Recife — Byen der blev bygget af sukker

AF VÅGN-OP!-SKRIBENT I BRASILIEN

BEGÆR efter guld, hunger efter hæder og iver for at missionere var ikke det eneste der førte til koloniseringen af Amerika. I Europas højere kredse havde man også fået smag for sukker. Fra midten af det 15. århundrede var profit fra salg af denne dyre delikatesse, som blev dyrket på øerne i Atlanterhavet, strømmet ind i de portugisiske skatkamre. Kong Manuel I af Portugal besluttede derfor at der også skulle igangsættes en sukkerproduktion i hans kolonier i den nye verden.

Brasiliens første sukkerkogerier lå mod syd, men det var en af Brasiliens nordøstlige delstater, dengang kendt som Pernambuco, der blev hovedsæde for den nye sukkerkultur. * Det varme, regnfulde klima, de bløde bakker og den frugtbare jord gjorde stedet egnet til dyrkning af sukkerrør. De tropiske regnskove langs kysten forsvandt i takt med at sukkerplantagerne bredte sig ud over bakkerne og plateauerne i deltaet omkring Capiberibefloden.

I 1537 var der blevet oprettet en lille koloni bestående af søfolk og fiskere. Kolonien lå ret udsat på spidsen af den smalle landtange der strakte sig sydpå fra Olinda, der dengang var Pernambucos hovedstad. Vest for den naturlige havneby lå Capiberibefloden, og mod øst ydede koralrev beskyttelse mod Atlanterhavet. Byen blev kendt som Povo dos Arrecifes (landsbyen ved revet) og senere som Recife. Her oplagrede man det sukker som var transporteret ned langs floden fra sukkerplantagerne, indtil det kunne blive sejlet videre til Europa.

Pernambucos økonomiske fremgang rygtedes hurtigt og lokkede også uvelkomne gæster til. Først ankom franske pirater i 1561, og senere, i 1595, kom den engelske købmand Sir James Lancaster, der til tider også betegnes som pirat; alle erobrede og plyndrede de Recife. Det siges at James Lancaster lastede sin flåde og 12 andre skibe, som han „havde lånt“ af franske og portugisiske købmænd, med bytte og derefter sejlede bort. For at forhindre yderligere angreb byggede man befæstningsanlæg på landtangen mellem Recife og Olinda, men det hjalp ikke meget.

 Sukkerkrigen

Pernambuco, der dengang hørte under den spanske krone, var i begyndelsen af det 17. århundrede det største og rigeste sukkerproducerende område i verden og havde 121 sukkerkogerier. Recife var den travleste havneby i portugisisk Amerika.

Europa havde fået smag for det brasilianske sukker, som for det meste blev raffineret i Holland. Men da våbenstilstanden mellem Holland og Spanien endte i 1621, kom den indbringende sukkerhandel i fare. Det hollandske vestindiske kompagni (herefter kaldt kompagniet) fik samme år monopol på handelen i Afrika og Amerika. I et dokument med den afslørende titel: „Grunde til at det vestindiske kompagni så hurtigt som muligt bør fravriste Spaniens konge Brasilien,“ foreslog kompagniet en løsning på problemet. Med dokumentet fulgte en „liste over hvad Brasilien er i stand til at producere“. Sukkerkrigen var nært forestående.

Den 14. februar 1630 kom en flåde bestående af 65 skibe under kompagniets flag til syne ud for Pernambucos kyst. Og efter en kortvarig kamp blev kompagniets flag plantet i brasiliansk jord. Erobrerne mente at Recife med sine fæstningsværker og nærliggende øer og floder var mere sikker end Olinda med sit bakkede og åbne terræn. Derfor nedbrændte hollænderne Olinda den 25. november 1631 og flyttede deres administrationshovedkvarter til Recife. Det blev et vendepunkt i Recifes udvikling.

Der var ikke meget jord i området, og derfor byggede man fleretages huse til de mange tilflyttere. Af materialer fra Olindas ruiner byggede man høje, smalle 1-2-etages sobrados, eller huse, i lighed med de huse der kunne ses i Europas hovedstæder på den tid. Men da man nåede år 1637, havde Recife praktisk taget ikke nogen ubebyggede områder tilbage. Det fik den nyudnævnte tyske generalguvernør, fyrst Johan Moritz af Nassau, til at planlægge bygningen af Sydamerikas mest moderne og kosmopolitiske by.

