Da blodet flød i Kristi navn

AFSPIL

Da blodet flød i Kristi navn

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

„Ved messen skreg præsterne fra prædikestolen: ’Sønner af den hellige moderkirke, vær med i kampen! Regeringen vil overtage kirkerne!’“ — Pedro Rosales Vargas, et øjenvidne.

HVORFOR har nogle religiøse mennesker grebet til våben for at forsvare deres tro? Hvad kan der ske når folk tyr til vold for at forsvare deres religion? Det mexicanske cristeros-oprør — opkaldt efter dem der tog del i det — giver et indblik i disse spørgsmål.

Opslagsværket Enciclopedia Hispánica siger: „Cristeros er betegnelsen for de mexicanske katolikker som gjorde oprør mod præsident Plutarco Elias Calles i 1926 på grund af de restriktioner han havde indført over for kirken, som for eksempel lukningen af mødesteder og bygninger til religiøse formål.“ Det var regeringsmagten der gav oprørerne betegnelsen cristeros på grund af deres kampråb „Længe leve kongen Kristus!“ Men årsagen til konflikten skal søges længere tilbage i tiden.

Baggrunden for konflikten

Reformlovene fra 1850’erne blev endeligt stadfæstet i 1917. Et af formålene med lovene var at „nationalisere kirkens besiddelser“. (Historia de México) Regeringen indførte disse love for at begrænse den katolske kirkes velstand og mulighed for at eje jord. Det resulterede hurtigt i kraftige protester fra gejstligheden. Regeringen svarede igen ved at arrestere adskillige præster.

Et af formålene med Den Mexicanske Revolution (1910-20) var at sørge for at de fattige kunne få jord. Ifølge de nye love skulle der gennemføres en landbrugsreform hvor jord skulle konfiskeres fra store jordbesiddere og fordeles blandt de fattige. De gejstlige i almindelighed ønskede at gribe ind i sagen fordi de nye love berørte indflydelsesrige præster som ejede store landområder. Kirken hævdede at den ikke var imod en omfordeling af jordområder, men at den havde en anden plan end regeringen havde.

Nogle mente ikke desto mindre at kirken kun var ude på at beskytte jordbesiddernes, og altså også de rige gejstliges, interesser. Der var dog nogle præster som gik ind for at de fattige skulle tildeles jordområderne. Konflikten inden for kirken var kun med til at gøre kløften mellem kirken og regeringen endnu større.

I begyndelsen af 1925 begyndte Plutarco Elias Calles, som kort forinden var blevet Mexicos præsident, med hård hånd at implementere de paragraffer i den nye forfatning der drejede sig om kirken. For eksempel udviste han mange udenlandske katolske præster fra Mexico. Derudover blev landets ærkebiskop arresteret efter at have udtalt at de gejstlige ville gøre modstand mod de kirkefjendske afsnit i forfatningen. Nogle af kirkens bygninger blev også konfiskeret. Mange mente at formålet med disse aktioner var at forhindre at store pengebeløb fra Mexico endte i Rom.

I juli 1926 gav de mexicanske biskopper selv ordre til at man indstillede gudstjenesterne i kirkerne. Regeringen opfattede dette som en politisk list som kirken benyttede for at ophidse folket til oprør mod regeringen. Hvorom alting er, var indstillingen af gudstjenesterne dét der satte det tragiske cristeros-oprør i gang.

Der udbryder krig

Ansporet af deres præster kæmpede tusinder af katolikker for at forsvare deres religion. På deres bannere var der et billede af Jomfruen af Guadalupe. Nogle cristeros-oprørere forventede at de øverste gejstlige ville forsvare kirken, men hovedparten af biskopperne og præsterne blandede sig ikke i konflikten af frygt for gengældelse fra regeringen. De fleste søgte tilflugt hos velhavende familier og holdt sig uden for kampen, mens den almene befolkning deltog i en voldelig religiøs opstand.

Nogle præster støttede dog enten den ene eller den anden af parterne. Bogen La Cristiada (bind 1, La guerra de los cristeros) oplyser at omkring 100 katolske præster var imod cristeros-oprøret, mens 40 præster støttede den væbnede kamp. Fem præster deltog ligefrem i kampene.

