Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra luksusvare til dagligvare — Sæbens historie

Fra luksusvare til dagligvare — Sæbens historie

Fra luksusvare til dagligvare — Sæbens historie

KUN få produkter er så almindelige eller nyttige som sæbe. Fra vugge til grav er den en del af vores hverdag. Lige siden sæbe første gang blev fremstillet i oldtiden, har den gradvis udviklet sig fra at være en luksusvare til at blive en grundlæggende nødvendighed.

En kemiker fra det 19. århundrede har endda sagt at den mængde sæbe en nation forbruger, giver et godt billede af nationens velstand og civilisation. I dag betragtes den som en nødvendighed for hygiejnen og et godt helbred. Hvordan blev dette vigtige produkt en del af hverdagen?

Oldtidens sæbe

Der er ikke meget der tyder på at man før vor tidsregning brugte sæbe til personlig hygiejne. Det er sandt at der i Jeremias 2:22 står: „Du vasker dig med salpeter og tager dig meget sæbe.“ (King James Version) Men der er dog ingen grund til at tro at der her er tale om det vi kender som sæbe — hvad enten det er i fast form, pulver eller lignende. En nyere oversættelse af profetens ord lyder: „Om du så . . . tog dig store mængder lud . . ..“ Lud er et alkalisk rensemiddel der er meget forskelligt fra den sæbe vi bruger i dag.

Grækerne og senere romerne brugte som regel parfumerede olier når de vaskede sig. Måske er det kelterne der har lært dem kunsten at lave sæbe. I sit værk Naturalis Historia brugte Plinius den Ældre, en romersk forfatter fra det første århundrede, det galliske ord saipo, hvorfra man mener at ordet „sæbe“ er afledt.

I de følgende århundreder omtales brugen af sæbe kun få steder, selvom både Italien, Spanien og Frankrig i middelalderen etablerede sig som centre for sæbefabrikation. Trods disse landes bestræbelser for at sætte sæben i masseproduktion så det imidlertid ud som om man næsten ikke brugte sæbe i Europa. Da en tysk velynder for eksempel så sent som i 1672 sendte en pakke med italiensk sæbe til en aristokrat, anså han det for nødvendigt at vedlægge en detaljeret beskrivelse af hvordan dette mystiske produkt skulle bruges!

Den første sæbeproduktion

En af de første detaljerede opskrifter på sæbe er fra det 12. århundrede, og de der producerede sæben, bevarede deres opskrifter som en hemmelighed. I årenes løb har den kemiske proces for fremstilling af sæbe ikke ændret sig væsentligt. Olier og fedt af forskellige slags blev kogt med en ætsende alkalisk opløsning hvorved der frembringes limsæbe. Denne reaktion kaldes forsæbning.

Sæbens kvalitet afhang naturligvis af de materialer der blev brugt. Til at begynde med anvendte man træaske og dyrefedt til fremstilling af sæbe, og med disse ingredienser lavede de første nybyggere i Amerika en brun geleagtig sæbe som de brugte hver dag. Tælle, det afsmeltede fedt fra kvæg og får, var på den tid hovedingredienserne i både sæbe og lys, så kræmmerne fremstillede og solgte ofte begge dele. Ved at tilsætte salt når sæben næsten var kogt færdig, kunne de fremstille faste stykker der var nemme at transportere; desuden parfumerede de sæbeprodukterne med lavendel, vintergrøn eller kommen.

De fleste sæber der blev produceret i Sydeuropa, blev lavet af olivenolie. I koldere områder fortsatte man med at bruge tælle. Nogle benyttede endda fiskeolie. Disse sæber var velegnede til tøjvask, men de var ikke særlig behagelige at vaske sig med! Fedt og olier var dog ikke det eneste der blev brugt til at fremstille sæbe.

Fra håndværk til industri

I århundreder blev luden, der var nødvendig for at producere sæbe, fremstillet af asken fra udvalgte planter, deriblandt tang. I Spanien brændte man planten sodaurt, hvorved der fremkom en alkalisk aske man kaldte soda. Ved at blande sodaen med den lokalt producerede olivenolie fik man en hvid kvalitetssæbe som man kaldte kastiliansk sæbe, nu om dage benævnt som kernesæbe.

I det 18. århundrede var der en stigende international efterspørgsel efter potaske til fremstilling af sæbe, glas og krudt. * Omkring 1790 opfandt Nicolas Leblanc, en fransk kirurg og kemiker, en metode til at fremstille soda af almindeligt salt. Senere lykkedes det kemikere at udvinde kaustisk soda af en saltopløsning. Denne udvikling beredte vejen for den industrielle fabrikation af sæbe.

