Lykkelig for at ’gå en ekstra mil’

FORTALT AF CLAIRE VAVY

ØEN Madagaskar, der ligger omkring 400 kilometer fra det østafrikanske land Mocambique, er bjergrig og har tæt regnskov. Jeg er født på den østlige side af øen i landsbyen Betoko II. I 1987, da jeg var 15, flyttede jeg til kystbyen Mahanoro for at gå i skole.

I Mahanoro boede jeg hos min storebror Celestin, som var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. To år senere blev jeg et af Jehovas Vidner. Jeg var besluttet på at tjene Jehova Gud så meget jeg kunne.

Ihærdig indsats for at nå mine mål

Et af mine vigtigste mål var at hjælpe min familie hjemme i Betoko II, og jeg bad ofte til Jehova og fortalte ham om mit ønske. Men jeg kunne kun tage hjem i skoleferierne. Det var en vanskelig rejse på 100 kilometer. De første 40 kilometer kunne man køre i bil, men de sidste 60 kilometer skulle tilbagelægges til fods ad en smal bjergsti.

Jeg måtte gå op ad mange stejle bakker, og nogle steder var den ujævne sti ikke bredere end min fod var lang. Hvis jeg tog af sted tidligt om morgenen og gik indtil skumring, kunne jeg som regel tilbagelægge omkring 40 kilometer. Jeg bar cirka 15 kilo — noget på hovedet, andet på ryggen og resten i hænderne. Min bagage bestod hovedsagelig af bibelske bøger og blade som jeg gav mine slægtninge og andre interesserede. Langs ruten blev jeg kendt som „den med meget bagage“.

Til at begynde med ville min familie ikke lytte selvom jeg begejstret fortalte om min nye tro. Der gik dog ikke ret lang tid før de skiftede mening og stillede så mange spørgsmål at vi nogle gange først kom i seng klokken to om natten.

Et besøg jeg ikke glemmer

Den 24. december 1990 kom jeg hjem til Betoko II på ferie. Min familie var glad for at se mig og troede at jeg var kommet for at fejre jul med dem. Deres glæde blev vendt til skuffelse da jeg forklarede hvorfor jeg ikke ville  fejre jul. De var forlegne ved at skulle forklare det til de andre i landsbyen, da det var et meget sammentømret samfund. Jeg følte derfor at jeg selv måtte forklare det. Men hvordan?

Jeg var meget usikker, især fordi jeg var så ung. Jeg spekulerede på om det ville være passende at fortælle om min tro når landsbyen var samlet i kirken næste dag. Jeg rettede en lang og inderlig bøn til Jehova og tryglede ham om hjælp. Bagefter spurgte jeg min storebror Paul, som underviste i kirken: „Synes du det er en god idé hvis jeg i morgen fortæller dem der er i kirken, hvorfor jeg ikke fejrer jul?“ Han forhørte sig hos de andre, og de gik med til det.

Næste dag blev der sendt bud efter mig da gudstjenesten var slut. Jeg bad igen til Jehova og tog en forsyning bibelsk læsestof med. Efter at have præsenteret mig takkede jeg alle for at de havde hjulpet mig til at få en dyb respekt for Bibelen. Jeg forklarede at jeg var fortsat med at læse i Bibelen efter at jeg var flyttet fra byen. Jeg sagde at jeg havde fået indsigt i mange sandheder fra Bibelen som vi ikke tidligere havde lært.

Jeg benyttede lejligheden til at gøre rede for Bibelens håb om evigt liv på en paradisisk jord (Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4), årsagen til at kun nogle få trofaste fra jorden bliver taget til himmelen (Johannes 14:2, 3; Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1, 3) og den bibelske lære om at de døde er uden bevidsthed i en søvnlignende tilstand og derfor ikke lider (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14, 38-44). Jeg påviste også at de kristne i det første århundrede ikke fejrede jul, og at højtiden var af hedensk oprindelse.

