Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En krig der ændrede mit liv

En krig der ændrede mit liv

En krig der ændrede mit liv

FORTALT AF MICHAEL MOLINA

’Republikken Vietnam har dekoreret underofficer Molina med Vietnamkorset for sin tapperhed,’ meddelte avisen „Tester“, som udgives af det amerikanske militær i staten Maryland, USA. ’Senere fik Molina tildelt en guldstjerne for sine modige bedrifter under en træfning med heftig beskydning. Den 6. juni 1968 blev han tildelt endnu en guldstjerne da han forhindrede at en vigtig forpost gik tabt til Viet Cong-guerillaer.’

I ALT gennemførte jeg 284 missioner og blev dekoreret med 29 medaljer. Nu deltager jeg som kristen i en anden form for krig. Om denne krig siger Bibelen: „Vor krigsførelses våben er . . . ikke kødelige.“ (2 Korinther 10:4) Lad mig fortælle hvordan det gik til at jeg foretog en sådan kovending.

Jeg er født den 1. februar 1947 i den nordlige del af staten Illinois i byen Chicago. Her blæser det næsten altid kraftigt ind fra Michigansøen. Den dag jeg kom til verden, var det ikke blot blæsende, men også bidende koldt. Eftersom min far kort forinden havde gjort tjeneste under den anden verdenskrig, var det to militærlæger der hjalp min mor da hun fødte mig. Da jeg var ti år, flyttede hele familien til Los Angeles i Californien, hvor min ældre bror, min søster og jeg blev sendt på en katolsk skole.

Som dreng spillede jeg baseball og amerikansk fodbold i gaderne og på tomme byggegrunde, men jeg legede også soldat med hjemmelavede geværer og maskinpistoler af træ. I 1960’erne, da jeg begyndte i highschool, var samfundet præget af ændrede holdninger og radikale opfattelser. Årtiet var kendetegnet af snigmord på borgerrettighedsforkæmpere og politiske ledere, deriblandt attentatet på den amerikanske præsident i 1963. Protestmarcher, afbrændinger af det amerikanske flag og voldelige demonstrationer var heller ikke noget særsyn. Jeg og de fleste af mine highschool-kammerater var bekymrede ved tanken om at blive indkaldt til militærtjeneste.

I 1966 gik jeg ud af highschool, og ikke længe efter blev jeg bedt om at møde op til session. Man fandt mig egnet til militærtjeneste, men i stedet for at blive sendt i hæren kom jeg i flåden. Jeg var meget interesseret i helikoptere, så jeg meldte mig som frivillig til at gøre tjeneste i en ny kamphelikopter-eskadrille. I november 1967, lige efter min rekruttid, befandt jeg mig i Vietnams hovedstad, Saigon.

Den første krigsoplevelse

Jeg blev hurtigt overført til en lille interimistisk landingsplads hvor der stod fire kamphelikoptere af typen UH-1 Iroquois, også kaldt Huey. Nogle fra vores enhed, som var på 30 mand, sov ved landingspladsen. Resten af os var indlogeret i en toetages bygning 15 kilometer borte. Den første nat vågnede jeg med et sæt da bygningen blev beskudt. Jeg rullede ud af min feltseng og lagde mig fladt på gulvet i et par sekunder. Da jeg hørte skud oven over mig, styrtede jeg hen til trapperne og op på taget, hvor nogen stak mig et gevær. Vi kæmpede resten af natten uden noget på fødderne og kun iført undertøj.

Efter tre dage med heftige kampe var vi løbet tør for fødevarer og vand, og vi havde næsten ingen ammunition tilbage, for vi var omringet og fuldstændig afskåret fra de andre. Den øverstbefalende officer gav ordre til at vi næste dag ved daggry skulle løbe til landingspladsen. For at komme dertil måtte vi igennem en lille by der stod i flammer. På vej igennem byen hørte vi skud, blandt andet fra maskingeværer. Der lå lig overalt.

