Hvordan kan jeg få styr på mine følelser?
Unge spørger:
Hvordan kan jeg få styr på mine følelser?
„Jeg bliver vred på mine forældre og siger noget jeg ikke mener. Jeg holder mig fra dem indtil jeg er blevet mig selv igen.“ — Kate, 13 år.
„Mit største problem er usikkerhed. Nogle gange har jeg det som om jeg er ved at dø indvendig.“ — Ivan, 19 år.
FØLELSER har stor magt. De påvirker vores tanker og handlinger. De kan motivere os til at gøre noget godt eller dårligt. Og nogle gange kan de virke helt overvældende. „Jeg føler næsten aldrig at jeg er god nok,“ siger Jacob på tyve. „Tit kan jeg ikke leve op til det jeg forventer af mig selv. Somme tider græder jeg bare, eller også bliver jeg så vred at det går ud over andre. Jeg har svært ved at styre mine følelser.“
At blive en moden og ansvarsbevidst voksen indebærer at man lærer at få styr på sine følelser. Nogle eksperter mener at det har større betydning at man kan styre sine følelser og omgås mennesker end at man er intelligent. Under alle omstændigheder viser Bibelen at det er meget værdifuldt at kunne styre sine følelser. For eksempel står der i Ordsprogene 25:28: „Hvis du ikke kan styre din vrede, er du lige så hjælpeløs som en by uden mure, åben for angreb.“ (Today’s English Version) Hvad gør det så vanskeligt at få styr på sine følelser?
En udfordring for unge
Folk i alle aldre og med vidt forskellig baggrund kæmper for at få styr på deres følelser. Men det kan være en særlig udfordring i overgangen fra teenager til voksen. I bogen Changing Bodies, Changing Lives af Ruth Bell siges der: „De fleste teenagere føler et virvar af underlige, skønne, skræmmende og forvirrende følelser. Mange har flere forskellige følelser på én gang om de samme ting. . . . Det ene øjeblik føler man måske et, og det næste øjeblik føler man måske det stik modsatte.“
Som ung er du også uerfaren. (Ordsprogene 1:4) Det er derfor kun naturligt at du føler dig en smule usikker og måske lidt overvældet når du står over for nye situationer og udfordringer. Heldigvis forstår din Skaber dine følelser. Han kender endda dine „foruroligende tanker“. (Salme 139:23) I sit ord har han nævnt nogle principper der kan hjælpe os.
Gode råd til at få styr på sine følelser
For at kunne få styr på sine følelser er det blandt andet vigtigt at lære at styre sine tanker. Negative tanker kan tappe dig for den energi du skal bruge på at styre dine følelser. (Ordsprogene 24:10) Men hvordan kan du lære at tænke positivt og dermed få hold på dine følelser?
Du kan lade være med at dvæle ved negative ting som gør dig deprimeret eller usikker. Ved at følge Bibelens råd om at fokusere på det der er „af alvorlig betydning“, og det der er „retfærdigt“, kan du erstatte negative tanker med positive. (Filipperne 4:8) Det kan godt være at det ikke er let, men med lidt anstrengelse kan det lade sig gøre.
En ung kvinde ved navn Jasmine fortæller hvordan hun har det. „Alt det jeg skal have gjort, tager helt pusten fra mig,“ siger hun. „Nyt arbejde, nye ansvarsopgaver. Jeg føler mig totalt opbrugt. Jeg har svært ved at slappe af.“ Der er intet mærkeligt ved at unge en gang imellem har det sådan, og det kan få dem til at føle sig usikre. Bibelen fortæller om en ung mand der hed Timoteus, som i høj grad var kvalificeret til at varetage det ansvar han fik betroet. Alligevel lader det til at han kæmpede med følelser af utilstrækkelighed. — 1 Timoteus 4:11-16; 2 Timoteus 1:6, 7.
Måske føler du dig usikker når du står over for en ny udfordring eller en opgave du ikke er fortrolig med. Det kan være at du siger til dig selv: ’Jeg finder aldrig ud af det her.’ Men du kan få kontrol over sådanne følelser af usikkerhed ved ikke at dvæle ved negative tanker. Koncentrér dig om at blive dygtig til opgaven. Stil spørgsmål, og følg de anvisninger du får. — Ordsprogene 1:5, 7.
Jo dygtigere du bliver til en opgave, jo mindre usikker vil du føle dig. Lad være med at fokusere på dine fejl så de hindrer dig i at arbejde på at blive bedre til en opgave. Da apostelen Paulus ved en lejlighed blev kritiseret, sagde han: „Selv om jeg er ulærd i talekunst, er jeg det bestemt ikke i kundskab.“ (2 Korinther 10:10; 11:6) På samme måde kan du opbygge din selvtillid ved at have øje for dine stærke sider og ved at bede Gud om hjælp til at leve med de svagheder du har. Gud hjalp folk i fortiden, og han kan også hjælpe dig. — 2 Mosebog 4:10.
