mosebog 3:1-6, 23) Som efterkommere af dette første menneskepar har vi arvet synd og ufuldkommenhed. (Romerne 5:12) Menneskenes dårlige forvaltning af Jordens naturressourcer er blot ét eksempel på deres mislykkede forsøg på at regere over sig selv. Det er tydeligt at det overstiger menneskenes evne at løse problemerne. De har brug for hjælp.

Vejen til genoprettelse

Mens Jesus var på jorden, lærte han sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Bibelen lærer at jorden under Guds himmelske rige vil blive omdannet til et paradis. (Salme 37:10, 11) Til den tid vil træer og planter give et stort udbytte. (Salme 72:16) Under Guds ledelse vil vores klode også blive renset for forurening så vi får et rent miljø, og menneskene vil lære at leve i pagt med naturen. Hvordan kan vi være sikre på det?

Bibelen siger at jorden „aldrig i evighed rokkes“. (Salme 104:5) Til Guds fastsatte tid vil alle der lever, glæde sig over evige velsignelser, deriblandt et godt helbred, en overflod af føde og gode boligforhold. Kunne du tænke dig at vide mere om Guds hensigter? Du er meget velkommen til at tale med et hvilket som helst Jehovas vidne. Vedkommende vil med glæde vise dig ud fra Bibelen hvordan Jorden kan — og vil — blive reddet!

[Illustrationer på side 10]

Under Guds ledelse vil menneskene leve i pagt med naturen

[Kildeangivelse]

Pige og landmand: © Jeremy Horner/Panos Pictures