Havets små riddere

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

HVALER, delfiner, hajer — disse imponerende havskabninger sætter uden tvivl gang i din fantasi. Men havet indeholder mange „levende skabninger, små såvel som store“. (Salme 104:25) Og har man øje for detaljer, er de mindre skabninger også fascinerende at betragte.

Rundt om på havbunden vrimler det for eksempel med små skabninger som nogle kalder „havets rustningsklædte riddere“. Men i modsætning til ridderne i middelalderen er mange af disse „små riddere“ iført imponerende rustninger med smukke farver og mønstre. Disse meget små havskabninger er krebsdyr, og man kalder dem almindeligvis for rejer.

Fra plankton til din tallerken

For dig er rejer måske blot en lækkerbisken fra havet. Men inden de havner på din tallerken, har de haft et bemærkelsesværdigt varieret liv. Visse hunrejer fastgør deres befrugtede æg til bagkroppen indtil æggene klækkes, mens andre slipper deres æg ud i havstrømmen, hvor de modnes uden yderligere hjælp.

Rejeæggene klækkes, og små zoëa-larver kommer ud. Og i de forskellige stadier larverne derefter gennemgår, ligner de langtfra voksne rejer. Efter at have tilbragt en del tid i et væld af plankton slår zoëa-larverne sig til sidst ned på havbunden hvor de lidt efter lidt får de voksne rejers udseende.

Udskiftning af rustningen

Hvordan kan en voksen reje der er omsluttet af en solid rustning, fortsætte sin vækst? „Denne proces (også kaldet skalskifte) betyder blandt andet at der dannes en ny, blød overhud under den gamle,“ siger bogen A Field Guide to Crustaceans of Australian Waters. „Den gamle overhud bliver derefter afstødt, og dyret absorberer vand, hvilket får den nye elastiske hud til at svulme op for at gøre plads til yderligere vækst.“ Bogen Australian Seashores siger: „Dyret må trække hele sin krop, deriblandt alle sine kropsdele (og dem er der mange af), store og stærke, eller små og sarte, ud af den gamle skal. Kropsdelene trækkes ud på samme måde som man trækker fingrene ud af en handske.“

Hvordan får krebsdyr deres store kropsdele, eksempelvis klosakse, ud gennem de snævre åbninger som dannes ved leddene? Skribenten W.J. Dakin siger: „Denne proces kan kun lade sig gøre fordi dyrets levende dele er bløde og derfor kan trækkes gennem snævre passager. Ved skalskifte trækker blodet sig faktisk tilbage fra lemmerne og løber ud til andre dele af kroppen sådan at lemmerne let kan presses sammen og komme ud af skallen.“ Den nye skal har de samme snoninger, striber og farvemønstre som den gamle skal — og det med god grund.

Nogle farver camouflerer — andre averterer

Nogle af de rejer der lever mellem søanemonernes tentakler, er delvis gennemsigtige eller har en skal der antager samme farver som deres værter. Disse camouflerede rejer opnår beskyttelse under søanemonens arme og ’tjener til føden’ ved at udføre ’husarbejde’ idet de fjerner affaldsstoffer eller andet der måtte have samlet sig hos værten.

Andre rejer er farvestrålende; det er renserejerne et eksempel på. Ofte lever de nær kanten af koralrev, og deres klare farver synes at reklamere for den rengøringsservice som de tilbyder. Fisk som har fået parasitter, svømmer tæt ved renserejernes tilholdssted, og på den måde indbyder de rejerne til at ’vandre’ rundt på sig. Rejerne bevæger sig endda uforstyrret ind i fiskenes mund og gæller. Disse ’lægerejer’ fjerner og spiser fiskenes parasitter og lever også af deres slimlag på huden.

Uanset hvilken farve eller opgave disse små betagende skabninger har, er en ting sikkert — den ’rustning’ de bærer, er langt mere imponerende end den fortidens riddere bar.

 [Illustration på side 23]

Rhynchocinetes uritai

[Illustration på side 23]

Periclemenes holthuisi

[Illustration på side 23]

Periclemenes imperator

[Illustration på side 23]

Thor amboinensis

[Illustration på side 23]

Periclemenes yucatanicus (Rensereje)

[Kildeangivelse på side 23]

Alle fotos på nær renserejen: © J and V Stenhouse