Jantar Mantar — observatoriet uden teleskoper

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I INDIEN

TURISTER der besøger Jantar Mantar i New Delhi i Indien, stirrer ofte forbløffet på bygningsværkerne og spørger måske sig selv: „Er dette virkelig et observatorium?“ Hvis man er vant til at et observatorium er nogle moderne bygninger med et hav af højteknologiske astronomiske instrumenter, så er det næppe sådan et man kommer til at tænke på når man ser disse mærkværdige strukturer af murværk, som er beliggende i et stort parkanlæg. Men det var ikke desto mindre hvad Jantar Mantar var dengang man byggede det i begyndelsen af det 18. århundrede. Skønt man på observatoriet ikke havde de teleskoper og andre instrumenter som var under udvikling i Europa, kunne man alligevel få detaljerede og rimelig nøjagtige oplysninger om himmellegemerne.

Jantar Mantar er det gængse navn for tre af de fem observatorier der blev bygget af maharaja Sawai Jai Singh II, der tilhørte rajputkasten. Ordet  „Jantar“ kommer af sanskritordet „yantra“, som betyder „instrument“, og „Mantar“ af sanskritordet „mantra“, som betyder „formel“. I dagligdags tale plejede man for eftertrykkets skyld at tilføje et ord der rimede, og sådan opstod navnet Jantar Mantar.

I 1910 blev der på et af instrumenterne i Jantar Mantar fastgjort en tavle hvor der står at observatoriet blev bygget i 1710. Men nyere forskning tyder på at det først stod færdigt i 1724. Som vi skal se, støtter de biografiske oplysninger om Jai Singh denne konklusion. Men lad os først kaste et hurtigt blik på instrumenterne i dette observatorium, som menes at være det ældste af sin slags i verden.

Instrumenter af murværk

Observatoriet har fire forskellige instrumenter af murværk og sten. Det mest enestående af dem er Samrat yantra, „det ypperste instrument“, der „egentlig er et solur hvor en ’time’ er lige lang uanset årstiden“. * Det var Jai Singhs mest betydningsfulde opfindelse. Det er en kæmpemæssig trekant der er opført i mursten. Den er cirka 21 meter høj, 34 meter lang og 3 meter bred. Trekantens 39 meter lange hypotenuse er parallel med Jordens omdrejningsakse og peger mod Nordpolen. På hver side af trekanten, eller gnomonen, er der en kvadrant med en skala hvor man kan aflæse timer, minutter og sekunder. Der havde eksisteret simple solure i århundreder, men Jai Singh forvandlede dette enkle instrument der målte tiden, til et præcisionsinstrument som målte himmellegemernes deklination og andre beslægtede koordinater.

Observatoriets tre andre instrumenter er Ram yantra, Jayaprakash yantra og Mishra yantra. Disse komplicerede instrumenter blev bygget på en så sindrig måde at man kunne måle solens og stjernernes deklination, højde og azimut. På Mishra yantra kunne man endda aflæse hvornår klokken var 12 i forskellige byer verden over.

Det var Jai Singh selv der opfandt alle de førnævnte instrumenter undtagen Mishra yantra. De var meget mere komplicerede, praktiske og nøjagtige end andre instrumenter i Indien var på den tid, og man udfærdigede præcise almanakker og astronomiske tabeller på baggrund af dem. Deres smukke udformning var en fryd for øjet, og de gav værdifulde oplysninger indtil teleskopet og andre opfindelser gjorde dem utidssvarende. Men hvorfor anvendte denne dygtige og lærde mand ikke nogle af de instrumenter der fandtes i Europa, som for eksempel et optisk teleskop, til hans astronomiske forskning? Det kan vi få svar på ved at kigge nærmere på maharajaens baggrund og samtid.

„Fuldstændig helliget studiet af matematisk videnskab“

Jai Singh blev født i den indiske delstat Rajasthan i 1688. Hans far var maharaja i byen  Amber, hovedstaden for rajputkasten Kachavaha, og var underlagt stormogulen i Delhi. Den unge fyrste modtog sprogundervisning i blandt andet hindi, sanskrit, persisk og arabisk. Han blev også undervist i matematik, astronomi og kampsport. Men der var et af fagene han især holdt af. Et skrift fra hans tid siger: „Lige fra Sawai Jai Singh kunne drage fornuftslutninger, og under sin opvækst, var han fuldstændig helliget studiet af matematisk videnskab (astronomi).“

I 1700, da Jai Singh var 11 år, besteg han tronen i Amber efter sin fars død. Kort efter blev den unge konge kaldt ned til stormogulens hof i det sydlige Indien. Her mødte Jai Singh Jagannātha, en mand der var velbevandret i matematik og astronomi. Denne mand blev senere kongens vigtigste medhjælper. Den politiske situation gik op og ned for den unge maharaja indtil 1719, da Muḥammad Shāh blev stormogul. Jai Singh blev kaldt til hovedstaden, Delhi, til et møde med den nye stormogul. Ved dette møde, der blev holdt i november 1720, foreslog Jai Singh tilsyneladende at man skulle bygge et observatorium, som sandsynligvis blev en realitet i 1724.

