Hvem er „den eneste sande Gud“?

JESUS bad ofte til Gud, som han kaldte Fader, og han lærte også andre at gøre det. (Mattæus 6:9-11; Lukas 11:1, 2) I en bøn som Jesus bad sammen med sine apostle blot få timer før sin død, sagde han: „Fader, timen er kommet; herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig. Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:1, 3.

Læg mærke til at Jesus beder til en som han kalder „den eneste sande Gud“. Dernæst peger han på Guds overordnede stilling ved at sige: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ (Johannes 17:5) Når Jesus her bad til Gud om at han måtte være hos Gud, hvordan kunne Jesus så samtidig selv være „den eneste sande Gud“? Lad os undersøge det nærmere.

Jesu stilling i himmelen

Nogle få timer efter at Jesus bad denne bøn, blev han henrettet. Men han var ikke død ret længe — kun fra fredag eftermiddag til søndag morgen. (Mattæus 27:57–28:6) „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om,“ sagde apostelen Peter. (Apostelgerninger 2:31, 32) Kunne Jesus have oprejst sig selv? Nej, for Bibelen siger at de døde ’slet ingenting ved’. (Prædikeren 9:5) Jesus blev oprejst af sin himmelske Fader, „den eneste sande Gud“. — Apostelgerninger 2:32; 10:40.

Kort efter blev Jesu discipel Stefanus dræbt af sine religiøse forfølgere. Lige før han blev stenet, fik han et syn: „Se! Jeg ser himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.“ (Apostelgerninger 7:56) Stefanus så Jesus, „Menneskesønnen“, i en tjenende funktion for Gud i himmelen — „ved Guds højre hånd“. En sådan tjenende funktion havde Jesus også da han var „hos“ Gud før han kom til jorden. — Johannes 17:5.

Senere, efter at Stefanus var blevet henrettet, viste Jesus sig mirakuløst for Saulus, bedre kendt ved sit romerske navn, Paulus. (Apostelgerninger 9:3-6) Da Paulus var i Athen i Grækenland, talte han om „den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den“. Han sagde at denne Gud — „den eneste sande Gud“ — ville „dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde“. (Apostelgerninger 17:24, 31) Paulus beskriver her Jesus som „en mand“ — altså ringere end Gud — som Gud havde taget tilbage til himmelen.

Også apostelen Johannes skildrede Jesus som værende underordnet Gud. Johannes  sagde at han havde skrevet sit evangelium så læserne kunne få tro på at „Jesus [var] Messias, Guds søn,“ — ikke at han var Gud. (Johannes 20:31) Johannes fik også et syn fra himmelen hvor han så „Lammet“, der i Johannesevangeliet identificeres som Jesus. (Johannes 1:29) Lammet ses sammen med 144.000 andre, som Johannes siger „er blevet købt [eller oprejst] fra jorden“. Johannes forklarer at de 144.000 har Lammets „navn og dets Faders navn skrevet på deres pander“. — Åbenbaringen 14:1, 3.

Kan „Lammet“ være den samme som ’dets Fader’? Selvfølgelig ikke. Bibelen skildrer dem som to forskellige personer. De har endda forskellige navne.

Lammets navn og Faderens navn

Som vi har lige har set, er Jesus navnet på Guds søn, Lammet. (Lukas 1:30-32) Men hvad er hans Faders navn? Det forekommer tusindvis af gange i Bibelen. I Salme 83:18 siges der for eksempel: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Desværre har man i mange bibeloversættelser erstattet Guds navn, Jehova, med „HERREN“ eller „GUD“, ofte stavet med store bogstaver i et forsøg på at adskille Jehova fra andre der kaldes guder og herrer. * I mange bibeloversættelser er Guds navn dog blevet genindsat på sin rette plads.

Den engelske American Standard Version (1901) er et bemærkelsesværdigt eksempel på en bibeloversættelse som har genindsat Guds navn, Jehova, på sin rette plads. I forordet siges der: „Den amerikanske revisionskomité er efter nøje overvejelse nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente, hvilket den heldigvis heller ikke gør i de utallige udgaver som er udarbejdet af nutidens missionærer.“ *

Hvem står bag treenighedslæren?

