Hvorfor begår folk butikstyveri?
Hvorfor begår folk butikstyveri?
„Jeg betragter det ikke som at stjæle, men som en hårdt tiltrængt omfordeling af økonomiske ressourcer.“ — EN PRÆST I DEN ANGLIKANSKE KIRKE I ENGLAND.
IFØLGE legenderne følte Robin Hood sig i sin gode ret til at stjæle. Engelske folkesagn beretter at han stjal fra de rige og gav til de fattige. Den ovennævnte præst mener også at fattigdom er en gyldig grund til at stjæle. Om butikstyve siger han: „De har min fulde sympati. Jeg synes faktisk at de har ret til at gøre det de gør.“ Han foreslår at store forretninger én dag om året åbner deres døre for de fattige og tillader dem at tage hvad de vil have, uden at skulle betale.
Mange butikstyve stjæler dog af andre grunde end fattigdom. I Japan arresterede politiet to af deres kolleger for butikstyveri. I USA blev et bestyrelsesmedlem i en indkøbsforening taget i at stjæle fra foreningens forretning. Teenagere med penge på lommen stjæler ofte ting de ikke har brug for. Hvad får sådanne mennesker til at begå butikstyveri?
’Det føles skønt’
Spænding. Frygt. Magt. Som de to piger i den forrige artikel oplever nogle butikstyve disse følelser meget intenst når de stjæler, og trangen til at få denne oplevelse er det der får dem til at stjæle igen og igen. En kvinde fortæller hvordan hun havde det efter at have stjålet for første gang: „Jeg var enormt opstemt. Jeg slap godt fra det, og det var rigtig spændende!“ Efter at have stjålet i nogen tid følte hun det sådan: „Jeg var henrykt samtidig med at jeg skammede mig. Jeg følte at jeg levede. At stjæle uden at blive taget gav mig en følelse af stor magt.“
En ung mand ved navn Hector fortæller at han i mange måneder efter at han var holdt op med at begå butikstyveri, følte en stærk trang til at stjæle igen. * „Det var en slags afhængighed. Jeg kunne for eksempel stå i et indkøbscenter og se en radio i et udstillingsvindue og tænke: ’Det ville være så let at tage den. Jeg kunne sagtens gøre det uden at blive opdaget.’“
Nogle der begår butikstyveri for oplevelsens skyld, ønsker ikke de ting de stjæler. En indisk avis skriver: „Psykologer siger at det er spændingen ved at gøre det forbudte der driver disse mennesker. . . . Nogle lægger endda de stjålne varer tilbage igen.“
Andre grunde
Millioner af mennesker lider af depression. For nogle kommer depressionen til udtryk i en dårlig adfærd — som for eksempel butikstyveri.
En 14-årig pige som kom fra en stabil og velstillet familie, følte en håbløshed der hang over hende „som en sky“. „Jeg kunne ikke komme ud af det,“ sagde hun. Hun begyndte at drikke og tage stoffer. En dag blev hun taget i at stjæle i en forretning. Senere forsøgte hun to gange at begå selvmord.
Hvis et velopdragent ungt menneske pludselig begynder at begå butikstyveri, skulle forældrene måske overveje om deres barn kæmper med følelsesmæssige problemer. Dr. Richard MacKenzie, der beskæftiger sig med børns og unges sundhed, siger: „Efter min mening skal enhver form for usædvanlig adfærd hos et barn betragtes som et muligt udslag af en depression indtil det modsatte er bevist.“
For nogle unge er det gruppepres der får dem til at begå butikstyveri — den pris de må betale for at blive accepteret. Andre stjæler fordi de keder sig. Professionelle butikstyve ernærer sig ved at stjæle. Uanset grunden stjæler butikstyve varer for millioner af kroner hver dag — og nogen må jo betale regningen.
[Fodnote]
^ par. 7 Nogle af navnene i disse tema-artikler er ændret.
[Illustration på side 5]
KLEPTOMANI
„Jeg har stjålet fra butikker lige siden jeg var teenager,“ fortæller Maria. „Trangen blev værre og værre, og til sidst stjal jeg varer for cirka 2500 kroner om dagen.
Jeg ønsker ikke at stjæle, men trangen til at gøre det er meget stærk. Jeg vil virkelig gerne forandre mig.“ Da Maria har svært ved at styre sin lyst til at stjæle, er hun tilbøjelig til at tro at hun lider af kleptomani.
Kleptomani er blevet defineret som „en sygelig trang til at stjæle, især uden økonomisk motiv“. Denne form for afhængighed er kompleks, og den udspringer øjensynlig af dybe følelsesmæssige problemer.
Nogle kalder folk der stjæler vanemæssigt, for kleptomaner, men læger mener at ægte kleptomani i virkeligheden er meget sjældent. Den amerikanske psykiatriforening siger at mindre end 5 procent af dem der begår butikstyveri, lider af kleptomani. Butikstyveri kan altså kun i få tilfælde tilskrives kleptomani. Der kan være andre grunde til at en person stjæler.
[Illustration på side 5]
Omsorgsfulde forældre prøver at forstå hvorfor deres barn begår butikstyveri