Venedig — „Byen i havet“

AFSPIL

Venedig — „Byen i havet“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

„Der ligger en prægtig by i havet. I dens brede og smalle gader flyder, stiger og falder havet; og den salte havtang svøber sig omkring marmoret på hendes paladser.“ — Den engelske digter Samuel Rogers,1822

DENNE „prægtige by“ er Venedig. Byen var engang hovedstad for en stor republik og regerede gennem mange århundreder over et mægtigt rige med havområder. Hvordan og hvorfor opstod denne by „i havet“? Hvor fik den sin pragt fra? Hvad førte til at den mistede sin magt, og hvor meget af dens herlighed kan ses i dag?

Et utilgængeligt sted

Venedig består af 118 øer, som ligger midt i en lagune i den nordvestlige ende af Adriaterhavet. Fra floder der strømmer ud i havet, afgives store mængder dynd i det lave vand langs kysten, og tidevand og havstrøm har ført til dannelsen af en række sandbanker rundt om den 51 kilometer lange og 14 kilometer brede, fredfyldte lagune. Tre smalle åbninger ud til havet giver passage for skibstrafik og et en meter højt tidevand. „Lagunen var gennem flere århundreder endestation for den travle handelstrafik på Adriaterhavet og på de central- og nordeuropæiske floder og karavaneruter,“ siger en kilde.

Ifølge forskere kan Venedigs historie føres tilbage til et tidspunkt mellem det femte og syvende århundrede da barbarer nordfra påbegyndte en række angreb og brændte og udplyndrede landsbyerne på fastlandet. Folk begyndte at flygte fra plyndringsmændene, og mange søgte tilflugt på de utilgængelige øer i lagunen, hvor de følte at de var i sikkerhed.

I dokumenter fra oldtiden kan man se at Venedigs første bygningsværker lå på et fundament af træstolper som var banket ned i mudder, og hvorimellem der var flettet grene og rør. Senere begyndte venetianerne at bygge huse af sten på et fundament af tusindvis af nedrammede træpæle. Øen Rialto og øerne omkring den blev senere byens centrum, men øerne var ofte fyldt med vand. De var hverken bæredygtige eller store nok til at klare en stor strøm af tilflyttere. Det var derfor nødvendigt at dræne øerne og udvide dem ved hjælp af primitive landvindingsmetoder. Indbyggerne i byen begyndte at udgrave kanaler til deres skibe, og de forstærkede øerne for at få bedre byggegrunde. Kanaler forbundet med broer, der gjorde at fodgængere kunne komme fra den ene ø til den anden, blev byens vejnet.

Republikkens opståen og vækst

Da Romerriget mod vest brød sammen, kom laguneøerne under Det Byzantinske Rige hvis hovedstad var Konstantinopel, det der i dag hedder Istanbul. Indbyggerne i lagunen gjorde imidlertid oprør og forlangte uafhængighed. Det førte til at Venedig fik den usædvanlige „position som [et] lille uafhængigt . . . hertugdømme i territorial isolation mellem to store riger“, Frankerriget og Det Byzantinske Rige. Byens usædvanlige status gjorde det muligt for den at udvikle sig til en blomstrende mellemhandler.

I de efterfølgende århundreder prøvede Venedig kræfter med flere konkurrerende magter ved Middelhavet, deriblandt saracenerne, normannerne og byzantinerne. Venedig skulle vise sig at være den stærkeste, men det åbenbaredes først da dens mægtigste fjende, Konstantinopel, var blevet ødelagt efter det fjerde korstog i 1204. Venedig havde grundlagt mange handelsstationer ved Sortehavet og Ægæerhavet såvel som i Grækenland, Konstantinopel, Syrien, Palæstina, Cypern og Kreta. Nu drog Venedig fordel af Det Byzantinske Riges fald og gjorde flere af dem til kolonier.

„Middelhavets dronning“

På Venedigs store skibsværfter blev der helt tilbage til det 12. århundrede produceret et stort antal fuldt udstyrede galejer. Værftet kunne sende en galej ud med få timers mellemrum. Byen producerede også glas og luksuriøse stoffer — kniplinger, brokade, damask og fløjl. Når købmænd fra Venedig og andre områder havde været vestpå, bragte de våben, heste, rav, pelsværk, tømmer, uld, honning, voks og slaver med sig tilbage. Og fra det muslimske Levanten bragte de guld, sølv, silke, krydderier, bomuld, farvestoffer, elfenben, parfume og mange andre varer. Myndighederne sikrede sig at der blev betalt told af alle varer som blev bragt ind eller ud af byen.

Venedig blev forskønnet af kendte arkitekter og kunstnere som Palladio, Tizian og Tintoretto, og byen fik betegnelsen la Serenissima, „den mest lysende og ophøjede“. Byen kunne også med rette betegnes som „Middelhavets dronning, . . . den civiliserede verdens mest velhavende og fremgangsrige handelscenter“. Sådan fortsatte det i flere århundreder. Det var først omkring det 16. århundrede at byen mistede noget af sin magt, for da blev de handelsruter der gik over Atlanterhavet mod den nye verden, de vigtigste.

Venedigs forskellige kolonier lå spredt rundt om i Middelhavsområdet, og de blev aldrig rigtigt forbundet med hinanden, hverken geografisk, regeringsmæssigt eller gennem nogen form for effektiv samordning. Det var derfor uundgåeligt at Venedig mistede nogle af dem. Lidt efter lidt fravristede de omkringliggende lande Venedig dets besiddelser, og i 1797 besejrede Napoleon I lagunebyen og overdrog den til Østrig. Venedig kom til at høre til Italien i 1866.

En næsten uvirkelig by

For mange er et besøg i Venedig som at være sat to-tre hundrede år tilbage i tiden. Byen har en ganske særlig atmosfære.