Ved slutningen af min redegørelse gav mange af tilhørerne mig ret i det jeg havde sagt. Nogle stillede endda uddybende spørgsmål. Bagefter viste jeg dem de bøger og blade som jeg havde taget med, og fortalte at det var bibelstudiemateriale som Jehovas Vidner havde udarbejdet. Jeg sagde også at jeg gerne ville hjælp dem der kunne tænke sig at studere Bibelen. Mange tog imod bibelsk læsestof.

En overraskende opdagelse

En dame som jeg ikke havde mødt før, kom hen til mig og sagde: „Min søster som bor i en anden landsby, tilhører den samme religion som dig.“ Overrasket spurgte jeg: „Hvor bor hun?“

„I Andranomafana,“ svarede hun. Landsbyen ligger omkring 30 kilometer fra Betoko II.

Jeg sagde til damen at hendes søster sandsynligvis tilhørte en anden religion, eftersom alle Jehovas Vidner i området kendte hinanden. Men damen bedyrede at hendes søster havde fortalt hende de samme ting som jeg havde forklaret i kirken. Jeg bad om navn og adresse på damens søster, for jeg var meget forhippet på straks at tage af sted til landsbyen. Min mor rådede mig dog til at vente en dag eller to fordi det var en anstrengende gåtur. To dage senere tog min bror Charles og jeg af sted til Andranomafana.

Så snart vi nåede frem, spurgte vi nogle af indbyggerne: „Er der nogen Jehovas Vidner her i byen?“ Til min skuffelse svarede de: „Her er kun katolikker, nogle fra pinsemenigheden og nogle fra de uafhængige kirker.“

 Men så tog en dame ordet og sagde: „Hvis I leder efter Jehovas Vidner, er det sandsynligvis Marceline og hendes familie I søger.“ Det var lige præcis det navn jeg havde fået opgivet!

En eller anden gik hen for at få fat på Marceline. Hun dukkede ret hurtigt op, men virkede lidt skræmt. Hele landsbyen samlede sig rundt om os da de troede at vi var en slags embedsmænd der var kommet for at afhøre hende. Jeg fik senere at vide at Marceline og hendes familie var blevet forfulgt i landsbyen for at have udøvet en ’uortodoks religion’.

Marceline trak os et stykke væk fra mængden for at vi kunne tale frit. Da jeg spurgte hende om hun var et af Jehovas Vidner, svarede hun ja. For at bevise det hentede hun et eksemplar af Sandheden der fører til evigt liv, en bog som Jehovas Vidner tidligere benyttede som bibelstudiemateriale, samt nogle ældre numre af Vagttårnet. Det hele var gammelt og laset. „Hvilket blad studerede I sidste søndag?“ spurgte jeg.

„Vi har kun disse eksemplarer,“ svarede hun, „og dem studerer vi igen og igen.“ Først da fortalte jeg Marceline at jeg også var et af Jehovas Vidner. Hvor blev hun glad! Da jeg sagde at jeg gerne ville møde den mand som ledte deres møder, fortalte hun at han boede i et område der lå endnu længere væk.

En anden dejlig opdagelse

Næste dag tog Marceline og jeg af sted for at besøge manden. Da vi nåede frem, blev han meget overrasket, men også glad for at se os. Det viste sig at han rent faktisk var et af Jehovas Vidner og var kommet fra kystbyen Toamasina, der ligger over 200 kilometer i nordøstlig retning. Adskillige år tidligere var han og hans familie blevet tvunget til at vende tilbage til landsbyen da han uventet havde mistet sit arbejde. Efter at han var flyttet dertil, begyndte han at forkynde, lede bibelkurser og afholde møder.

Både han og hans familie var begejstrede for de seneste numre af Vagttårnet som jeg havde taget med. Jeg viste dem også bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som vi dengang benyttede til at lede bibelstudier med. Den havde de aldrig set før. Den følgende søndag tog jeg tilbage  til Andranomafana for at overvære møderne sammen med dem. Jeg opfordrede dem til at kontakte Jehovas Vidners afdelingskontor i hovedstaden, Antananarivo, eftersom kontoret ikke vidste at denne lille gruppe eksisterede.