Hvad fik maharajaen til at bygge et observatorium? Det var gået op for Jai Singh at almanakkerne og de astronomiske tabeller i Indien var håbløst unøjagtige, og at der ikke skete de store fremskridt inden for astronomien. Så han besluttede at udfærdige nye tabeller der stemte med de daværende synlige himmellegemer. Desuden ønskede han at stille instrumenter som man kunne foretage astronomiske observationer med, til rådighed for alle der havde helliget sig studiet af astronomi. Af den grund skaffede Jai Singh sig et enormt bibliotek af bøger fra Frankrig, England, Portugal og Tyskland. Han inviterede hinduiske, muslimske og europæiske astronomer til sit palads. Han var endda den første der sendte en delegation fra Østen til Europa for at indsamle oplysninger om astronomi, og han bad medlemmerne af delegationen om at tage bøger og instrumenter med tilbage.

Øst og Vest kunne ikke mødes

Hvorfor opførte Jai Singh bygninger af murværk når man i Europa gjorde brug af teleskopet, mikrometeret og nonius? Og hvorfor kendte han tilsyneladende ikke noget til Kopernikus’ og Galileis heliocentriske verdensbillede?

Det skyldtes til dels dårlig kommunikation mellem Øst og Vest. Men det var nu ikke den eneste brist. Det religiøse klima på den tid bærer også en del af skylden. Forskere blandt brahmankasten nægtede at rejse til Europa fordi de kunne tabe tilhørsforholdet til deres kaste hvis de krydsede havet. Desuden var størstedelen af de europæere der hjalp Jai Singh med at indsamle oplysninger, jesuitiske forskere. Ifølge V. N. Sharma, der har skrevet en biografi om Jai Singh, var det under trussel fra inkvisitionen ikke tilladt jesuitterne og katolske lægfolk at tro på at Jorden roterede om Solen, som Galilei og andre videnskabsmænd mente. I kirkens øjne var et sådant verdensbillede kættersk og ateistisk. Derfor er det ikke så mærkeligt at de der blev sendt til Europa af Jai Singh, ikke havde værker af Kopernikus og Galilei eller de nye instrumenter der blev anvendt til støtte for de heliocentriske teorier, på deres indkøbsliste.

En fortsat søgen

Jai Singh levede i en tid der var præget af religiøs intolerance og snæversynethed. På trods af hans fremragende og mesterlige arbejde med at ajourføre datidens viden om himmelen skete der i mange år ikke de store fremskridt inden for dette område i Indien. Men observatoriet Jantar Mantar vidner om de bestræbelser der blev gjort af en mand som tørstede efter kundskab.

Århundreder før Jai Singh interesserede sig for himmellegemernes bevægelser, var der andre eftertænksomme mennesker der betragtede himmelen og forsøgte at forstå universets undere. Mennesker vil med sikkerhed blive ved med at ’løfte deres øjne’ mod himmelen i et forsøg på at skaffe sig mere viden om Guds hænders værk. — Esajas 40:26; Salme 19:1.

[Fodnote]

[Diagram/illustration på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Samrat yantra var et præcist solur. Den store trekants skygge ramte de buede kvadranter (se den hvide cirkel) hvorpå der var en skala til aflæsning af tiden

[Diagram/illustration på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jayaprakash yantra består af nogle halvkugleformede fordybninger med indgraveringer i deres buede overflade. Snore der krydsede hinanden, blev spændt ud mellem punkter på kanten af halvkuglerne

Når man stod inden i Ram yantra, kunne man fastlægge en stjernes position ved hjælp af forskellige markeringer eller kanten af åbningerne

[Diagram/illustration på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mishra yantra viste hvornår klokken var 12 i forskellige byer

[Diagram på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Observationer med sigteinstrumenter, den ældste form for astronomi, blev gjort meget nøjagtige af Jai Singh

For at lokalisere en stjerne skal man kende dens højde (hvor højt den står på himmelen) og dens azimut (hvor langt østpå stjernen befinder sig målt fra nord)

Ved Samrat yantra skulle der to til at finde og registrere en stjernes nøjagtige position

[Kildeangivelse]

Nederst: Gengivet fra bogen SAWAI JAI SINGH AND HIS ASTRONOMY, udgivet af Motilal Banarsidass Publishers (P) Ltd., Jawahar Nagar Delhi, Indien

[Kort på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

New Delhi

Mathura

Jaipur

Varanasi

Ujjain

Jai Singh opførte fem observatorier i Indien, blandt andet et i New Delhi

[Kildeangivelse på side 18]

Portræt: Med tilladelse af Roop Kishore Goyal