Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Søvn er en hjælp til at løse problemer

„Mange har erfaret at et problem de ikke havde løst da de gik i seng, synes meget enklere at løse næste morgen. Det er som om hjernen stille har bearbejdet problemet i løbet af natten,“ skriver Londonavisen The Times. Tyske forskere mener at have fundet beviser for at det faktisk forholder sig sådan, og de har offentliggjort resultaterne af deres undersøgelse i tidsskriftet Nature. Forskerne lærte 66 frivillige to regler som kunne bruges til at løse en matematisk opgave, men de fortalte ikke noget om en tredje regel der ville gøre det enklere at finde frem til det rigtige svar. Nogle af de frivillige fik så lov til at sove, mens andre blev holdt vågne hele natten eller hele dagen. „Søvnen gjorde underværker,“ fortæller Londonavisen The Daily Telegraph i en kommentar til den samme undersøgelse. „Sandsynligheden for at finde frem til den tredje regel var dobbelt så stor“ i den gruppe der havde sovet, sammenlignet med den gruppe man havde holdt vågen. For at sikre sig at resultaterne ikke skyldtes at ’søvngruppen’ var udhvilet og forfrisket, udførte forskerne endnu et forsøg. Efter en nat hvor begge grupper havde sovet, blev den ene gruppe præsenteret for en opgave om morgenen, og den anden gruppe for opgaven om aftenen. Denne gang var der ingen forskel på de to gruppers præstationer, hvilket viser at „virkningen ikke skyldes at hjernen er udhvilet, men at den har reorganiseret sig selv under søvnen,“ skriver The Times. Derfor konkluderer forskeren dr. Ullrich Wagner at „søvn fungerer som en kreativ indlæringsproces“.

Børn og forbrugerisme

Amerikanske børn og unge i dag er „den mest mærkevarefikserede, forbrugsorienterede og materialistiske generation igennem tiderne,“ siger Juliet Schor, en sociolog ved Boston College der har undersøgt effekten af forbrugerisme på børn. Symptomerne på forbrugerisme kan være „stor interesse for ens udseende og tøj, en besættelse af berømmelse og rigdom og brug af mere og mere tid på internettet, på computerspil og foran fjernsynet,“ skriver den canadiske avis Globe and Mail. Professor Schor fandt at børn der konstant tænkte på ting de ville købe, fokuserede mere på at blive rige. „De blev også mere og mere selvkritiske og kede af deres liv når de sammenlignede det med det de så i fjernsynet og i reklamer.“ Til gengæld fandt man ud af at de børn der ikke var så materialistiske, var mindre nedtrykte og bekymrede, havde færre psykosomatiske sygdomme, mere selvrespekt og et bedre forhold til deres forældre, rapporterer Globe and Mail.

Selvvalgt spilleforbud

„Det anslås at der er mellem 300.000 og 500.000 ludomaner i Frankrig,“ erklærer det franske dagblad Le Figaro. Flere og flere problemspillere erkender dog behovet for at aflægge den dårlige vane. Avisen skriver at 28.000 franskmænd frivilligt har udelukket sig selv fra lovligt spil ved at bede politiet formene dem adgang til spillestederne i mindst fem år. Det franske politi rapporterer at de hvert år modtager mellem 2000 og 3000 forespørgsler af denne slags, og at tallet er seksdoblet på ti år. Ifølge Le Figaro ønsker mange patologiske spillere at deres mani bliver betragtet som „et sundhedsproblem på linje med tobaksrygning og alkohol- og stofmisbrug“.

Ingefær mod morgenkvalme

„Ingefær lindrer morgenkvalme i de første måneder af graviditeten,“ skriver avisen The Australian. På University of South Australia har forskningsresultater vist at cirka et gram ingefær om dagen mindsker morgenkvalme hos kvinder i begyndelsen af graviditeten. Ingefær har længe været anvendt som middel mod morgenkvalme, men plantens virkning har hidtil ikke været videnskabeligt dokumenteret. Undersøgelsen viste at ingefær var lige så effektivt som et dagligt tilskud af B6-vitamin, et andet ofte anvendt middel.

Blodtransfusioner øger dødeligheden

I forbindelse med patienter der lider af akut koronar syndrom, har en undersøgelse publiceret i Journal of the American Medical Association vist at risikoen for at dø var større blandt patienter der rutinemæssigt fik blodtransfusion, end blandt dem der ikke fik blod. I tidsskriftet står der blandt andet: „Der var en øget dødelighed forbundet med transfusion, selv efter at man havde taget højde for patienternes demografiske karakteristika, og det der foregik under hospitalsopholdet, såsom blødninger og operative indgreb.“ Lægerne der stod bag undersøgelsen, opsummerer resultaterne med ordene: „Vi advarer mod rutinemæssig brug af blodtransfusion til at opretholde vilkårligt valgte hæmatokrittal hos stabile patienter med iskæmisk hjertelidelse.“

Splittelse i den anglikanske kirke

Philip Jensen, der er anglikansk domprovst i Sydney og en af Australiens mest fremtrædende prælater, har for nylig stemplet ærkebiskoppen af Canterbury som „en teologisk prostitueret der får sin løn under falske forudsætninger,“ skriver den australske avis The Age. Philip Jensen fordømmer sin egen kirkes leder for at have en liberal holdning til homoseksualitet. The Age bemærker: „Den anglikanske kirke er på verdensplan stærkt splittet i spørgsmålet om homoseksualitet, og mange anglikanske kirker i Afrika og Asien tager afstand fra kirken i Canada fordi den velsigner homoseksuelle ægteskaber, og fra kirken i USA fordi den har indsat en biskop som åbent er stået frem som homoseksuel.“

En milliard børn lider

Ifølge FN’s børnefond udsættes mere end halvdelen af verdens børn — over en milliard — for alvorlig misrøgt, rapporterer The New York Times. Mange af de bestræbelser der i de sidste 15 år er gjort for at bekæmpe problemet, er blevet vanskeliggjort af krige, aids og fattigdom. Det anslås at krige siden 1990 — de 55 af dem var borgerkrige — har dræbt omkring 3,6 millioner mennesker, hvoraf næsten halvdelen var børn. I mange af disse konflikter bliver børn bortført af oprørsstyrker, voldtaget eller hvervet som soldater. Underernæringen breder sig voldsomt, og der er sjældent mulighed for lægebehandling. Antallet af børn der er blevet forældreløse på grund af aids, nåede i 2003 op på 15 millioner. Over to millioner børn blev udnyttet af sexindustrien. Og rapporten siger at sammenlignet med de årlige militærudgifter, der er oppe på 956 milliarder dollars, ville det kun koste mellem 40 og 70 milliarder dollars at bekæmpe fattigdom.