Læger i en foranderlig verden
Læger i en foranderlig verden
I 1174 blev Maimonides udnævnt til livlæge for herskerne i Egypten, og han tilbragte de fleste af sine dage på paladset. Om sin hverdag skrev han: „Jeg indtager et let måltid, det eneste jeg får i fireogtyve timer. Derefter tilser jeg mine patienter og skriver anvisninger og recepter ud til dem. Der går patienter ind og ud indtil aften . . . Ved mørkets frembrud er jeg så udmattet at jeg dårligt kan tale.“
AT VÆRE læge har til alle tider krævet selvopofrelse. Men verden i dag forandrer sig hurtigt, og lægernes arbejdsdag kan stadig være lige så udmattende som den var for Maimonides. Er læger i dag omgærdet med den samme respekt som de var før i tiden? Hvilken indflydelse har nye omstændigheder haft på deres tilværelse? Og hvordan har den senere tids udvikling forandret forholdet mellem læge og patient?
Et ændret læge-patient-forhold
Nogle kan stadig huske den tid da lægen kunne have alle sine remedier i sin sorte taske. Dengang nærede folk blandede følelser over for lægerne, ligesom det er tilfældet i dag. De fleste læger blev agtet højt på grund af deres kunnen, respekteret på grund af deres sociale stilling og beundret for deres etik. Men de blev også undertiden kritiseret for de honorarer de tog, skældt ud over fejlslagne behandlinger og bebrejdet for at mangle empati.
Alligevel følte mange læger stor tilfredshed ved at hjælpe de samme familier gennem flere generationer. De aflagde ofte adskillige husbesøg, og når de var ude på landet, blev de undertiden og fik et måltid mad. Somme tider overnattede de når de hjalp til ved en fødsel. Mange læger sammensatte selv den medicin de ordinerede til deres patienter. Uselviske læger gav mindrebemidlede gratis behandling og var til rådighed i alle døgnets 24 timer, 7 dage om ugen.
Sådanne læger findes selvfølgelig stadig, men mange steder har læge-patient-forholdet uden tvivl forandret sig mere i løbet af de sidste få årtier end det har i flere århundreder. Hvad skyldes denne udvikling? Lad os først se nærmere på den praksis lægerne havde med at aflægge sygebesøg i hjemmet.
Hvorfor kommer læger ikke længere på sygebesøg?
Før i tiden var det meget almindeligt at læger besøgte deres patienter i hjemmet, og sådan er det stadig væk i nogle lande. Men overalt i verden er denne skik på retur. Avisen The Times of India siger: „Familielægen, som beroliger og opmuntrer sine patienter og har et indgående kendskab til familien samt er villig til at rykke ud når som helst det er nødvendigt, er i vores tidsalder med specialister og superspecialister ved at være en uddøende race.“
Mange læger har på grund af den stærkt forøgede lægevidenskabelige viden specialiseret sig og deler praksis med andre læger, med det
resultat at patienterne ikke altid kan konsultere den samme læge. Det hindrer mange læger i at få det langvarige forhold til familier som de engang havde.Den praksis at besøge patienter i hjemmet begyndte at aftage for omkring 100 år siden efterhånden som lægerne gjorde mere brug af laboratorieanalyser og udstyr til diagnosticering. Mange steder kom sundhedsinstanserne til at betragte sygebesøgene i hjemmet som en ineffektiv måde at bruge lægens tid på. I vore dage har de fleste mennesker mulighed for at få transport til en læge. Og nogle steder er der folk med en sundhedsfaglig uddannelse der tager sig af opgaver som førhen blev varetaget af læger.
Ændrede omstændigheder
I dag er der færre selvstændige læger. Det er mere almindeligt at lægebehandling dækkes gennem det offentlige eller gennem sygeforsikringsselskaber som har læger ansat. Men mange læger bryder sig ikke om at have en tredjepart i læge-patient-forholdet da sådanne instanser ofte kræver at lægen behandler flere patienter på mindre tid. „Jeg er nødt til at have en patient hvert syvende til tiende minut,“ siger dr. Sheila Perkins, som er almenpraktiserende læge i Storbritannien. „Meget af den tid går med at føre oplysninger ind på computeren. Der er ikke meget tid tilbage til at lære patienten nærmere at kende. Det kan være ret frustrerende.“
Lægernes situation har også ændret sig i den forstand at patienterne nu har fået større indflydelse. Engang var lægens ord lov. Men i mange lande i dag skal lægen oplyse patienten om de behandlingsmuligheder der findes, og om de mulige følger af dem så patienten kan give et informeret samtykke til behandlingen. Balancen i forholdet mellem læge og patient har ændret sig. Nogle synes at læger er blevet reduceret til en slags teknikere.
En stor del af lægestanden i vores foranderlige verden udgøres af kvinder. Kvindelige læger er ofte mere populære fordi patienterne synes at de er bedre til at lytte, og det lader til at deres indflydelse har givet professionen et mere medfølende islæt.
De fleste patienter sætter pris på en omsorgsfuld læge som har forståelse for deres følelser og den stressede tilværelse de fører. Men det er rimeligt at spørge: ’Hvor mange patienter forstår deres læges følelser og det pres han eller hun udsættes for?’ Større forståelse for lægernes situation vil helt afgjort kunne forbedre læge-patient-forholdet. Den næste artikel kan være en hjælp dertil.
[Illustration på side 3]
Maimonides
[Kildeangivelse]
Brown Brothers
[Illustrationer på side 4]
Før i tiden aflagde læger ofte sygebesøg i hjemmet