Katolicisme med afrikansk islæt

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I BRASILIEN

ISALVADOR, hovedstaden i Bahia-provinsen i Brasilien, markeres det nye år med fejringen af en stor højtid. Hundredvis af kvinder leder en procession til den katolske Bonfimkirke, hvor de vasker trinnene til kirken med parfumeret vand. Dette ritual udføres til ære for Oxalá, en afrikansk skabergud.

Op mod en million tilskuere overværer ceremonien. Til rytmen af afrikanske slaginstrumenter slutter de sig bagefter til den larmende gadefest.

Det 250 år gamle ritual er et slående eksempel på synkretisme, en sammenblanding af forskellige religiøse læresætninger, noget der kendetegner katolicismen i Brasilien. Det siges at over 70 millioner brasilianere, enten direkte eller indirekte, har tilknytning til guden Xango eller til candomblé, umbanda og andre afrobrasilianske religioner. Men langt de fleste af dem hævder også at de er katolikker.

Hvad har ført til denne sammensmeltning af religion? Hvordan ser den katolske kirke på det? Skal man betragte det at blande forskellige religiøse læresætninger som noget positivt, eller bør det undgås?

’Et springbræt til sand tro’

Der er forskellige vurderinger, men man skønner at mere end seks millioner afrikanere fra yoruba, bantu og andre stammer blev ført til Brasilien som slaver i perioden fra midten af det 16. århundrede til 1888, da slaveriet ophørte. Den sammenblanding af traditionelle afrikanske religioner og katolicisme som man i dag kan se i Brasilien, er altså et levn fra slavetiden.

Den katolske kirke insisterede på at alle slaver blev omvendt, men den indvilligede samtidig i at man blandede katolicisme med visse elementer af afrikansk religion. Ifølge historikeren Roger  Bastide mente jesuitiske missionærer at folk fra Afrika var som børn der kunne blive draget til den katolske tro gennem musik, dans og appel til deres forkærlighed for ærefulde stillinger og titler. „Man ville ikke tvinge dem til helt at bryde med deres traditionelle skikke,“ skriver Bastide, „så i stedet ville man afveje de forskellige skikke, og de af dem som var acceptable, ville man så benytte som et springbræt til at hjælpe afrikanerne til at opnå sand tro.“

I flere helt igennem afrikanske broderskaber, for eksempel broderskabet for Sankt Benedikt eller for Vor Frue af Rosenkransen, blev afrikanske skikke tilført et „kristent“ præg. En gang om året, på højtiden for Sankt Benedikt, udvalgte sådanne broderskaber en konge og en dronning blandt medlemmerne, en skik der var udledt fra ritualer der blev fulgt ved udvælgelsen af afrikanske stammekonger.

„Helgener“ eller orixaer?

Troen på at der findes talrige mellemmænd mellem Gud og mennesker, er udbredt, både inden for katolicismen og i afrikanske religioner. Yorubaerne troede for eksempel på orixaer, som de mente var guddommeliggjorte krigere og konger med magt over naturkræfterne. Man antog at de var mellemmænd mellem folket og dets højeste gud, Olorun. Medlemmer af den romerskkatolske kirke tror på lignende måde at „helgener“ kan gå i forbøn for mennesker hos Gud. Og de påkalder forskellige „helgener“ alt efter hvilken situation de befinder sig i.

Frem for at vende sig bort fra orixaerne fortsatte mange slaver med at tilbede dem under dække af at ære „helgener“ der havde karaktertræk som lignede dem orixaerne havde. Yorubaernes krigsgud Ogum blev således til Sankt Antonius eller Sankt Georg, „helgener“ som af kirken betragtes som modige soldater og helte.

Havets gudinde Iemanjá, modergudinde til alle orixaer, passede på samme måde med de forestillinger man havde om Jomfru Maria. Senhor do Bonfim (Herren af Bonfim), Salvadors mest populære „helgen“, blev kædet sammen med Oxalá, den højeste blandt yorubaernes mange orixaer eller guder. Denne sammenkædning fejres den dag i dag ved det årlige ritual hvor trinnene til kirken bliver vasket. *

„Folk tror oprigtigt og med lige stor overbevisning på Jesus, katolske helgener og orixaer,“ bemærker en katolsk leder fra Salvador. „Mange skifter direkte fra den ene til den anden religion,“ tilføjer en brasiliansk antropolog. „De går lige fra messen i den katolske kirke over til [et afrikansk] candomblé-center.“

Denne sammensmeltning af katolicisme og afrikanske religioner er et følsomt emne. Lucas Moreira, tidligere formand for den brasilianske katolske episkopale konference, siger: „Enhver bør følge sin egen trosretning, uden at blande den med andet.“ Derimod siger en katolsk biskop: „Synkretisme er en realitet uanset hvad kirken gør.“

Linjerne er trukket op. På den ene side kæmper nogle konservative kirkeledere mod hvad de betragter som hedensk og dæmonisk, mens andre presser på for at få indført afrikanske symboler og danse som led i den katolske kirkes ritualer.

Hvad ville Jesus sige?

Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, forkyndte for folk fra mange forskellige religioner og folkegrupper. Men han sagde direkte: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ (Johannes 4:23) Og han forklarede at Faderen, Jehova Gud, åbenbarer sandheden gennem sit ord, Bibelen. — Johannes 17:17.

Jesus lærte sine efterfølgere at undervise ’folk af alle nationerne i at holde alt det han havde befalet’. (Mattæus 28:19, 20) Men han foreslog aldrig at man tilpassede hans lære for at folk med en anden tro og andre traditioner skulle føle sig draget til kristendommen. På apostlenes tid var der ganske vist nogle som forsøgte at indføre læresætninger og skikke fra andre religioner. Men sådanne forsøg blev fordømt. Apostelen Paulus skrev: „Gå ud fra dem, og skil jer ud . . . og [Gud] vil tage imod jer.“ — 2 Korinther 6:17.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 12]

Afrobrasilianske præstinder vasker trinnene til kirken

Menneskemængde på trinnene uden for Bonfimkirken i Brasilien

[Kildeangivelser]

Øverst: De: A Tarde — Wilson da Rocha Besnosik; nederst: De: A Tarde — Antônio Queirós