Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den kom fra det ydre rum

Den kom fra det ydre rum

Den kom fra det ydre rum

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I TANZANIA

HAR du nogen sinde set en lysstribe på en stjerneklar himmel? I så fald har du nok kaldt det et stjerneskud. Men sådanne lysstriber er faktisk meteorer.

Det meste af det kosmiske materiale der kommer ind i vores atmosfære, brænder op inden det når Jorden. Men nogle gange overlever stykker af sten eller metal den ekstreme varme og rammer jordoverfladen. Disse kaldes meteoritter. De fleste er små, men nogle vejer adskillige tons. En meteorit i Namibia i Afrika menes at veje omkring 60 tons.

Lad os se nærmere på en meteorit i Tanzania — Mbozi-meteoritten — den ottendestørste der er fundet på Jorden. Den ligger på Marengibjerget i Mbozi-distriktet i det sydlige Tanzania nær grænserne til Malawi og Zambia. Denne 3 meter lange og 1 meter brede genstand vejer 16 tons og består af 90 procent jern, cirka 9 procent nikkel og små mængder kobolt, kobber, svovl og fosfor.

Man ved ikke hvornår denne meteorit faldt ned, men det må være meget lang tid siden, for der er ingen sagn om den blandt de lokale. Det var en landinspektør fra Johannesburg ved navn W.H. Nott der fandt den tilbage i oktober 1930. Siden har man gravet en rende omkring meteoritten så det nu ser ud som om den er blevet løftet op på et stenalter. Meteoritten ligger således det samme sted som den landede i sin tid.

Nogle har forsøgt at få en souvenir med hjem ved at skære eller save et stykke af meteoritten — en særdeles vanskelig opgave. I december 1930 brugte dr. D.R. Grantham fra Geological Society en nedstryger til at save et stykke på 10 centimeter af; det tog ham ti timer! Stykket kan i dag ses i meteoritsamlingen på British Museum i London.

Stedet hvor Mbozi-meteoritten ligger, er i dag indrettet så der kan tages imod besøgende. Der er en lille receptionsbygning med nogle bænke og et bord. Opsynsmanden, der bor i et lille lerklinet hus 50 meter fra meteoritten, beder os venligt om at skrive i gæstebogen. Vi kan se at der har været tusindvis af besøgende fra hele verden. Vi blader først en lille brochure igennem som beskriver meteoritten, og tager derefter nogle billeder.

Nogle børn kravler rundt på meteoritten og leger at de flyver et rumskib. Vi nyder de fredfyldte omgivelser og spiser vores medbragte mad. Alt imens betages vi af synet af denne usædvanlige genstand der er kommet helt fra det ydre rum og havnet her i Mbozi.

[Illustration på side 15]

Savmærker på meteoritten