Hvad så med læren om at Jehova og Jesus i realiteten er én og samme Gud, sådan som treenighedslæren hævder? Tidsskriftet The Living Pulpit har i sin udgave for april-juni 1999 defineret treenighedslæren på denne måde: „Der er én Gud og Fader, én Herre Jesus Kristus og én Helligånd — tre ’personer’ . . . som i deres inderste er én og samme Gud . . . ; tre personer som er Gud i samme grad, med de samme karakteregenskaber, og dog forskellige, kendt på deres særegne træk.“ *

Hvem står bag denne indviklede lære? Tidsskriftet Christian Century i udgaven for 20.- 27. maj 1998 citerer en præst som indrømmer at treenighedsdogmet er „kirkens lære snarere end Jesu lære“. Men selvom treenighedsdogmet ikke stammer fra Jesus, er det da i overensstemmelse med hans lære?

Faderen står over Sønnen

Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Mattæus 6:9, den danske autoriserede oversættelse af 1948) Vor himmelske Fader, hvis navn er Jehova, fremstilles i Bibelen som værende overordnet sin søn. Den siger for eksempel at Jehova er „fra evighed til evighed“. I modsætning hertil siger Bibelen at Jesus er „al skabnings førstefødte“. At Jesus er underordnet Jehova, ses af Jesu egen udtalelse: „Faderen er større end jeg.“ (Salme 90:1, 2; Kolossenserne 1:15; Johannes 14:28; den danske autoriserede oversættelse af 1992) Alligevel hævder treenighedslæren at Faderen og Sønnen „er Gud i samme grad“.

At Sønnen er underordnet Faderen, og at Faderen er en selvstændig person, fremgår også  af Jesu bønner. Før han blev henrettet, bad han for eksempel denne bøn: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger [det vil sige en vanærende død] bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) Hvis Gud og Jesus „er én og samme Gud“, sådan som treenighedslæren hævder, hvordan kunne Jesu vilje, eller ønske, da adskille sig fra hans Faders vilje? — Hebræerne 5:7, 8; 9:24.

Hvis Jehova og Jesus var den samme, hvordan kunne den ene af dem da vide noget som den anden ikke vidste? Jesus sagde for eksempel om tiden for hvornår Gud ville eksekvere dom over denne verden: „Om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen.“ — Markus 13:32.

Treenigheden og kirken

Treenighedslæren stammer hverken fra Jesus eller de første kristne. Som tidligere nævnt er den „kirkens lære“. I den udgave af The Living Pulpit som i 1999 behandlede treenigheden, siges der: „Nogle gange er det som om at alle tror at treenighedslæren er en kristen teologisk lære,“ men tidsskriftet tilføjer at læren ikke er „et bibelsk begreb“.

New Catholic Encyclopedia (1967) indeholder en detaljeret behandling af treenighedslæren og indrømmer: „Treenighedsdogmet er, når alt kommer til alt, . . . opfundet i slutningen af det 4. århundrede. . . . Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede.“

Martin Werner har som professor ved universitetet i Bern i Schweiz udtalt: „Når som helst Jesu forhold til Gud, Faderen, bringes på bane i Ny Testamente, hvad enten det er med henvisning til hans fremtræden som menneske eller til hans stilling som Messias, forstås og fremstilles det som klart underordnet.“ Jesu og de første kristnes lære var tydeligvis meget anderledes end kirkernes lære om treenigheden. Hvor kom treenighedslæren egentlig fra?

Treenighedens egentlige oprindelse

Bibelen beretter om mange guder og gudinder som folk tilbad, deriblandt Astarte, Milkom, Kemosj og Molek. (1 Kongebog 11:1, 2, 5, 7) Selv i fortidens Israel var der på et tidspunkt mange som troede at Ba’al var den sande Gud. Jehovas profet Elias stillede dem derfor over for et valg: „Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Ba’al, så følg ham.“ — 1 Kongebog 18:21.

At tilbede hedenske guder i form at treheder, eller triader, var også meget almindeligt før Jesus blev født. „Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed,“ skrev historikeren Will Durant. James Hastings skrev i opslagsværket Encyclopædia of Religion and Ethics: „I indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Shiva og Vishnu, og i egyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus.“

Der er altså mange guder. Erkendte de første kristne det? Betragtede de Jesus som den almægtige Gud?

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

ÆGYPTEN

Triade med Horus, Osiris og Isis, 2. årtusind f.v.t.

[Illustration på side 7]

PALMYRA, SYRIEN

Triade med måneguden, himmelens Herre og solguden, ca. 1. århundrede e.v.t.

[Illustration på side 7]

INDIEN

Treenig hinduguddom, ca. 7. århundrede e.v.t.

[Illustration på side 7]

NORGE

Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), ca. 13. århundrede e.v.t.

[Kildeangivelse på side 7]

De to øverste billeder: Musée du Louvre, Paris