Tag dig i agt for „den hvide død“!

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SCHWEIZ

Hvad flyver uden vinger, slår uden hænder og ser uden øjne? — Gåde om laviner fortalt siden middelalderen.

LAVINER, også kaldet „den hvide død“, kan begrave en bjergbestiger eller endda en hel landsby på et øjeblik. Hvordan opstår disse frygtindgydende fænomener? Hvis der er sneklædte bjerge i nærheden af hvor du bor, kender du sikkert allerede svaret. Men bor du i troperne eller i et lavlandsområde, er der ingen grund til at være bekymret for laviner — medmindre du tager ud at rejse og begiver dig ind på den hvide døds territorium.

Laviner dannes på høje bjerge hvor der ofte er kraftigt snefald. De opstår meget pludseligt. Store mængder sne, is, jord, sten og andet, eksempelvis træstammer, buldrer ned ad bjergsiden eller ud over en klippekant og ødelægger ofte alt på deres vej. Det er ikke kun lavinens vægt og kraft der forårsager skade og ødelæggelse, også lufttrykket foran lavinen kan jævne tæt skov med jorden og beskadige andet på sin vej, for eksempel broer, veje og jernbaner.

Et naturfænomen

De kraftfulde, buldrende masser består hovedsagelig af små snefnug. Hvordan kan noget så smukt som dalende snefnug blive en dødsensfarlig lavine? Svaret ligger i sneens struktur. Sne kan antage forskellige former: krystaller, kugler eller korn. Snekrystallerne er altid sekstakkede og findes i en uendelig variation af mønstre. Hvert eneste af dem er helt unikt. Mens krystallerne ligger på jorden, kan de ændre form. Ved temperaturændringer og tryk fra ophobet sne presses krystallerne sammen hvorved sneen komprimeres. På mindre end 24 timer kan tredive centimeter nysne komprimeres til kun ti centimeter.

Snelagets stabilitet kan variere alt efter snefnuggenes form. Sekstakkede krystaller fletter sig ind i hinanden, mens kugler eller korn ruller over hinanden og danner ustabile lag. Disse lag kan let glide hen over lavereliggende, mere faste lag. Så faktorer som sneens struktur, mængden af nysne, terrænet, temperatursvingninger og vind har betydning for om der bliver udløst en lavine eller ej. En lavine kan også uforvarende sættes i gang af et menneske eller et dyr der bevæger sig hen over en stejl sneklædt skråning. Der findes dog forskellige typer laviner.

Pulverlaviner opstår når en blanding af snekorn og nyfaldne snekrystaller — den løse pulversne som skiløbere elsker — hvirvles op i luften af kraftige vindstød. Fordi sneen er så let, løftes den op i luften som en sky og kan suse ned ad bjergsiden med mere end 300 kilometer i timen. Foran de buldrende snemasser dannes en trykbølge der er så kraftig at lavinen kan flå tage af eller endda smadre huse på få sekunder.

Flagelavinen er en anden og dødsensfarlig lavinetype. Sådanne laviner skyldes en ophobning af gammel sne som er blevet presset  sammen over en længere periode. Hvis noget af det øverste snelag river sig løs, kan store sneflager glide ned ad bjergskråningen med 50 til 80 kilometer i timen. Sådanne ophobede mængder af hård sne kan også hænge ud over en klippekant. Dette kan være utrolig farligt for skiløbere da en enkelt skiløbers vægt kan være nok til at brække en sneflage af og starte en lavine der kan begrave skiløberen på få sekunder.

Om foråret er der større risiko for laviner. Regn eller klart solskin gør sneen grødet, hvilket ofte skaber vådsnelaviner. De bevæger sig forholdsvis langsomt, men til gengæld kan det være sneen på en hel bjergside der løsnes. De glidende snemasser river klippeblokke, træer og jord med sig, som til sidst ophobes dér hvor lavinen stopper.

