Alle har brug for et sted at bo

„Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til . . . bolig.“ — Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, artikel 25.

EN STOR gruppe landarbejdere har slået sig ned i udkanten af en by i et område som de nu betragter som deres hjem. I hundredvis af familier bor i såkaldte parqueaderos, pladser med beboelsesvogne hvor det er billigt at bo. Her er basale serviceydelser som kloakering, ren drikkevandsforsyning eller renovation i bedste fald meget mangelfulde, eller også findes de slet ikke. En journalist har beskrevet dette område som „et sted der er så fattigt at [landarbejdere] kan have råd til at bo der“.

Da myndighederne for tre år siden begyndte at lukke en del af området, solgte nogle familier deres beboelsesvogn og flyttede ind i allerede overfyldte huse, lejligheder eller garager inde midt i byen. Andre pakkede sammen og rejste videre i håb om at finde et sted de kunne vende tilbage til efter hver høst — et sted de kunne kalde deres hjem.

Man skulle måske tro at dette område ligger i Mellem- eller Sydamerika, men det er ikke tilfældet. Pladserne med beboelsesvogne ligger i nærheden af Mecca i det sydlige Californien, mindre end en times kørsel fra velhaverbyen Palm Springs. Selvom antallet af folk i USA der bor i egen bolig, aldrig har været så højt som nu, og den gennemsnitlige husstandsindkomst i 2002 lå på omkring 250.000 kroner, anslås det at over fem millioner amerikanske familier stadig har dårlige boligforhold.

 Det står langt alvorligere til i ulandene. Trods en række politiske, sociale og religiøse tiltag bliver boligproblemerne i hele verden værre og værre.

En global krise

Man skønner at der på verdensplan bor over en milliard mennesker i slumkvarterer. Brasilianske eksperter inden for urbanisering frygter at landets hurtigtvoksende favelas, eller slumkvarterer, snart „vil blive større og mere folkerige end de byer de er opført i“. I visse nigerianske byer bor over 80 procent af indbyggerne i slumkvarterer og ulovlige bosættelser. I 2003 sagde FN’s generalsekretær Kofi Annan: „Hvis ikke der gøres en alvorlig indsats, skønnes antallet af slumbeboere i hele verden at stige til cirka 2 milliarder i løbet af de næste 30 år.“

Men tal alene kan slet ikke beskrive de lidelser som usle boligforhold medfører for de fattige i verden. Ifølge FN mangler over halvdelen af indbyggerne i ulandene basale sanitære faciliteter, en tredjedel har ikke adgang til rent vand, en fjerdedel bor under dårlige boligforhold, og en femtedel har ikke adgang til lægehjælp. De fleste mennesker i industrilandene ville ikke engang lade deres kæledyr leve under sådanne forhold.

En rettighed alle har

Der er bred enighed om at en passende bolig er et af menneskets mest grundlæggende behov. Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som FN vedtog i 1948, fastslog at enhver har ret til en tilstrækkelig levefod, herunder en passende bolig. Alle har brug for et ordentligt sted at bo.

I 1996 vedtog en række lande det der senere er blevet kaldt FN’s Habitat-dagsorden. Dette dokument indeholder specifikke forpligtelser om at skaffe tilstrækkelige og gode boliger til alle. Den 1. januar 2002 støttede FN denne dagsorden ved at give den status af et egentligt FN-program.

Det er paradoksalt at mens nogle af de rigeste lande igen er begyndt at tale om at kolonisere månen og udforske Mars, har et stigende antal fattige mennesker i disse lande ikke engang råd til at få et ordentligt sted at bo. Hvordan er du berørt af boligproblemerne? Er der håb om at alle mennesker en dag vil bo godt?

[Tekstcitat på side 4]

Samtidig med at nogle lande undersøger muligheden for at kolonisere månen, har mange af deres borgere ikke et ordentligt sted at bo på jorden

 [Illustration på side 2, 3]

EN ASIATISK FLYGTNINGEFAMILIE.

I én by bor der 3500 familier i midlertidige telte, og de har et presserende behov for rent drikkevand og sanitære faciliteter

[Kildeangivelse]

© Tim Dirven/Panos Pictures

[Illustration på side 4]

NORDAMERIKA