Hvad siger Bibelen?

Er Gud alle steder?

GUD beskrives med rette som almægtig og alvidende. I et forsøg på at udvide beskrivelsen af Guds storhed tilføjer nogle et tredje begreb — allestedsnærværende. De tror at Gud er alle steder på én gang.

De to første beskrivelser finder utvetydig støtte i Bibelen. (1 Mosebog 17:1; Hebræerne 4:13; Åbenbaringen 11:17) Gud er virkelig almægtig, og han er alvidende i den forstand at intet kan skjules for ham. Men er han allestedsnærværende? Befinder han sig alle steder? Eller opholder han sig et bestemt sted?

Hvor opholder Gud sig?

I adskillige skriftsteder omtales „himmelen“ som „det sted hvor [Gud] bor“. (1 Kongebog 8:39, 43, 49; 2 Krønikebog 6:33, 39) Men i samme passage som to af de sidstnævnte vers beskriver Bibelen Jehova Guds storhed sådan: „Bor Gud da virkelig hos menneskene på jorden? Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig.“ — 2 Krønikebog 6:18.

„Gud er en ånd,“ siger Bibelen. (Johannes 4:24) Derfor opholder han sig i et åndeligt domæne der ikke hører til det fysiske univers. Når Bibelen omtaler „himmelen“ som Guds bolig, er det for at fremhæve hvor ophøjet et sted han befinder sig, i modsætning til vores fysiske omgivelser. Under alle omstændigheder lærer Bibelen os at Guds bolig er fuldstændig adskilt og forskellig fra det fysiske univers, men samtidig et specifikt sted. — Job 2:1, 2.

Gud er en person

Jesus talte om Jehovas opholdssted da han sagde til sine disciple: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . Jeg går hen for at berede jer en plads.“ (Johannes 14:2) Hvor gik Jesus hen? Da tiden var inde, gik han „ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. (Hebræerne 9:24) Denne passage giver to væsentlige oplysninger om Jehova Gud: For det første har  han et bestemt opholdssted, og for det andet er han en person, ikke en udefinérlig kraft der er til stede overalt.

Det er grunden til at Jesus lærte sine disciple at sige „vor Fader i himlene“ når de bad. De skulle henvende deres bønner til en person, Jehova, som befinder sig et bestemt sted, nemlig i de åndelige himle. (Mattæus 6:9; 12:50) Denne anvisning var i harmoni med den måde Guds folk havde lært at bede på i over 1500 år. Nogle af de ældste skrifter som Gud inspirerede, indeholder følgende bøn: „Se ned fra din hellige bolig, himmelen, og velsign dit folk.“ — 5 Mosebog 26:15.

Rækkevidden af Guds hellige ånd

Mens Bibelen altså konsekvent siger at Gud har et bestemt opholdssted, beskriver den hyppigt hans hellige ånd som allestedsnærværende. „Hvor kan jeg gå hen fra din ånd, og hvor kan jeg flygte hen fra dit ansigt?“ spurgte salmisten David. (Salme 139:7) Nogle er blevet forvirrede over sådanne udtalelser og har konkluderet at Gud er allestedsnærværende. Men når man ser dette og lignende vers i sammenhæng, er meningen tydelig: Jehova kan fra sit opholdssted nå ethvert sted i det fysiske univers med sin hellige ånd, sin virkekraft.

Ligesom en far kan række sin hånd ud for at trøste og hjælpe sine børn, kan Jehova med sin symbolske hånd, sin hellige ånd, nå et hvilket som helst sted i det åndelige og fysiske univers for at fuldføre sin hensigt. Derfor kunne salmisten tilføje: „Løfter jeg mig på daggryets vinger og tager bolig ved det yderste hav, vil din hånd også føre mig dér, og din højre vil gribe fat i mig.“ — Salme 139:9, 10.

Vi kan være Guds venner

Ydmygt og kærligt tillader Jehova Gud at han og hans bolig bliver beskrevet med udtryk som gør det muligt for os mennesker at fatte hans væsen. På denne og andre måder er det som om „han bøjer sig ned for at se på himmelen og jorden“. (Salme 113:6, New International Version; se også Kalkars oversættelse). Dog ligger Guds sande natur uden for den menneskelige fatteevne.

Jehova er ganske enkelt for ophøjet, for stor og for herlig til at menneskelige vendinger kan beskrive ham fyldestgørende. Så når Bibelen omtaler hans himmelske bolig som et bestemt sted, er det simpelt hen umuligt for os mennesker at forstå hvad dette åndelige domæne er. — Salme 139:6.

Trods dette er det meget betryggende for os at have en vis forståelse af Jehovas sande natur og vide at han ikke er en udefinérlig, upersonlig kraft der gennemtrænger alt i universet. Nej, han er en person der opholder sig et bestemt sted, og han har en klart beskrevet personlighed der er kendetegnet af kærlighed og empati. Denne viden giver os adgang til det størst tænkelige privilegium som noget menneske kan få — muligheden for at opnå et varigt, personligt venskab med universets almægtige Suveræn. — Jakob 4:8.