Du kan også få styr på dine følelser ved at sætte dig beskedne og realistiske mål og at acceptere dine begrænsninger. Lad desuden være med at sammenligne dig selv med andre. Bibelen giver os et godt råd i Galaterne 6:4: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“
Behersk din vrede
Det kan også være en udfordring at beherske sin vrede. Ligesom i tilfældet med Kate, der er nævnt i indledningen, får vrede mange unge til at sige eller gøre noget der sårer eller skader andre.
Det er selvfølgelig normalt at blive vred en gang imellem. Men husk på den første morder, Kain. Da han blev „optændt af stor vrede“, advarede Gud ham om at hans vrede kunne føre til at han begik en alvorlig synd. Gud spurgte Kain: „Vil du få herredømmet over [synden]?“ (1 Mosebog 4:5-7) Kain undlod at følge dette råd fra Gud. Med Guds hjælp vil du imidlertid kunne beherske din vrede så du ikke synder!
Også i denne forbindelse gælder det om at styre sine tanker. I Ordsprogene 19:11 siger Bibelen: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Når nogen gør dig vred, så prøv at forstå hvorfor vedkommende handlede som han eller hun gjorde. Forsøgte personen bevidst at såre dig? Kan det tænkes at han eller hun handlede impulsivt eller i uvidenhed? Når vi bærer over med andres fejl, genspejler vi Guds barmhjertighed, og det hjælper os til at beherske vores følelse af vrede.
Hvad nu hvis du har gode grunde til at blive vred? Bibelen siger: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ (Efeserne 4:26) Hvis det er nødvendigt, så tal med vedkommende om sagen. (Mattæus 5:23, 24) Måske er det bedst at du bare lader sagen ligge, det vil sige giver slip på vreden og kommer videre med dit liv.
Dine venner kan også have indflydelse på hvordan du tackler vrede. Derfor siger Bibelen: „Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret; ellers lærer du at følge hans stier og henter dig en snare for din sjæl.“ — Ordsprogene 22:24, 25.
At være sammen med nogle der gør en indsats for at beherske deres vrede, kan hjælpe dig til at opdyrke selvbeherskelse. Den kristne menighed af Jehovas Vidner er fyldt med sådanne modne mennesker, og mange af dem er ældre og mere erfarne end du er. Lær nogle af dem at kende. Læg mærke til hvordan de tackler deres problemer. Desuden kan de sikkert give dig „kyndig ledelse“ når du oplever vanskeligheder. (Ordsprogene 24:6) Jacob, som er nævnt tidligere, fortæller: „En moden ven der kan minde mig om hvad Guds ord siger, er meget værd. Når jeg husker at Jehova elsker mig på trods af min usikkerhed, kan jeg bedre styre mine følelser og bevare roen.“
Andet man kan gøre
En populær bog om motion siger: „Utallige undersøgelser har vist at når man bevæger sig, sker der nogle biokemiske reaktioner i ens krop som har indflydelse på ens humør. Hormonbalancen og iltindholdet i blodet ændrer sig når man bevæger sig.“ Der er ingen tvivl om at motion er gavnligt. Bibelen siger: „Fysisk træning har nogen værdi.“ (1 Timoteus 4:8, Today’s English Version) Hvorfor ikke gøre det til en vane at få passende motion? Det kan have en god indvirkning på dit følelsesliv. Sund kost er også gavnlig.
Overvej også dit valg af musik og underholdning. En undersøgelse offentliggjort i The Harvard Mental Health Letter siger: „At se på vold . . . vækker ofte voldelige og aggressive følelser. . . . Folk der så voldelige film, havde en mere aggressiv tankegang og et højere blodtryk.“ Træf derfor nogle kloge beslutninger med hensyn til hvad du vil lytte til og lade dig underholde af. — Salme 1:1-3; 1 Korinther 15:33.
Den bedste måde at lære at styre sine følelser på er ved at opbygge et nært forhold til sin Skaber. Han indbyder hver enkelt af os til at tale med ham i bøn og fortælle ham hvad vi føler. „Vær ikke bekymrede for noget,“ skrev apostelen Paulus. „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud . . . og Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ Ja, du kan opdyrke en indre styrke til at klare en hvilken som helst situation. Paulus tilføjede: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:6, 7, 13.
En ung kvinde ved navn Malika siger: „Jeg har lært at bede igen og igen. At vide at Jehova har omsorg for mig, hjælper mig til at være rolig og til at have mere kontrol over mine følelser.“ Med hjælp fra Gud kan du også lære at få styr på dine følelser.
[Tekstcitat på side 19]
For at få styr på sine følelser er det meget vigtigt at lære at styre sine tanker
[Illustration på side 20]
Du kan lære hvordan du skal tackle dine følelser ved at være sammen med nogle der er ældre end dig selv