Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Honning — biernes gave til mennesket

Honning — biernes gave til mennesket

Honning — biernes gave til mennesket

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MEXICO

I EN skov stødte en udmattet israelitisk soldat på en bikage der dryppede af honning. Han dyppede en stav i den og spiste. Straks ’fik hans øjne glans’ — han fik ny energi. (1 Samuel 14:25-30) Denne episode fra Bibelen fremhæver en af grundene til at vi mennesker har glæde af honning. Cirka 82 procent af den består af kulhydrater, som let omsættes til energi. I teorien kunne en bi flyve jorden rundt ved hjælp af energien i så lidt som 30 gram honning.

Laver bierne honning blot for menneskets skyld? Nej, de lever selv af den. Bierne i en kube af standardstørrelse skal bruge 10-15 kilo honning for at overleve vinteren. Men når det er et godt år, kan kubens beboere producere omkring 25 kilo, og mennesker og dyr, især bjørne og vaskebjørne, kan gøre sig til gode med overskuddet.

Hvordan fremstiller bierne honning? De begynder med at suge nektar op fra blomster med deres rørformede tunge og bringe det hjem til kuben i en af deres to maver. Her afleverer de nektaren til andre bier som „tygger“ den i en halv times tid og blander den med enzymer fra kirtler i munden. De anbringer den færdige blanding i sekskantede celler af bivoks og reducerer vandindholdet ved at vifte med vingerne. * Når vandindholdet er kommet under 18 procent, bliver cellerne lukket med et tyndt lag voks. Honning der er forseglet med voks, har næsten ubegrænset holdbarhed. Efter sigende har man i faraoners grave fundet honning der stadig var spiselig efter 3000 år.

Honning som lægemiddel

Honning er ikke kun et nærende fødemiddel der indeholder store mængder B-vitaminer samt forskellige mineraler og antioxidanter. Det er også et af de ældste lægemidler der stadig er i brug. * En insektforsker, dr. May Berenbaum fra University of Illinois, fortæller: „Honning er i flere hundrede år blevet anvendt til at behandle en lang række skader, for eksempel hudafskrabninger, brandsår og sår på hud og slimhinder, samt helbredsproblemer som grå stær.“

Tv-stationen CNN skriver om den aktuelle interesse for honning som lægemiddel: „Honning gik af brug som sårsalve da antibiotiske midler kom frem under Anden Verdenskrig. Men nyere forskning og fremkomsten af bakterier der er resistente over for antibiotika, har givet dette gamle husråd en plads i det moderne medicinskab.“ Blandt andet har man forsøgsvis behandlet brandsår med honning. Det viste sig at sårene blev helet hurtigere og med reduceret ardannelse og færre smerter.

Undersøgelser har vist at bierne tilfører nektaren et enzym som producerer brintoverilte så honningen bliver mildt antibakterielt og antibiotisk. * Desuden har det vist sig at påføring af honning hæmmer betændelse og fremmer dannelsen af sundt væv. Den newzealandske biokemiker ph.d. Peter Molan siger i den forbindelse: „Honning er ved at blive accepteret som et anerkendt og virkningsfuldt lægemiddel i konventionelle lægekredse.“ Den australske lægemiddelstyrelse har endda godkendt honning som medicin, og medicinsk honning markedsføres som sårsalve.

Hvor mange andre fødemidler er kendt for at være nærende, lækre og lægende? Man forstår hvorfor bier og biavlere nogle steder engang var beskyttet ved lov. Der var høje bødestraffe og endda dødsstraf for at beskadige et træ med et bibo eller en bikube. Ja, honning er virkelig en værdifuld gave til mennesket og en grund til at beundre Skaberen.

[Fodnoter]

^ par. 5 Bierne udskiller voks til cellerne fra specielle kirtler. Cellernes sekskantede form betyder at væggene, der kun er 0,3 millimeter tykke, kan modstå et tryk på 30 gange deres egenvægt. Ja, bikagen er en stor ingeniørbedrift.

^ par. 7 Det frarådes at give spædbørn honning på grund af risikoen for spædbørnsbotulisme.

^ par. 9 Eftersom enzymet ikke tåler opvarmning og lys, er det upasteuriseret honning der anvendes som lægemiddel.

[Ramme/illustration på side 16]

Madlavning og bagning med honning

Honning er sødere end almindeligt sukker. Hvis man erstatter sukker med honning, skal man derfor kun bruge mellem halvdelen og tre fjerdedele af den angivne mængde. Desuden indeholder honning cirka 18 procent vand, så den angivne mængde væde skal mindskes tilsvarende. Hvis der ikke skal væde i, tilsætter man to spiseskefulde mel (cirka 30 milliliter) pr. kopfuld honning (cirka 2 deciliter). Bagværk tilsættes desuden en halv teskefuld natron (2 milliliter) pr. kopfuld honning, og bagetemperaturen nedsættes med 15 grader celsius.

[Kildeangivelse]

National Honey Board

[Illustration på side 16]

En bi der indsamler nektar

[Illustration på side 17]

En bikage

[Illustration på side 17]

En koloni af honningbier

[Illustration på side 17]

En biavler inspicerer en tavle fra kuben