Kaniner og tudser invaderer et kontinent

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

SLAGMARKEN er en skæmmet og gold ødemark. Det engang så frodige område er nu fuldt af dybe huller. Ligene af soldater ligger rundt omkring. Soldaterne er ikke iført camouflagegrønt tøj og støvler; de har heller ikke bajonetter, men er derimod udstyret med pelsdragt og skarpe tænder. Vi taler om Australiens plage — vildkaninen.

Kaniner alle vegne

I 1859 begyndte vildkaninerne deres invasion i den sydøstlige del af Australien. De blev importeret for at lokale jægere havde noget at underholde sig med. Der gik dog ikke lang tid før kaninerne blev jaget, ikke for sportens skyld, men i et desperat forsøg på at kontrollere deres antal.

Mens det tog vildkaninen 900 år at kolonisere Storbritannien, var den blot 50 år om at brede sig over et område i Australien der er mere end halvt så stort som Europa. Voksne hunkaniner kan føde op til 40 unger om året, og med det store antal kunne kaninerne foretage en fremrykning over kontinentet med en fart af op til 100 kilometer årligt. I en rapport fra Bureau of Rural Sciences (BRS) siges der: „Aldrig før har et pattedyr noget sted i verden invaderet et land med en sådan fart.“ Og eftervirkningerne var katastrofale.

Vildkaniner æder den føde som andre dyr skal leve af, og okkuperer deres bosteder. Man mener at de er skyld i at adskillige dyrearter i visse områder er uddøde, og i at skovene  forsvinder. En forsker forklarer: „De æder træernes kimplanter så der ikke er nogen unge træer til at erstatte de voksne træer der går ud.“ Når de invaderer en lille ø, kan resultatet være katastrofalt. „Kaniner som i 1903 blev indført til Laysan Island, havde i 1936 udryddet tre fuglearter og 22 ud af 26 plantearter i området. . . . Allerede i 1923 var øen et goldt sted med sandet jord og nogle få forkrøblede træer,“ siges der i en rapport fra BRS.

Masseødelæggelsesvåben gøres kampklar

I Australien blev kaninerne skudt, fanget i fælder og forgiftet. Det meget omtalte Rabbit Proof Fence — et hegn der strækker sig 1830 kilometer gennem staten Western Australia — blev bygget i et forsøg på at stoppe kaninernes invasion. * Men intet syntes at kunne stoppe den fremrykkende hær.

I 1950 indledtes så et modangreb med et biologisk våben — myxomavirusset. Dette virus reducerede kraftigt kaninbestanden, som man mente var nået op på det kolossale antal af 600 millioner. Myxomavirusset, som spredes af myg og lopper, angriber udelukkende kaniner, og på kun to år dræbte det 500 millioner af de indtrængende fjender. Ret hurtigt blev kaninerne imidlertid resistente over for virussygdommen, og de der overlevede, formerede sig med rivende fart. I 1990’erne var antallet af kaniner steget til omkring 300 millioner, så der opstod et akut behov for at komme dem til livs på anden vis.

Gode og dårlige nyheder

I 1995 blev et andet biologisk våben taget i brug i Australien — rabbit hemorrhagic disease (RHD). RHD sås første gang i Kina i 1984 og nåede Europa i 1998, hvor den kort efter dræbte 30 millioner tamkaniner i Italien. For Europas kaninindustri var RHD en katastrofe, men for de australske landmænd var det en lettelse, for i løbet af de første to måneder efter RHD’s frigivelse blev 10 millioner kaniner udslettet. Dette virus synes kun at have en effekt på kaniner, som dør 30 til 40 timer efter at de er blevet inficeret, tilsyneladende uden at lide. I 2003 havde RHD reduceret kaninbestanden med 85 procent eller mere i mange af Australiens tørre områder.

