Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Forklædningens mestre

Forklædningens mestre

Forklædningens mestre

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

INSEKTER står hver dag over for to alvorlige udfordringer: Hvordan får de nok at spise? Og hvordan undgår de at blive spist? Insekter er lækkerbiskner for fugle, frøer og firben. For mange af dem er det nødvendigt at falde ind i omgivelserne hvis de skal overleve.

Mange insekter har en forbløffende evne til at camouflere sig så de næsten bliver usynlige. Camouflagen er langt mere effektiv end nogen forklædning mennesker har opfundet. Lad os se på tre bemærkelsesværdige eksempler.

En sommerfugleart der minder om et vissent blad. Det er svært at skelne vingernes brune underside fra et vissent blad. Det gælder både bladenes årer, stængler og farve. Sommerfuglene er så godt camoufleret at når de sidder på et grønt bladhang, ligner de et vissent blad der er faldet ned fra løvtaget ovenover.

Løvgræshopper. Mange løvgræshopper overlever ved at efterligne ikke visne, men grønne blade. I en bog siges der: „Det er ikke kun formen og farven der ligner. Græshoppen efterligner også årernes mønster og de spraglede farvetegninger, og det får den til at ligne et blad der er angrebet af svampe.“ Hvis du ser godt efter på det hosstående billede, vil du kunne se de små pletter på insektets vinger. Det gør dens forklædning mere virkelighedstro.

Skjoldcikader. Man lægger næsten aldrig mærke til disse små insekter. Og det er netop det der er hemmeligheden bag deres overlevelse — de falder sammen med omgivelserne fordi de ligner en række torne. Hver cikade ligner en torn, og når en hel gruppe af cikader sidder på en gren, ser det ud som om den er fuld af torne. Kun hvis man ser meget nøje efter, vil man bemærke at „tornene“ i virkeligheden er små cikader.

De mange forskellige former for camouflage blandt insekter er næsten lige så forbløffende som ligheden. I Costa Rica findes der en sommerfuglelarve som ligner en fugleklat. De vandrende pinde kan knap nok skelnes fra — ja, du gættede rigtigt — pinde. I Sydafrika er der en græshoppeart der ligner en sten, og i Israel findes der et insekt som fuldstændig minder om den plante den får sin næring fra.

Uanset hvordan forklædningen ser ud, beskytter den insektet og giver os et spændende glimt af skaberværkets forbløffende variation.

[Illustration på side 22]

En vandrende pind

[Illustration på side 23]

En sommerfugl der ligner et vissent blad

[Kildeangivelse]

Zoo, Santillana del Mar, Cantabria, España

[Illustration på side 23]

Skjoldcikader

[Illustration på side 23]

En løvgræshoppe

[Illustration på side 23]

En sommerfuglelarve der ligner en fugleklat

[Kildeangivelse]

© Gregory G. Dimijian/Photo Researchers