Endelig nåede vi frem til landingspladsen, men her var situationen ikke meget bedre. Vi gravede skyttehuller rundt om landingspladsen og forsøgte at holde stand mod fjenden. Viet Cong-soldaterne brød flere gange igennem forsvarsværket, invaderede landingspladsen og dræbte mange, deriblandt vores øverstbefalende officer. Jeg forblev i skyttehullet i flere uger uden at skifte tøj eller at få et brusebad. Til sidst kom en helikopter os til undsætning, og vi blev bragt til en anden forpost.

Efter denne krigsoplevelse var jeg besluttet på at blive helikopter-dørskytte. Jeg fik et par dages træning og blev medlem af en besætning. Der var ofte ildkampe; nogle gange var jeg med på tre til fire missioner om dagen.

Hvordan krigen påvirkede mig

Det chokerede mig at se så mange blive dræbt. Samtidig tænkte jeg på de protester der var imod krigen derhjemme. Var det ikke frihed vi kæmpede for? Satte vi ikke livet på spil for at andre kunne få et bedre liv? Alligevel spekulerede jeg over hvad der retfærdiggjorde denne krig. Hvem var den til gavn for? Var den til gavn for vietnameserne? De havde allerede udholdt mange år med krig inden vi kom til landet. Nu var der blot endnu mere lidelse og død.

Jeg var ung og forstod ikke den politiske baggrund for krigen, og jeg havde heller ikke tid til at spekulere på det. Jeg vidste blot at jeg skulle udføre et stykke arbejde og fuldføre nogle missioner. Det var jo det jeg var blevet trænet til. I flåden plejede man at sige: „Vi er blevet oplært til at kæmpe, ikke til at tænke.“ Dog lovede jeg mig selv at hvis jeg overlevede, ville jeg undersøge til bunds hvorfor vi var i Vietnam.

I Vietnamkrigen kom jeg ud for en anden situation jeg ikke var forberedt på at skulle tackle — jeg fik tilbudt stoffer. Som teenager røg jeg cigaretter, drak øl og whisky i weekenderne og gik til fester. Men jeg havde aldrig taget stoffer. Det blev anderledes i Vietnam. Nogle af mine soldaterkammerater sagde: „Hvorfor ikke, Michael? Du får jo alligevel skudt hovedet af i morgen.“ Nogle gange hoppede jeg derfor med på vognen.

At være soldat og samtidig tage stoffer er dog en meget dårlig kombination, og jeg svor at jeg ville afholde mig fra det før jeg drog ud på en mission. Men da jeg kom tilbage til USA, var jeg stadig afhængig, og stoffer blev en del af min hverdag.

Vender hjem fra krigen

Da jeg i oktober 1970 vendte hjem til Californien fra Vietnam, havde jeg fuldstændig ændret livssyn. Selvom jeg var gået ind i militæret for at støtte fredens sag, følte jeg mig udnyttet. Jeg kom tilbage som en bitter mand, og jeg var fuld af had. Jeg passede ikke længere ind i samfundet, og min patriotisme var gået fløjten.

Dagene gik med at ryge marihuana, tage andre stoffer og ordne min motorcykel i mine forældres garage. Når jeg spekulerede over min situation og tænkte på mine oplevelser i Vietnam, blev jeg blot endnu mere nedtrykt. Min samvittighed begyndte at plage mig, og jeg fik et stadig større ønske om at finde ud af hvorfor man førte krig i Vietnam.

Myndighederne gav uddannelsesstøtte til veteraner, så jeg tilmeldte mig en skole der tilbød videregående uddannelser, og senere kom jeg ind på California State University i Los Angeles. Nogle af de venner jeg fik der, havde demonstreret imod krigen i Vietnam, andre havde deltaget i den. Vi havde lange diskussioner om krigen og forholdene i verden. Men ingen af os kunne give tilfredsstillende svar. Vi var alle sammen ret forvirrede.

Bestræbelser for at hjælpe og selv finde hjælp

Mange af os havde følelsesmæssige og psykiske problemer. Jeg fik lyst til at gøre noget for at hjælpe og valgte derfor psykopatologi som hovedfag. I Vietnamkrigen havde jeg været skyld i megen død og ødelæggelse. Det besluttede jeg at råde bod på, og jeg begyndte af den grund at arbejde på psykiatriske sygehuse.

