Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

„Vanskelige“ børn kan ændre sig

„Mange af de vanskelige børn på de lavere klassetrin vokser fra deres problemer,“ lyder det i avisen The Sydney Morning Herald. „De kan blive velafbalancerede teenagere.“ Australian Institute of Family Studies har fulgt udviklingen af 178 børn på 11-12 år der udviste mindst tre af følgende eller lignende karaktertræk: „Stor aggression, manglende samarbejdsvilje, meget lidt selvbeherskelse, besvær med at koncentrere sig om opgaver, hyperaktivitet og et hidsigt temperament eller humørsyge.“ Seks år senere havde 100 af disse børn en opførsel der „praktisk taget var på linje med den der sås hos en kontrolgruppe af mere ligevægtige børn“. Hvad bidrog til den positive udvikling? „De børn der blev glade teenagere, viste sig at være dem der ikke havde haft meget at gøre med asociale jævnaldrende, [og] hvis forældre havde ført nøjere tilsyn med dem,“ står der i rapporten.

Bjørnemødre har glæde af turisterne

„Forbavsende nok kan støjende turister være til gavn for vilde brune bjørne,“ siger det britiske blad New Scientist. Menneskers færden på øde steder i naturen har ofte en indvirkning på vilde dyrs adfærd, til tider med katastrofale følger. Men engelske og amerikanske forskere der har studeret de brune bjørne ved en øde laksegydeplads i det vestlige Canada, „fandt at mens de voksne hanbjørne undgik turisterne, . . . lod hunnerne og deres unger sig ikke genere af dem. De så ud til at betragte larmen fra busserne som tegn på at de farlige hanbjørne havde forladt vandløbet,“ nævnte rapporten. „Selv når alle hanner havde forladt området, kom hunnerne ikke frem før turisterne var der.“ Bjørnemødre lader til at benytte sig af at kunne æde på de bedste steder uden at føle sig truet af hanner der vil angribe deres unger.

Syg, men på arbejde

Folk der slæber sig af sted på arbejde selvom de føler sig syge, kan meget vel være i færd med at øge deres risiko for at udvikle en hjertesygdom, siger den britiske internetavis Telegraph. Forskere på University College i London har set på hvor ofte 10.000 statsansatte over en tiårsperiode var syge, og hvor ofte de blev hjemme fra arbejde. Blandt 30 til 40 procent af de arbejdere der ikke blev hjemme når de var syge — også selvom det kun drejede sig om en almindelig forkølelse — „var der i de følgende år dobbelt så mange tilfælde af hjertesygdomme,“ siger sir Michael Marmot, der ledede undersøgelsen.

Verdens sværeste ord at oversætte

„Man har fundet frem til at verdens sværeste ord at oversætte er ordet ’ilunga’ på sproget tshiluba,“ som tales i Den Demokratiske Republik Congo, siger BBC News. Dette ord fik flest stemmer da tusind lingvister skulle vælge et ord. Ilunga betyder „en person der er rede til at tilgive enhver overtrædelse første gang, som tolererer den anden gang, men aldrig tredje gang“. Et andet ord der fik mange stemmer, var ordet naa, et japansk ord der kun benyttes „i Kansaiområdet i Japan, og som bruges til at forstærke en udtalelse eller for at vise at man er enig“. Ifølge Jurga Zilinskiene, der er administrerende direktør for det oversættelsesbureau som stod bag afstemningen, „glemmer folk nogle gange at en oversætter . . . ikke alene må oversætte fra et sprog til et andet, men også fra en kultur til en anden, [og] nogle gange kan en tanke simpelt hen ikke overføres fra den ene kultur til den anden“.

Fritidslæsning giver bedre karakterer

At læse for fornøjelsens skyld bidrager mere til gode karakterer end „antallet af studietimer, ens forældres uddannelse, brug af en computer eller af notater fra klassetimerne,“ siger avisen Milenio fra Mexico City. En undersøgelse af flere hundrede tusind highschool-optagelsesprøver viste at elever der bruger tid på både lektielæsning og fritidslæsning, har større mulighed for at få en vellykket skolegang. De bøger eleverne vælger at læse, behøver ikke kun at dreje sig om emner fra skolen; det kan også være bøger der bare læses for fornøjelsens skyld, for eksempel biografier, digte eller bøger om videnskabelige emner. På den anden side viser undersøgelsen at de elever der hver dag bruger mange timer på at se fjernsyn i stedet for at læse, generelt får lavere karakterer.

Cv-snyd

Folk ønsker naturligvis at vise sig fra den bedste side når de ansøger om job, men nogle snyder ligefrem. Gennem en undersøgelse foretaget af firmaet Australian Background fandt man at 21 procent af de 1000 personer der ansøgte om et job, havde løjet om deres kvalifikationer over for fremtidige arbejdsgivere, rapporteres det i avisen The Sydney Morning Herald. Man fandt også ud af at „60 procent af dem der tidligere havde været straffet, ikke indrømmede det, selv når de blev spurgt om det,“ siger avisen. „Ansøgeren hævder måske at han styrer hele verden,“ siger Gary Brack der arbejder som personalechef. „Men når man ser lidt nærmere på hans sidste job, viser det sig måske at han kun styrede et lille hjørne af kontoret.“

Inaktivitet er farligere end rygning

Efter at have set på hvilke motionsvaner 24.000 indbyggere i Hongkong der døde i løbet af 1998, havde haft, nåede man frem til at „det er mere dødeligt at leve et inaktivt liv end det er at ryge“. Undersøgelsen viste at inaktivitet øger risikoen for en for tidlig død med 59 procent for mænd og 33 procent for kvinder, står der i avisen South China Morning Post. „Det er godt at lade være med at ryge. Men hvis man ikke motionerer, er man stadig i farezonen,“ siger Lam Tai-hing, leder af Hongkong-universitetets afdeling for samfundsmedicin. Ifølge professor Lam Tai-hing er selv lidt motion bedre end ingen motion. Han anbefaler at man tager en halv time fra den tid hvor man ellers ville sidde ned, og i stedet går en tur eller gør rent derhjemme.

Flere og flere tilfælde af syfilis

I Italien er antallet af rapporterede tilfælde af kønssygdommen syfilis „mere end fordoblet i løbet af de sidste to år,“ står der i det italienske ugeblad Panorama. Ifølge Giampiero Carosi, som på universitetet i Brescia forestår studiet af smitsomme og tropiske sygdomme, ses disse tilfælde af syfilis mest hos unge der aldrig har deltaget i et program til forebyggelse af aids, og som møder op på et behandlingssted efter deres seksuelle debut. Panorama siger at for 40 procent af dem der er smittet med syfilis, udvikler sygdommen sig til det tredje stadium, hvor den „spreder sig til de indre organer og forårsager skade på hjerne, hjerte, knogler, led, øjne og lever“.