Et fænomen der minder om laviner, er gletsjere, eller islaviner. En gletsjer er en enorm iskappe der dannes i særlig kolde områder — i sænkninger eller på skyggefulde bjergskråninger hvor sneen aldrig smelter. Men efterhånden som tiden går, bliver sneen til kompakt is. Gletsjere bevæger sig meget langsomt nedad. Deres retning er let at forudsige, så de forårsager sjældent nogen videre personskade eller materiel skade.

Hvor forekommer der laviner?

Det er ikke i alle områder med sne der opstår laviner. For at laviner kan dannes, skal der være bjerge af en vis højde og et køligt klima hvor der kan falde sne. Statistikker viser at der på verdensplan forekommer omkring en million laviner om året. Der er risikozoner flere steder i Andesbjergene i Sydamerika, i Rocky Mountains i Nordamerika, i Himalayabjergene i Asien og selvfølgelig i de europæiske Alper, der strækker sig fra  Frankrig mod nordøst gennem Schweiz, Tyskland og Østrig. I de beboede områder i disse regioner er der hvert år cirka 200 mennesker som mister livet på grund af laviner. Schweiz tegner sig for gennemsnitlig 26 af disse dødsfald.

I Andesbjergene i Peru har man haft to ekstremt ødelæggende laviner. I 1962 brækkede der en isblok på en kilometers længde af en 50 meter tyk isbræ på Huascarán, et 6768 meter højt bjerg. Den fire millioner tons tunge isblok var fire gange så stor som Empire State Building i New York! Ismasserne gled 18 kilometer på 15 minutter. Syv landsbyer blev begravet under sneen, og mellem 3000 og 4000 mennesker omkom under det 13 meter dybe lag af sne, mudder, brokker og andet der dækkede et to kilometer bredt bælte. I 1970 indtraf en lignende katastrofe på det samme bjerg. Men denne gang fik et jordskælv hele isdækket på den nordlige tinde til at rive sig løs. Selve bjerget kollapsede. Flere tusind tons sne, klippe og is styrtede gennem en smal kløft med 300 kilometer i timen og rev klippeblokke og huse med sig. Det blev anslået at omkring 25.000 mennesker omkom. Hvad kan der gøres for at beskytte beboerne i bjergrige egne mod sådanne tragiske hændelser?

Kan man forhindre laviner?

Nogle laviner kan undgås, men ikke alle, for eksempel ikke laviner der opstår spontant. At der forekommer laviner er lige så naturligt som at regnvand løber ned ad et tag. De er en naturlig konsekvens af årstidernes skiften. Myndighederne i områder med lavinefare har derfor fundet det nødvendigt at forbyde bebyggelse i farezonerne og at beskytte trafikårer ved at lave tunneler eller viadukter. Men de laviner som udløses af uforsigtige mennesker, som for eksempel dristige skiløbere der ignorerer advarsler og forbud, kunne undgås.

I Schweiz har tidligere tiders erfaringer fået regeringen til at tage visse forholdsregler. I 1931 blev der oprettet en schweizisk forskningskommission, og i 1936 begyndte det første hold af modige forskere en række videnskabelige undersøgelser i 2690 meters højde i Weissfluhjoch-området over byen Davos. Og i 1942 blev det schweiziske lavineinstitut så oprettet. Der er oprettet flere andre moderne observatorier forskellige steder i bjergene. Her kan man forudse ændringer i vejrforholdene, og herfra varsles der jævnligt om lavinefare på udsatte skråninger.

Men der kan stadig ske uforudsete ændringer i vejrforholdene, så der vil altid være en vis fare for laviner. Enhver der bor i en farezone, eller som er på ferie eller weekend i bjergene om vinteren, må derfor være bevidst om sit ansvar for ikke at udløse en lavine. Ifølge franske forsøg tyder det interessant nok på at lyden fra fly, i modsætning til hvad man tidligere har troet, ikke kan starte en lavine, og det samme gælder menneskers stemmer.

Myndighedernes forholdsregler

Da mennesker begyndte at bosætte sig i bjergene, erfarede de snart hvor farlige laviner er. I et forsøg på at forhindre sneen i at begrave deres hjem, plantede de fredskove på skråningerne over deres bebyggelser. I mange tilfælde var disse værn effektive, og de lokale myndigheder har derfor bevaret sådanne fredskove helt frem til i dag. De er det bedste naturlige værn mod laviner. Men erfaringer har vist at træerne skal stå meget tæt — flere hundrede træer på hver hektar  — og at der skal være både unge og gamle træer af forskellige slags.