Stoffer kunne fås overalt på universitetet, og på et tidspunkt gik det op for mig at de var årsag til mange problemer. Jeg ville gerne videre med mine studier og hjælpe folk med psykiske problemer, så jeg kvittede derfor mit misbrug og viede al min tid og energi på at læse og arbejde. Alligevel indså jeg at jeg i mit arbejde som terapeut ikke kom langt med mine psykisk syge patienter.

Dybt frustreret over samfundet og plaget af min egen forpinte samvittighed prøvede jeg at finde lindring. Jeg begyndte at bede og gå i kirke. Men jeg lærte ikke noget jeg kunne bruge ved at overvære messen i den katolske kirke. I stedet gik jeg i kirke om aften, hvor jeg tændte et lys og bad foran billederne. Nogle af billederne forestillede Jesus der hang på et kors, eller Maria med en dolk igennem hjertet. Andre forestillede såkaldte helgener.

Jeg begyndte at tænke: Hvor er denne kirke i grunden et koldt og dystert sted. Findes Guds ånd virkelig her? Det jeg havde brug for, var svar og opmuntring. Desuden havde jeg set tilstrækkelig med lidelse. En nat forlod jeg derfor kirken og gik ud for at bede i en park. Jeg kiggede op på stjernerne, og måske for første gang i mit liv forsøgte jeg for alvor at bede til min Skaber.

Jeg lærer Bibelens sandhed at kende

En weekend tog jeg fri fra det stressende arbejde på hospitalet og besøgte Gary, en gammel ven. En af dagene sad vi i hans stue og så fjernsyn. I nyhederne blev det nævnt at man forsøgte at stille præsident Nixon for en rigsret. Vi talte om at alle dele af samfundet var gennemsyret af korruption, og jeg nævnte at jeg følte mig ført bag lyset i forbindelse med krigen i Vietnam.

Alva, min vens kone, som hørte hvad vi talte om, kom ud fra køkkenet og sagde at Bibelen havde forudsagt at der skulle indtræffe sådanne begivenheder som dem vi drøftede. „Hvad har Bibelens forudsigelser at gøre med problemer med en præsident?“ spurgte jeg. Alva forklarede at Guds rige under ledelse af Kristus Jesus snart vil fjerne alle korrupte regeringer, og at folk ville komme til at leve evigt i fred på en jord der vil blive omdannet til et paradis. (Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4) Hun talte også om fadervor, hvor man beder om at Guds rige må komme, og at Guds vilje må ske på jorden som den sker i himmelen. — Mattæus 6:9, 10.

Det var tydeligt for mig at vi havde brug for Guds ledelse for at der kan blive sand fred på jorden. (Prædikeren 8:9; Jeremias 10:23) Og hvad angik muligheden for at leve evigt, kunne jeg huske at jeg havde lært at atomerne i vores legeme bliver udskiftet med forholdsvis korte mellemrum. Selvom nogle af de ting Alva sagde, lød lidt for fantastiske, var min nysgerrighed blevet vakt. Jeg ønskede at råde bod på den skade jeg havde forvoldt, og lindre andres smerte. Alva foreslog at jeg tog til et møde i den lokale rigssal, hvor jeg kunne lære mere.

I menigheden mødte jeg Bill Akina, som var heltidsforkynder. Han havde tjent i flåden under den anden verdenskrig, så ham følte jeg mig på bølgelængde med. Vigtigst af alt var at han var godt kendt med Bibelen, og at han og hans kone anvendte den til at besvare mine mange spørgsmål. Efter at jeg havde studeret med Bill i et stykke tid, blev jeg klar over at selvom mine bestræbelser for at hjælpe mine patienter på hospitalet var velmente, var den lindring jeg kunne give, kun midlertidig. Hvis jeg på den anden side hjalp folk til at få nøjagtig kundskab om Bibelen, ville det betyde evigt liv for dem hvis de havde tro og levede i overensstemmelse med denne kundskab. — Johannes 17:3.