Fra januar 1991 tog jeg næsten hver måned til Andranomafana fra Mahanoro for at give dem de seneste eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer. Det var en tur på 130 kilometer hver vej; næsten 90 kilometer var til fods. Jeg gik op og ned ad stejle, ujævne bakker og igennem tæt skov. Når det regnede, kæmpede jeg mig igennem tykt, glat mudder.

Min bagage blev tungere efterhånden som flere og flere ville have bøger og blade. Ved slutningen af hver tur kompenserede følelsen af dyb tilfredsstillelse og glæde i allerhøjeste grad for min træthed og mine smertende muskler. Det var en usigelig glæde at se hvor begejstret gruppen var for at modtage de nye publikationer, og opleve hvordan de reagerede på sandheden fra Bibelen.

Heltidstjenesten

Den 1. september 1992 blev jeg udnævnt som pioner, en betegnelse Jehovas Vidner bruger om deres heltidsforkyndere. Jeg var pioner i Mahanoro, men holdt kontakt med mine slægtninge i Betoko II via brevskrivning. Med tiden begyndte jeg at studere med dem pr. brev, og de spurgte om ikke jeg kunne vende tilbage til landsbyen for at hjælpe dem. Det var jeg villig til at gøre, men jeg ville først være sikker på at de mente det alvorligt med at studere Bibelen og gøre åndelige fremskridt. I et stykke tid fortsatte jeg derfor med at være pioner i Mahanoro.

I slutningen af 1993 fik jeg den forret at overvære et to ugers kursus for pionerer i Antananarivo. Efter kurset blev jeg opfordret til at søge om at blive specialpioner, hvilket indebar at jeg kunne blive bedt om at tjene hvor som helst i landet. Jeg besluttede at takke nej til invitationen fordi jeg gerne ville hjælpe mine slægtninge i Betoko II, der boede langt fra en menighed. Jeg vendte derfor tilbage til mit pionerdistrikt i Mahanoro.

Da en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd senere kom på besøg, talte jeg med ham om at vende hjem for at hjælpe mine slægtninge. På det tidspunkt var der blevet oprettet en menighed i Andranomafana, og han foreslog at jeg tilsluttede mig den så jeg kunne forkynde i Betoko II. Jeg begyndte i mit nye distrikt den 1. september 1994. Min bror Paul, som havde undervist i kirken, overværede samme måned et områdestævne med mig. Snart var der 30 som deltog i forkyndelsen i Andranomafana, og om søndagen var der i gennemsnit 65 til møderne.

De lange gåture fortsætter

Et stykke tid efter at jeg var vendt tilbage til Betoko II, kvalificerede fire af mine kødelige brødre og søstre sig til at deltage i forkyndelsen som Jehovas Vidner, og kort efter blev de døbt. Efter at jeg var flyttet tilbage til Betoko II, begyndte jeg regelmæssigt at tage til Anosibe An’ala for at hente bøger og blade — en tur på 50 kilometer hver vej. Det var en udmattende tur, men den glæde jeg oplevede ved at se den åndelige vækst i området, var alle anstrengelserne værd.

I dag er der en blomstrende menighed i Betoko II med en gennemsnitlig mødedeltagelse på 45 om søndagen. Alle mine nære slægtninge i området er nu Jehovas Vidner, og de fleste er pionerer. En af mine yngre brødre er specialpioner. Den 1. november 2001 blev jeg også udnævnt som specialpioner og har fået tildelt distrikt i landsbyen Antanambao-Manampotsy. Og jeg rejste fra Betoko II med et glad hjerte.

Da jeg begyndte at lære sandheden fra Bibelen at kende i 1987, var der under 3000 forkyndere i Madagaskar. I dag er der over 14.000. Som mange af disse er jeg taknemmelig for at jeg kan bruge mine kræfter på at ’gå en ekstra mil’ for at hjælpe andre. Og jeg takker Jehova for at han har velsignet mine anstrengelser.

[Illustrationer på side 24, 25]

Ofte bar jeg cirka 15 kilo bøger og blade de 60 kilometer til min hjemby

[Illustration på side 25]

Min storebror Paul

[Illustration på side 26]

Min bror Charles

[Illustration på side 26]

Sammen med nogle i min familie som er blevet Jehovas Vidner