Sæbe bliver populært

Slutningen af det 19. århundrede var en tid med gennemgribende reformer der tog sigte på at oplære folk i sundhed og hygiejne. Men på den tid var sæben stadig væk en ubehagelig brun masse der indeholdt rester af rå soda som irriterede huden. Den blev stadig håndlavet og primitivt kogt i store kedler. Købmanden fik den i lange stænger, som han skar i mindre stykker og solgte efter vægt.

Nogle sæber skummede meget, men udskilte små dråber olie der gjorde fingrene fedtede, og sæberne blev hurtigt harske. Producenterne, der i stigende grad tog hensyn til kundernes krav, begyndte at bruge tilsætningsstoffer, som for eksempel citronelleolie, for at camouflere den kvalmende lugt med en behagelig duft der mindede om citron.

Yderligere fremskridt var på vej. Vegetabilske sæber blev populære fordi de havde langt bedre egenskaber. Den enorme udvikling inden for transportområdet gav sæbeproducenterne lettere adgang til mange luksuøse råvarer. Vestafrika var hjemsted for oliepalmen, og af dens kødfulde frugt udvandt man en farvestrålende cremet substans, der blev en grundbestanddel i sæbe og kosmetik. Fra Stillehavsøerne fik man kopra, det tørrede kød fra kokosnødden, hvorfra kokosolien udvindes. Med de eksotiske råvarer hentet fra fjerntliggende steder begyndte sæben at få et bedre ry.

Fabrikanterne var klar over folks naturlige ønske om renlighed. Men forbrugerne måtte overbevises om at sæbe var uundværligt. Annoncørerne forbandt snart produkterne og det de kunne udrette, med ting som honning, solskin og sne. Andre brugte berømte kunstværker som baggrund for deres sæbereklamer for at give sæben et image af raffinement og dannelse. Ved århundredskiftet var sæben et produkt med et globalt marked, der gav næring til reklamebranchen. I 1894 kom der endda slogans på bagsiden af frimærker fra New Zealand for at fremme salget af sæbe. Sæbe var nu blevet populært.

Sæbefremstilling i dag

Da man begyndte at fremstille sæbe industrielt, kogte man ingredienserne i store kedler. En dygtig sæbekoger brugte en trapezformet ske når han kontrollerede processen. Ud fra den måde hvorpå sæben gled ned ad den opvarmede ske, kunne han afgøre om der skulle ændres ved ingredienserne eller processen.

I dag består sæbefremstillingen af 3 faser. Den første er forsæbning, hvilket er en kemisk reaktion mellem forskellige olier eller fedtstoffer og en base. Derved opstår der en blanding af sæbe og glycerin som indeholder omkring 30 procent vand. I nogle tilfælde bliver sæben stadig kogt i kedler, men de fleste moderne sæbeproducenter bruger computerstyrede forsæbningssystemer. Anden fase er tørring, hvor man ved hjælp af varme-, vakuum- og spraytørring omdanner den rene sæbe til små kugler der kun indeholder omkring 12 procent vand. Den tredje og sidste fase er færdiggørelsen. Kuglerne blandes med parfume, farve og andre tilsætningsstoffer der vil gøre sæben særegen og velduftende. Sæben bliver presset og støbt i deres karakteristiske forme i en sæbepresse. I dag kræver forbrugerne at den sæbe der bruges i husholdningen, indeholder frugtdufte og urteekstrakter så brugen af sæbe bliver en „naturlig“ og forfriskende oplevelse!

Selvom der er gjort bemærkelsesværdige fremskridt i forståelsen af vaskemidlernes kemiske sammensætning, og fremstillingsmetoden er ændret, har sæben bevaret sin popularitet. Kun de færreste vil benægte at sæben er en nødvendighed for hygiejnen og et godt helbred. Det synes dog mærkeligt at i en tid hvor den fysiske renhed er i højsædet, er den åndelige og moralske renhed næsten forsvundet. Den ydre renhed er jo langt mere værdifuld når den genspejler den renhed der knytter sig til det indre menneske.

[Fodnote]

^ par. 14 Potaske er den rest der er tilbage når en alkalisk opløsning eller lud koges og alt vandet er fordampet. Ved at brænde potasken indtil alle urenhederne er fjernet, fremkommer et fint, hvidt pulver der kaldes perleaske.

[Illustration på side 12]

Sæbefremstilling i Nordamerikas tidlige historie

[Illustration på side 13]

„Bubbles“ af sir John E. Millais blev brugt i en reklame for sæbe

[Illustration på side 13]

Ved traditionel sæbefremstilling koges sæben i kedler

[Kildeangivelser på side 13]

Øverst: Victoria & Albert Museum, London/Art Resource, NY; nederst: © Jeff Greenberg/Index Stock Imagery