Bill hjalp mig til at lære Bibelen at kende ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. I juli 1974 blev jeg døbt som symbol på at jeg havde indviet mig til Gud. Seks måneder senere blev jeg pioner, som heltidsforkyndere blandt Jehovas Vidner bliver kaldt. I mellemtiden var jeg stoppet med at studere på universitet og med at arbejde på hospitalet. Jeg forsørgede mig selv ved at gøre rent i banker om natten. (1 Thessaloniker 4:11) Mine venner og min familie troede at jeg var blevet skør.

Da jeg havde virket i et års tid som pioner i Californien, fik jeg lyst til at bruge endnu mere af min tid i tjenesten for Jehova. Jeg satte mig derfor som mål at blive missionær i et fremmed land. Efter at jeg havde været pioner i et par år, modtog jeg en indbydelse til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, som dengang lå i Brooklyn, New York. Den 11. marts 1979 udgik jeg fra den 66. klasse og modtog mit diplom i Long Island City, New York.

Nye opgaver

Jeg blev sendt til Guatemala i Centralamerika, hvor jeg tjente som missionær i cirka et år. Derefter blev jeg indbudt til at arbejde i det lille trykkeri på Jehovas Vidners afdelingskontor i hovedstaden, Guatemala City. I 1981 blev jeg gift med Lupita, en lokal pioner, og hun blev indbudt til at slutte sig til mig på afdelingskontoret. Senere, i 1996, blev vores trykkeri nedlagt eftersom man begyndte at modtage alle publikationerne fra afdelingskontoret i Mexico.

I 1984 fik vi en lille pige, Stephanie. Det var dog stadig muligt for mig at tjene på afdelingskontoret. Det var også tilfældet efter at Lupita havde født Mitchell i 1987. Vi bor 10 kilometer fra afdelingskontoret, og det har ikke altid været let at pendle frem og tilbage. Men det har været en forret at kunne tjene på Betel, og min familie har støttet mig helt og fuldt.

Lupita og Stephanie er nu pionerer, og Mitchell er en døbt forkynder. Han går på en fagskole og færdiggør sin uddannelse i år. Det er hans mål at blive heltidstjener. At vi har fået lov til at få disse særlige oplevelser, skyldes ikke personlige evner, men Jehovas ufortjente godhed. Han er en kærlig Gud, og han vil gøre brug af enhver der er villig til at tjene, og som ser hen til ham efter vejledning.

Nogle gange bliver vi spurgt hvordan det har været muligt for os som familie at deltage så aktivt i tjenesten og på samme tid forsørge os selv. Det har vi kunnet fordi vi tager verdsligt arbejde i vores ferier. Desuden har vi altid forsøgt at holde ’øjet klart’ når det drejer sig om materielle ting. Vi har tillidsfuldt set hen til Jehova efter hjælp og hele tiden søgt hans vejledning. — Mattæus 6:25-34; Ordsprogene 3:5.

Det gav mig en følelse af magt at gå med gevær, så jeg har behov for hele tiden at arbejde på at opdyrke ydmyghed. Satans tingenes ordning har lært mig at hade og slå ihjel og at være mistroisk, aggressiv og parat til at forsvare mig. Men Jehova har vist mig barmhjertighed og loyal hengivenhed, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er besluttet på at vise alle mennesker kærlighed og medfølelse og ikke at ’lære at føre krig’. — Mattæus 5:43-45; Esajas 2:4.

Det har ikke været let at foretage ændringer. Men jeg har lært at leve et mere fredeligt liv. Jeg har også med Guds hjælp kunnet klare de mareridt som mine krigsminder giver mig. Jeg ser virkelig frem til den tid da krige og konflikter vil ophøre. (Salme 46:9) Indtil den tid kommer, er jeg taknemmelig for at jeg kan deltage i det livreddende arbejde med at hjælpe mennesker til at lære vores store Livgiver, Jehova Gud, at kende.

[Illustrationer på side 12]

Jeg var helikopter-dørskytte

[Illustration på side 14]

Sammen med Bill Akina og hans kone, Eloise, 1978

[Illustration på side 15]

Jeg arbejder i trykkeriet på afdelingskontoret i Guatemala, 1982

[Illustration på side 15]

Lupita, Mitchell, Stephanie og mig i dag

[Illustration på side 15]

Ude at forkynde med min kone