Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er et liv uden frygt muligt?

Er et liv uden frygt muligt?

Er et liv uden frygt muligt?

ER DET muligt i denne farlige verden at være fuldstændig fri for frygt? Næppe. Selv mennesker der tror på Gud, kan blive udsat for farer som gør dem bange. I det første århundrede nævnte den vidtberejste apostel Paulus for eksempel at han havde lidt skibbrud og været i farer fra floder, i farer fra røvere og i farer i byen. (2 Korinther 11:25-28) De fleste af os i dag kan også komme ud i farlige situationer.

Vi kan dog mindske vores frygt ved at træffe nogle kloge forholdsregler. Bibelen siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ (Ordsprogene 22:3) Hvilke praktiske forholdsregler kan vi tage?

Nogle forholdsregler

Selvom Bibelen blev skrevet for længe siden, indeholder den interessant nok mange principper der stadig kan anvendes som en hjælp til at undgå farer. Den siger for eksempel: „Den vise har øjne i hovedet, men tåben vandrer i mørke.“ (Prædikeren 2:14) Det er fornuftigt at være opmærksom på sine omgivelser og om muligt undgå mørke steder. For eksempel vil det være klogt at benytte de mest oplyste gader når man går hjem om aftenen, selvom det er en omvej. Bibelen siger også: „To er bedre stillet end én . . . Hvis en eller anden kan overmande den enlige, vil to kunne holde stand imod ham.“ (Prædikeren 4:9, 12) Hvis du bor i et farligt kvarter, kunne du da aftale at følges med nogen når du skal hjem?

Hvis du bliver holdt op af en røver, er det klogt at huske at livet er mere værd end ejendele. (Mattæus 16:26) Det er også godt at huske at store skarer der forsamles for at udtrykke deres vrede, er farlige og uforudsigelige. — 2 Mosebog 23:2.

Hvis nogen chikanerer dig ved at komme med umoralske bemærkninger, fortælle sjofle vittigheder eller prøve at tage på dig, er det klogest blankt at afvise vedkommende. Måske er du nødt til at flygte fra stedet, ligesom Josef gjorde da en umoralsk kvinde greb fat i ham. Han „flygtede og løb udenfor“. (1 Mosebog 39:12) Hvis det ikke er muligt, kunne du sige: „Hold op med det!“, „Hold hænderne for dig selv!“ eller „Jeg bryder mig ikke om dit sprog“. Undgå om muligt at komme de steder hvor du ved du kan blive chikaneret.

Hvis du er bange for din mand

Hvad kan du gøre hvis du er bange for din mand fordi han er voldelig? Det kan være klogt at have en flugtplan hvis hans opførsel pludselig skulle udgøre en trussel mod dit eller dine børns liv eller helbred. * Bibelen beskriver hvordan Jakob omhyggeligt lagde en flugtplan i tilfælde af at hans bror Esau skulle blive voldelig. Det blev ikke nødvendigt at benytte planen, men det var en klog forholdsregel. (1 Mosebog 32:6-8) En flugtplan kunne indbefatte at du har en som du kan søge tilflugt hos i en nødsituation. Du kunne i forvejen tale med vedkommende om hvad du måske vil få behov for. Det kan være tilrådeligt at have vigtige dokumenter og andre nødvendige ting klar.

En anden mulighed kan være at du anmelder din mands voldelige adfærd til myndighederne og søger deres beskyttelse. * Bibelen lærer at alle må tage konsekvenserne af deres handlinger. (Galaterne 6:7) Om myndighederne siger den at de „er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt.“ (Romerne 13:4) Et overfald er en forbrydelse uanset om det sker i hjemmet eller på gaden. At følge efter nogen for at true eller skade vedkommende bliver også regnet som en forbrydelse i mange lande.

At tage de forholdsregler vi har drøftet, kan måske til en vis grad reducere frygten. Men Bibelen giver os mere end praktiske råd. Den indeholder ufejlbarlige profetier som viser hvad Gud gør nu og vil gøre i fremtiden. Hvilket håb giver Bibelen dem der er tvunget til at leve i frygt?

Hvad den udbredte frygt er tegn på

Apostelen Paulus skrev meget præcist: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, . . . uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode.“ (2 Timoteus 3:1-3) Hvilke frygtindgydende tider disse ord beskriver!

Da Jesus talte om „afslutningen på tingenes ordning“, sagde han: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød; og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn.“ (Mattæus 24:3, 7, 8; Lukas 21:10, 11) De „frygtelige ting“ vi har set, og som øger frygten i dag, skulle derfor ikke overraske os. Men hvad betyder de?

Jesus sagde: „Når I ser disse ting ske, [ved I] at Guds rige er nær.“ (Lukas 21:31) Vi kan forvente at Guds himmelske rige vil herske over menneskeheden i vor tid. (Daniel 2:44) Hvordan vil tilværelsen da være?

Fri for frygt!

Bibelen beskriver en tid hvor krig og de der øver ondskab, vil være borte, og hvor jorden vil blive fyldt med mennesker som elsker Gud. Peter, en af Jesu apostle, skrev om en fremtidig ’doms og undergangs dag for de ugudelige mennesker’. Til den tid vil der ikke længere være onde mennesker eftersom „retfærdighed skal bo“ på jorden. (2 Peter 3:7, 9, 13) Forestil dig hvilken befrielse det bliver at leve blandt mennesker som elsker hinanden, og som man kan stole på! Denne fremtidsudsigt hjælper os til at se de nuværende farlige tider i et andet lys. De vil få en ende. — Salme 37:9-11.

Til gavn for dem der var overvældet af frygt, fik en af Jehovas profeter denne befaling: „Sig til de forskræmte hjerter: ’Vær stærke. Vær ikke bange. Se! Jeres Gud, han kommer med hævn, ja med gengæld kommer Gud. Han kommer selv og frelser jer.’“ (Esajas 35:4) De der tjener den sande Gud, kan derfor se fremtiden i møde med tillid. (Filipperne 4:6, 7) For dem der har måttet leve i frygt, er det meget trøstende at vide at Jehova ikke har opgivet sin oprindelige hensigt — nemlig at jorden skal befolkes med mennesker som kender ham og genspejler hans kærlige egenskaber. — 1 Mosebog 1:26-28; Esajas 11:9.

Vi ved at intet kan forhindre Jehova i at opfylde sin kærlige hensigt med menneskene. (Esajas 55:10, 11; Romerne 8:35-39) Når vi forstår dette, får ordene i en velkendt salme i Bibelen en ganske særlig betydning. Der læser vi: „Jehova er min hyrde. . . . Min sjæl giver han ny styrke. Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld. Selv om jeg går i dalen med dystert mørke, frygter jeg intet ondt, for du er med mig.“ (Salme 23:1-4) De frygtindgydende tider vi oplever, kan blive endnu værre, men snart vil en verden uden frygt være en realitet.

[Fodnoter]

^ par. 9 Oplysninger om situationer hvor Bibelen giver rum for separation, findes i Vågn op! for 8. februar 2002, side 10.

^ par. 10 En behandling af emnet vold i hjemmet findes i Vågn op! for 8. november 2001, side 3-12, og i Vågn op! for 8. februar 1993, side 3-14.

[Illustrationer på side 8-10]

Gud vil snart indføre en verden der er fri for frygt