Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den Gamle Dame i Threadneedle Street

Den Gamle Dame i Threadneedle Street

Den Gamle Dame i Threadneedle Street

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I STORBRITANNIEN

TYKKE mure uden vinduer omkranser hendes imponerende residens. Dørvogtere klædt i lyserøde frakker, røde veste og høje sorte hatte står vagt ved indgangene. Kameraer overvåger diskret hendes besøgende. Hvem er „den gamle dame i Threadneedle Street“, og hvorfor har hun brug for al den beskyttelse?

„Den gamle dame“ er et af de største pengeinstitutter i verden — Bank of England. Men hvordan har banken fået det usædvanlige tilnavn? Threadneedle Street er en gade der ligger i et område af London hvor der engang var mange forskellige lav, og det er muligvis Nålemagerlavets emblem med tre nåle der ligger til grund for navnet. Omkring hundrede år efter bankens oprettelse omtalte politikeren og dramatikeren Richard Sheridan over for parlamentet banken som „en ældre dame i den gamle velrenommerede by“. Vittighedstegneren James Gillray greb hurtigt idéen med banken og den gamle dame. Og fra da af har Bank of England haft tilnavnet „den gamle dame i Threadneedle Street“.

Krav om en nationalbank

I det 17. århundrede var det hovedsagelig guldsmedene der stod for udlånsvirksomheden i London. Denne ordning fungerede rimelig godt indtil kongerne i Stuartdynastiet begyndte at låne penge uden at betale tilbage. De førende guldsmedebankierer gik til sidst fallit, og regeringen manglede desperat midler til finansieringen af krigen mod Frankrig.

Da William III og Mary II kom på tronen i 1689, pressede mange på for at få en nationalbank der kunne skaffe midler til regeringen og fungere som dens bank. Af de mange forslag der kom ind, valgte parlamentet, trods stor modstand, til sidst forslaget fra den skotske handelsmand William Paterson. Londons borgere blev anmodet om at udlåne penge, og man håbede at det samlede beløb ville komme op på 1,2 millioner pund. Til gengæld ville långiverne få en rente på otte procent og blive optaget i et foretagende som blev betegnet Governor and Company of the Bank of England. På mindre end to uger var pengene kommet ind, og i 1694 åbnede Bank of England.

Fyrre år senere flyttede banken til en ejendom i Threadneedle Street. Den nuværende bygning, der er fra 1930’erne, er syv etager høj, og dybt nede under jorden ligger et kæmpestort boksanlæg. Bygningskomplekset optager et område på 12.000 kvadratmeter.

Gode og dårlige tider

I begyndelsen udstedte banken håndskrevne kvitteringer på bankens papir til kunder der indleverede deres pund, shillings og pence til forvaring. Alle og enhver kunne aflevere disse kvitteringer i banken og få dem vekslet til guld eller mønter. Det betød selvfølgelig at hvis alle krævede deres penge tilbage samtidig, risikerede banken at gå fallit. Flere gange var det nær ved at gå galt. I 1797, for eksempel, bragte en krig med Frankrig igen landet på randen af konkurs. Da investorerne i panik hævede deres penge, løb banken tør for kontanter og var derfor i de næste 24 år nødt til at udstede en slags pengesedler med lavt pålydende i stedet for guld. Det var i denne „begrænsningstid“ at banken fik tilnavnet „den gamle dame i Threadneedle Street“. Disse pengesedler, der blev fremstillet i al hast, var meget fristende for bedragere, men straffen dengang var hård. Over 300 blev hængt for dokumentfalsk.

Banken overlevede også en kritisk episode af en helt anden art. I 1780 forsøgte en folkeskare at storme bygningen. Fra da af og frem til 1973 patruljerede en lille afdeling soldater hver nat omkring banken for at bevogte nationens guld.

I det 19. århundrede var det britiske pund og kvitteringer udstedt af Bank of England den stærkeste valuta i verden. Men det skulle Første Verdenskrig snart lave om på. Krigens enorme økonomiske omkostninger gav landet store problemer. Der var så mange investorer som desperat indløste deres kvitteringer til guld, at banken til sidst ikke havde flere guldmønter. Så man begyndte i stedet at udstede pengesedler med lavt pålydende. Brugen af guldmønter i dagligdagen var forbi. I 1931 gik Storbritannien helt væk fra guldmøntfoden, hvilket betød at værdien af det engelske pund ikke længere var fastsat til en bestemt mængde guld.

Banken havde altid været et privatejet selskab. Men i 1946 blev den overtaget af staten.

„Den gamle dame“ er stadig i fuld vigør

Bank of England er en centralbank. Den fungerer som regeringens bankier og finansielle rådgiver og holder valutakursen så stabil som muligt ved at regulere renteniveauet. Derudover består dens kunder af kommercielle banker og udenlandske centralbanker. Den bevogter landets guldreserver i sine underjordiske boksanlæg. Og på en sikker lokalitet uden for London forestår banken trykningen af nye pengesedler.

London ligger i nærheden af Greenwichmeridianen, og byen sover aldrig. Banken spiller en vigtig rolle i byen. Det der foregår bag dens tykke mure, giver genlyd i resten af finansverdenen. Ja, „den gamle dame i Threadneedle Street“ er stadig i fuld vigør, men sidder tungt på nationens pengekasse.

[Illustration på side 24]

Bankens første charter, 1694

[Illustration på side 24]

Håndskreven fempundseddel, 1793

[Illustration på side 24]

I Threadneedle Street, 1794

[Illustration på side 24]

Etpundsguldmønt, 1911

[Illustration på side 24]

Fra den første vittighedstegning af James Gillray, 1797

[Illustration på side 25]

Tishillingseddel, 1928

[Illustration på side 25]

Nuværende bygning, fra 1939