 Johan Moritz’ værk

Mauricia, som Johan Moritz kaldte byen, tog kun syv år at bygge. Den var udformet efter europæisk mønster med brolagte veje, en markedsplads, paladser, en zoologisk have fyldt med afrikanske og brasilianske dyr, en botanisk have, Amerikas første observatorium, et museum, hospitaler og et bibliotek. Johan Moritz byggede sin by på øen  Antônio Vaz, nogle få hundrede meter fra Recife, og han sørgede for at der blev bygget to broer — ingeniørbedrifter som var forud for deres tid — til at forbinde Recife, Mauricia og fastlandet. — Se rammen „Johan Moritz og den flyvende ko“.

Johan Moritz lignede langtfra datidens griske erobrere, for han omtalte sit nye hjem som „det smukke Brasilien hvis lige ikke findes“. Hans stærke følelser for dette land som kompagniet havde sendt ham ud for at efterforske, kan ses i malerier af Frans Post og Albert Eckhout, to kunstnere der var blandt det europæiske følge af kulturpersoner som rejste med Johan Moritz. Med Johan Moritz som protektor frembragte i alt 46 kunstnere, forskere og kunsthåndværkere en mangfoldighed af bøger, tegninger og kort der kunne præsentere videbegærlige europæere for Pernambucos betagende natur.

Under Johan Moritz’ styre kom der økonomisk vækst til Mauricia og Recife. De sukkerkogerier der var blevet ødelagt ved invasionen, blev genopbygget med økonomisk hjælp fra kompagniet; og inden længe vrimlede Recife med engelske embedsmænd, svenske eventyrere, skotske købmænd og tyske og franske forretningsmænd som alle følte sig draget af handelen med slaver, sukker og brasiltræ.

Folk nød religiøs frihed under Johan Moritz, og det tiltrak jødiske investorer og flygtninge fra Europa og Nordafrika. En kort tid var der et blomstrende samfund af sefardiske jøder som frit kunne mødes i Amerikas to første synagoger. Der var så mange jøder i Recife at dets handelscentrum blev kaldt Rua dos Judeus (jødernes gade).

Forholdet til hollænderne kølnes

Johan Moritz havde i høj grad vist sig egnet som administrator, men alligevel klagede kompagniets bestyrelse over at hans begejstring for Brasilien havde forhindret ham i at træffe økonomisk fornuftige beslutninger. De mente ikke at aktionærerne fik tilstrækkeligt udbytte af deres investering. Det fik Johan Moritz til at sige op, og i maj 1644 rejste han tilbage til Holland. Mange, endog portugiserne, var skuffede over hans afrejse, og med den begyndte det da også at gå tilbage for hollænderne i Brasilien. Sukkerhøsten slog gentagne gange fejl, priserne på det internationale marked faldt drastisk, og kompagniet havde stor gæld. Alt dette førte til at plantageejerne gjorde oprør og hollænderne til sidst blev udvist i 1654. *

 De forskellige haver og en stor del af byen som Johan Moritz havde skabt, blev ødelagt i kampen, men noget havde man opnået. På grund af hollændernes smag for sukker var Olinda nu ikke længere Pernambucos centrum, det var øerne i Capiberibedeltaet, hvor man nu havde grundlaget til en ny hovedstad. Recife var blevet en betydningsfuld by med en blomstrende økonomi.

Et glimt af fortiden

Recife er nu en af Brasiliens vigtigste byer hvad angår industri, penge og turisme. Den har et indbyggertal på over 1.300.000, og ved første øjekast har byen overhovedet ingen lighed med den fiskerkoloni der i det 16. århundrede stod i Olindas tjeneste. De sukkerplantager der engang lå langs Capiberibefloden, er for længst blevet omdannet til bebyggelse. Det eneste der er tilbage, er stednavnene samt nogle få maleriske palæer hvor plantageejerne engang boede. I Recifes handelscenter, som indbefatter øerne omkring Recife og Santo Antônio samt Boa Vista på fastlandet, er mange bygninger fra kolonitiden gået tabt som følge af efterladenhed og intens modernisering.

Men livet i Recife er stadig centreret omkring de floder, øer og rev der i sin tid tiltrak hollænderne, og bag byens moderne facade kan man stadig se glimt af fortiden. Forte do Brum, et hollandsk fort der oprindeligt blev bygget på søbredden som forsvar for havnebyen, ligger nu på grund af opfyldning væk fra havet og er en historisk ø omringet af moderne bygninger. Rua dos Judeus, nu Rua do Bom Jesus (den gode Jesus’ gade), følger samme rute som i det 16. århundrede, og her har kolonitidens flerfarvede sobrados overlevet byens modernisering.