Noget usædvanligt ved byen er at den er meget stille. Som regel er fodgængertrafikken i de smalle sidegader adskilt fra vandtrafikken undtagen dér hvor fortovene støder op til kanaler eller går over buede stenbroer. Eftersom vejene er af vand, er både de eneste motordrevne transportmidler i byen. Udsigten over byen er mange steder usædvanlig malerisk. Markuspladsen med den store kirke, klokketårnet og den smukke udsigt ud over vandet, hvor solen funkler på den grønne lagune, inspirerer mange kunstnere.

Både turisterne og lokalbefolkningen føler sig draget af de travle udendørs caféer. Her kan man få noget at drikke eller spise en gelato og lytte til de små orkestre der spiller klassisk musik. Når man sidder og kigger på de forbipasserende og beundrer den smukke arkitektur, uden at se en eneste bil, kan det virkelig føles som om man er rejst tilbage i tiden.

Byen har en særlig tiltrækningskraft på dem der gerne vil se på kunstskatte. Byens mange paladser, museer og kirker huser malerier af adskillige berømte kunstnere. Men nogle besøgende er godt tilfredse med bare at slentre omkring i de smalle gader og iagttage de usædvanlige omgivelser. Der findes mange butikker hvor turister kan finde alt det byen er kendt for — kniplinger og broderier fra laguneøen Burano og smukke krystal- og glasvarer fra Murano. At tage på en lille tur med en vaporetto, en motorbåd, er i sig selv en oplevelse, og samtidig kan man blive transporteret til en af disse øer hvor man kan se hvordan de fremstiller deres produkter.

Storslåede paladser med smalle buegange der ender i en spids, vidner om at byen engang hentede inspiration fra Østen. Den berømte Rialtobro der går over Canal Grande — byens hovedvej — og de elegante, sorte gondoler der stille flyder under den, kan ingen besøgende undgå at se.

Kampen for at overleve

To århundreder efter den ’ophøjede republiks’ fald kæmper Venedig stadig for at overleve, men nu er det en anderledes kamp. På grund af høje huspriser, mangel på arbejde og meget få moderne faciliteter faldt indbyggertallet i byens historiske centrum fra 175.000 i 1951 til kun 64.000 i 2003. Byen har mange vanskelige sociale og økonomiske problemer som skal løses, et af dem er hvordan man kan — og om man bør — forny den forfaldne by.

I 1920’erne blev der bygget et nyt industrikvarter på fastlandet i håb om at det kunne styrke den lokale økonomi. Der blev også udgravet en dyb kanal tværs over lagunen så olietankere kunne nå frem til raffinaderierne. Industrien skabte nye arbejdspladser, men blev samtidig beskyldt for at forurene, og man mener også at industrien er medvirkende til at der ofte kommer højt tidevand, kaldet acqua alta, som oversvømmer byens historiske centrum.

Lagunen og vandets bevægelse omkring den udgør en finjusteret naturlig mekanisme der er afgørende for byens overlevelse, og det er noget man altid har måttet tage hensyn til. Så langt tilbage som år 1324 påbegyndte venetianerne nogle kolossale ingeniørprojekter for at omdirigere de floder der truede med at kvæle lagunen i dynd. Og i det 18. århundrede blev der bygget diger for at forhindre vandet fra Adriaterhavet i at fosse ind i lagunen og forårsage ødelæggelse.

Situationen synes nu værre end nogen sinde før. Man har sat en stopper for udvinding af grundvand til industribrug og håber dermed at kunne forhindre yderligere nedsynkning af byen, men vandstanden i alle jordens have stiger fortsat. Desuden er lagunen blevet mindre på grund af inddæmning, og man har derved skabt en ubalance mellem vand og land. Højvande har altid udgjort en fare for byen, men aldrig i det omfang man ser i dag. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Markuspladsen oversvømmet fem til syv gange om året. Men cirka hundrede år senere, år 2000, blev den oversvømmet 80 gange.

På grund af Venedigs usædvanlige historiske og kunstneriske arv er folk i hele verden bekymrede over byens problemer. Man har gjort meget for at indføre love der kan beskytte byen mod oversvømmelse og sikre dens bevarelse, uden at man derved standser aktiviteten i havnen eller forstyrrer lokalbefolkningens daglige færden. Men man har endnu ikke fundet en endelig løsning.

Der arbejdes på at forhøje kanalsiderne, at gøre brolagte områder uigennemtrængelige så grundvandet ikke trænger op og at forhindre en tilbagestrømning af kloakvand når det er acqua alta. Det mest omdiskuterede planlagte projekt, er bygning af vippeporte langs indgangene til lagunen; portene vil kunne hæves når lagunen er truet af højvande.

Alle disse projekter kræver en stor indsats. Ganske vist kan man stadig se at den ’prægtige by i havet’ har haft en fascinerende fortid, men som forskellige forfattere har udtrykt det, risikerer byen at blive „et museum for udenforstående på bekostning af lokalbefolkningen“. Venedig har længe måtte kæmpe med de naturgivne forhold, men det er „omsonst at beskytte byen rent fysisk hvis der ikke finder en genoplivning sted i social og økonomisk henseende og byen igen bliver levende og aktiv“.

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Venedig

[Illustration på side 16]

Rialtobroen der går over Canal Grande

[Illustration på side 16, 17]

San Giorgio Maggiore

[Illustration på side 17]

Santa Maria della Salute

[Illustration på side 18]

Restauranter ved Canal Grande

[Illustration på side 19]

Oversvømmelse på Markuspladsen

[Kildeangivelse]

Lepetit Christophe/GAMMA

[Kildeangivelse på side 16]

VÅGN OP!