Konsekvenserne af oprøret var katastrofale. I mange områder opstod der ekstrem fattigdom. Endvidere er der mange beretninger om unge mænd der blev ført bort af cristeros-oprørerne og tvunget til at kæmpe. Der er også rapporter om familier som gentagne gange fik besøg af både oprørerne og regeringstropperne som forlangte mad. Der berettes om voldtægter begået af begge de stridende parter og om folk der mistede deres kære i døden.

Både cristeros og regeringshæren gjorde sig skyldige i voldshandlinger, deriblandt drab på mange som slet ikke havde noget med konflikten at gøre. Alt i alt taler kendsgerningerne deres tydelige sprog — mindst 70.000 blev dræbt under den tre år lange væbnede kamp.

Krigen indstilles

Efter at der i juni 1929 var indgået en formel aftale mellem den katolske kirke og regeringen, blev fjendtlighederne indstillet, og i august var kampene ophørt. Cristeros-oprørerne var dog ikke blevet inddraget i forhandlingerne, og de kunne ikke forstå hvordan kirken kunne føje regeringen, der af mange blev betragtet som en fjende af kirkens gudgivne myndighed. Oprørerne var frustrerede, men adlød gejstlighedens ordrer, og til sidst kapitulerede de og vendte hjem. Regeringen lovede at være mere tolerant og at tillade afholdelse af messe. Men de love der lagde restriktioner på trossamfund, forblev uændrede.

Cristeros-oprøret er undertiden blevet set som et forsøg fra nogle i den katolske kirke på at genvinde den magt kirken havde før reformlovene. Trods krigen var disse love i kraft helt indtil 1992, da en lov angående religiøse organisationer blev vedtaget. Der er stadig en udbredt mistro til religiøse organisationer. Præster må fortsat ikke deltage i politik, og selvom religiøse organisationer har lov at besidde ejendom, ejer regeringen stadig alle de ejendomme kirken erhvervede sig før 1992. Loven har dog ikke forhindret mange præster i Mexico i at blive involveret i politiske anliggender.

Hvad blev der udrettet?

Udrettede cristeros-oprørerne noget af varig værdi ved at gribe til våben for at forsvare deres tro? María Valadez, som overlevede oprøret, siger: „Myrderierne var fuldstændig meningsløse. Det var den rene tåbelighed.“ Pedro Rosales Vargas, som blev citeret i indledningen, siger om krigens sørgelige følger: „Folk dræbte deres næste, endog deres trosfæller. Det var sådan jeg blev forældreløs — de myrdede min far.“

Selvom cristeros-oprøret var grusomt, har det ikke forhindret at stærke religiøse følelser har givet næring til andre konflikter, eksempelvis i Nordirland og det tidligere Jugoslavien. Det er kun ved at leve i overensstemmelse med Kristi rene lære at sådanne tragedier kan undgås. Jesus påbød sine disciple at holde sig adskilt fra politik; de måtte ikke være „en del af verden“. (Johannes 17:16; 18:36) Han sagde til apostelen Peter, som med magt havde prøvet at forhindre at Jesus blev arresteret: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:52.

Hvordan reagerer kristne når de undertrykkes?

Vil det sige at sande kristne skal forholde sig passive hvis deres religionsfrihed bliver truet? Nej. Da de kristne i det første århundrede blev forfulgt, forsvarede de sig ofte ved at benytte de til rådighed stående juridiske midler. De gik rettens vej. Nogle af dem blev fængslet, men de mistede hverken troen eller gik på kompromis med hensyn til deres politiske neutralitet. — Apostelgerninger 5:27-42.

De første kristne greb aldrig til våben for at sikre deres religiøse rettigheder. Sande kristne dræber ikke folk der har en anden religion, og endnu mindre nogle af deres egne trosfæller. De følger deres Mesters lære: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

[Illustration på side 12]

En præst flankeret af to cristeros-oprørere

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 13]

Præsident Plutarco E. Calles

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 13]

Nogle af cristeros-lederne

[Kildeangivelse]

VÅGN OP!