For dem der gerne vil vide mere om Recifes historie, findes der steder hvor man kan se hollandske kort og optegnelser over mindeværdige begivenheder, steder som for eksempel Forte das Cinco Pontas, der blev bygget af lejesoldater fra det hollandske vestindiske kompagni i 1630, eller instituttet for arkæologi, historie og geografi. Og på Museo do Homem do Nordeste kan man lære om sukkerindustriens udvikling fra den helt spæde begyndelse til den store sukkerproduktion, og man oplever til dels hvordan slaverne, „sukkerbaronernes hænder og fødder“, levede.

I dag vækker emnet sukker næppe de samme stærke følelser som før. Produktet giver ikke længere den store fortjeneste som både pirater og det hollandske vestindiske kompagni søgte at få del i. Og det er de færreste som misunder sukkerindustrien dens arv af økonomiske, sociale og miljømæssige problemer. Ikke desto mindre er sukker stadig den vigtigste afgrøde i kystområdet omkring Pernambuco. Lidt uden for Recife høster man stadig sukkerrør i utroligt store områder, nøjagtig som man har gjort det gennem de sidste fem hundrede år. Recife blev nemlig bygget af sukker.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 25]

Johan Moritz og den flyvende ko

„Oprindelig benyttede man små både når folk skulle frem og tilbage mellem Mauricia og Recife, men af hensyn til handelen var der brug for noget bedre. Alle var derfor begejstrede da det blev besluttet at man ville bygge en bro, og projektet blev hurtigt færdigt. Åbningen skulle finde sted ved en ceremoni om søndagen, og på programmet var der et indslag som skulle vække folks nysgerrighed — en flyvende ko!

På festdagen blev der om eftermiddagen spillet musik, og gaderne var fyldt med serpentiner. Store folkemængder bevægede sig mod broen, og selvom om alle var imponerede over den nye bro, var de også spændte på at se den flyvende ko. ’Hvordan mon den ser ud?’ spurgte nogle. ’Det er syndigt at sige at en ko kan flyve som en engel,’ sagde en gammel kone.

På det planlagte tidspunkt kom en gul ko med horn og en lang hale til syne fra et af de øverste vinduer i et hus på kajen. ’Der er den!’ råbte alle. Adelige, borgerlige såvel som slaver kiggede alle op og begyndte pludselig at le. Koen var bare en papirballon fyldt med luft.

„Fyrst Johan Moritz’ spøg havde underholdt folk, men samtidig havde den tjent et andet praktisk formål. Folk havde betalt et lille beløb for at krydse broen så de kunne se den flyvende ko, og disse penge betalte en stor del af udgiften til det nyttige brobygningsprojekt.“

[Kildeangivelse]

Terra Pernambucana (Pernambucos område), af Mário Sette.

Johan Moritz af Nassau: ACERVO FUNDAÇÃO JOAQUIM NABUCO--RECIFE

[Ramme på side 27]

Amerikas Venedig

„Som Venedig er Recife en by der dukker op af vandet og spejler sig i det; en by der kan mærke havets pulserende bevægelser.“ — Joaquim Nabuco, brasiliansk statsmand.

En kamp mellem bygningsfolk og havet, sumpe og floder — der begyndte med de første landfyldninger og dæmninger i det 16. århundrede — har gjort at Pernambucos hovedstad er delt op af 66 kanaler og forbundet med 39 broer. Nutidens Recife dækker over et delta som er dannet af floderne Capiberibe, Beberibe, Jiquiá, Tejipió og Jaboatão. Eftersom Recife kun ligger gennemsnitlig to meter over havets overflade, forårsager højt tidevand og kraftige regnskyl til tider oversvømmelse på nogle af byens hovedboulevarder. Ironisk nok blev den gamle del af Recife, området for den oprindelige koloni som i århundreder var forbundet til fastlandet med en smal stribe af sand, endelig skilt fra kontinentet da man udvidede havneanlægget i 1960.

[Illustration på side 23]

Øverst: Rua do Bom Jesus

[Illustration på side 23]

Nederst: Rua da Aurora

[Illustration på side 24]

Det hollandske vestindiske kompagnis flåde angriber Olinda (til højre) og Recife (til venstre) i 1630

[Illustration på side 24, 25]

„Som Venedig er Recife en by der dukker op af vandet og spejler sig i det“

[Illustrationer på side 26]

Forte do Brum og (nederst) Forte das Cinco Pontas

[Kildeangivelse på side 23]

Øverst: FOTO: NATANAEL GUEDES/P.C.R.; nederst: Bruno Veiga/Tyba/socialphotos.com; kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Kildeangivelser på side 24]

Flåde: ACERVO FUNDAÇÃO JOAQUIM NABUCO–RECIFE; nederst: MUNDOimagem