I nyere tid har man lavet metalbarrierer funderet i beton. De bliver placeret i lavinefarlige områder oven over de øverste skove. Barriererne kan være op til fire meter høje, men det ville være for dyrt at anbringe dem på alle skråninger. For at forhindre at bygninger bliver taget med af lavinen, placerer man også lavinebrydere af store dynger sten og jord ved foden af skråningerne. Disse dynger kan omdirigere laviner og forhindre dem i at ramme byer og huse nede i dalene. En anden type værn består af to meter høje og fem meter brede kileformede mure af sten og jord. Kilens spids peger op mod bjerget så den deler lavinen i to og tvinger sneen til hver sin side. Kilens sider kan være over hundrede meter lange og kan beskytte hele byer. Men når vigtige hovedveje og jernbaner ligger i en farezone, er den bedste beskyttelse — og også den dyreste — tunneler eller viadukter lavet af træ, stål og beton.

En anden måde man kan forhindre ødelæggende laviner på, er ved at starte en lavine under kontrollerede forhold. Det canadiske militær patruljerer for eksempel hver vinter mellem visse byer og affyrer skud op i snemasserne for at udløse laviner. Ved på den måde at forhindre sneen i at ophobe sig og senere starte en stor lavine sørger militæret for at beskytte hovedvejen gennem Canada. Denne metode benyttes til en vis grad også i Schweiz, hvor man fra helikoptere skyder eller kaster sprængladninger ned på ustabile skråninger for at få sneen til at begynde at skride.

Redningsarbejde

Klatrere og skiløbere bør ikke begive sig ud før de har forhørt sig om den aktuelle lavinefare. Respekter altid skiltningen! Husk at selv den mest erfarne skiløber kan blive begravet i sne. Hvis du bliver fanget i en lavine, så gå ikke i panik. Lav svømmebevægelser med arme og ben, råder eksperter. Det kan forhindre at du bliver trukket ned i snemasserne. Hvis det alligevel skulle ske, så stræk din ene arm så højt op over hovedet som muligt. Det kan måske vise redningsmandskabet hvor du er begravet. Dæk din næse og mund med den anden hånd. Redningsstatistikker viser at kun halvdelen overlever hvis de er begravet i mere end 30 minutter. I dag bærer nogle skiløbere en lille radiosender på sig. Tiden er altafgørende når man skal hjælpe lavineofre, for „den hvide død“ dræber hurtigt!

Augustinske munke i de schweiziske Alper opdrættede i århundreder de kendte sanktbernhardshunde. Hundene havde den nødvendige styrke og udholdenhed til at færdes i dyb sne og modstå bidende kolde vinde og hård frost. De havde en god orienteringssans og kunne registrere lyde og bevægelser som mennesker ikke kunne. De reddede derfor hundredvis af menneskeliv — selvom de ikke havde en lille tønde med cognac om halsen når de var ude på redningsaktioner, som det ellers ofte skildres. I dag benytter man især schæferhunde i redningsarbejdet, men andre racer bliver også trænet til formålet. Derudover har elektroniske hjælpemidler vist sig effektive, og redningsmandskabernes effektive eftersøgningsmetoder kan også redde liv. Der er dog intet der kan måle sig med trænede hunde.

Som vi har set, er det der flyver uden vinger, slår uden hænder og ser uden øjne, et fænomen der tydeligt viser hvilke kræfter naturen har. Vi må have respekt for den hvide død.

[Tekstcitat på side 19]

Hvis du bliver fanget i en lavine, så lav svømmebevægelser med arme og ben

[Illustration på side 18]

Der er ingen vidnesbyrd om at sanktbernhardshunde virkelig medbragte en lille tønde med cognac om halsen på redningsaktioner, sådan som det ofte afbildes

[Kildeangivelse på side 17]

AP Photo/Matt Hage