I en nationalpark i South Australia er antallet af naturligt forekommende orkidéer forøget ottefoldigt på mindre end fem år fordi der ikke har været kaniner til at gnave i deres blade. I andre dele af denne stat har man observeret „en bemærkelsesværdig hurtig regeneration af naturligt hjemmehørende buske . . . i områder hvor der har været regelmæssige udbrud af denne sygdom [RHD],“ siger bladet Ecos. Indførte rovdyr, som ræve og vildtlevende katte, er også på tilbagegang i nogle områder fordi der ikke længere er så mange kaniner. Både økologer og landmænd er tilfredse med dette nye våbens effektivitet, for kaninerne har årligt kostet omkring  600 millioner australske dollars. Langtidsvirkningen af denne sygdom på Australiens ukuelige kaninbestand er imidlertid endnu ikke fastslået.

Fra helt til skurk

Forskerne har måske vundet slaget mod vildkaninerne, men de synes at være kommet til kort over for en nylig indtrængende fjende — agatudsen. Denne skurk sneg sig ikke ind i landet, men blev, ligesom kaninen, importeret med fuldt overlæg. Hvorfor?

I begyndelsen af det 20. århundrede var den australske sukkerrørsindustri truet af to arter af sukkerrørsbillen. På nuværende tidspunkt er den årlige økonomiske gevinst på sukkerrørsindustrien to milliarder dollars. I 1935 mente man at Bufo marinus, eller agatudsen, kunne blive sukkerrørsavlernes redning. Agatudsen, en padde på størrelse med en knytnæve, havde nemlig ry for at være en forslugen billespiser. Trods nogle forskeres betænkeligheder blev tudsen importeret fra Sydamerika via Hawaii og derefter sluppet løs i Queenslands sukkerrørsmarker.

Men agatudsen var ikke til at stole på, for den ignorerede fuldstændig sukkerrørsbillerne. Agatudsen er giftig på ethvert stadium af sin udvikling fra æg til voksen. Efterhånden som den gennemgår en forvandling fra haletudse til tudse, udvikles der under huden nogle specielle kirtler som udskiller et ekstremt giftigt, mælkehvidt sekret når tudsen bliver generet. Mange lokale dyr, for eksempel firben, vilde hunde og endda krokodiller, dør når de æder en agatudse. Tudserne formerer sig meget hurtigt og kan nu findes i områder der er mere end 900 kilometer fra det sted hvor de oprindeligt blev sluppet løs. Koncentrationen af agatudser i Australien er nu næsten ti gange større end i Venezuela, hvor de oprindeligt kommer fra. Ligesom den frøplage der nævnes i Bibelen, invaderer de marker og huse, og skjuler sig af og til i toiletkummer. Med en fremmarch på 30 kilometer om året er de nu trængt ind i et område der kunne beskrives som et tudseparadis — Kakadu National Park, der ligger i Northern Territory, og som er på Verdensarvlisten. Myndighederne har brugt flere millioner australske dollars på at finansiere forskning til bekæmpelse af tudsernes fremmarch. Men endnu har man ikke fundet en effektiv metode. Kampen er ikke forbi, men indtil nu har tudserne overtaget.

Hvorfor denne kamp?

I et uforstyrret økosystem har organismer deres egne naturlige regulatorer som sørger for at bestanden holdes nede. Men når disse organismer pludselig frigøres fra faktorer der holdt dem i skak i deres oprindelige økosystem, kan de tilsyneladende harmløse skabninger formere sig så hurtigt at det forårsager skade.

De første europæiske indvandrere der slog sig ned i Australien, kunne ikke forudse den enorme skade der ville ske på grund af deres ukontrollerede indførsel af dyr og planter. Det må dog indrømmes at mange indførte arter har vist sig at være gavnlige. Faktisk er australierne nu fuldstændig afhængige af indførte dyre- og plantearter, det gælder for eksempel får, kvæg, hvede, ris og andre hovednæringsmidler. Det der skete med kaninen og agatudsen, er dog en alvorlig påmindelse om hvor nødvendigt det er at være varsom når man vælger at manipulere med jordens imponerende og komplekse ’netværk’ af liv.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

En helt bliver til en skurk — agatudsen fortsætter sin invasion

[Kildeangivelse]

U.S. Geological Survey/foto af Hardin Waddle

[Illustration på side 26]

Tørstige dyr ved et vandhul på Wardang Island, Spencer Gulf i det sydlige Australien

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af CSIRO

[Illustration på side 25]

Kaniner: Department of Agriculture, Western Australia; tudse: David Hancock/© SkyScans