Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jicama — en sund mexicansk snack

Jicama — en sund mexicansk snack

Jicama — en sund mexicansk snack

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MEXICO

Bladene og de modne bælge på en jicama, som er en slyngende bælgplante, ser ikke særlig appetitlige ud. Men det er nok også meget godt, for de er ikke spiselige. Det der er spiseligt og også velsmagende, befinder sig nede i jorden — nemlig plantens rodknold.

I Mexico har man lige fra gammel tid spist jicama. Plantens navn, der kommer fra sproget nahautl, betyder „det der smages“. * Og blot et billede af den populære mexicanske snack af rå jicama-skiver dryppet med citronsaft og krydret med salt og stødt spansk peber eller cayennepeber kan få tænderne til at løbe i vand.

Hvordan smager jicama? Nogle siger at den smager af en mellemting mellem et æble og en vandkastanje. Planten stammer oprindeligt fra Mexico og Centralamerika, men er blevet indført til lande så langt væk som Filippinerne, Kina og Nigeria. I dag dyrkes den i mange lande, hvor den bliver tilberedt på forskellige måder — grillet, syltet eller brugt i salater og supper.

I orientalsk madlavning bruges jicama undertiden i stedet for vandkastanjer. En af de gode ting ved denne grøntsag er at den stadig er sprød efter tilberedningen. Dette gælder især for mælke-jicamaen, der til forskel fra vand-jicamaen indeholder en mælkeagtig saft. Et jicama-frø kan interessant nok både blive til en mælke-jicama og en vand-jicama.

Jicama er ideel som snack. Den er nærende, frisk, sprød, saftig, let at fordøje og indeholder få kalorier. En analyse foretaget af et ernæringsinstitut viser at mens der i 100 gram franske kartofler er 540 kalorier, er der kun 40 kalorier i 100 gram jicama. Jicama indeholder desuden calcium, fosfor og C-vitamin.

Som tidligere nævnt er det kun knolden på jicama-planten der er spiselig, men det betyder ikke at de andre dele af planten er uanvendelige. Frøene i bælgen indeholder en række stoffer der, når frøene pulveriseres, kan bruges som et effektivt insektbekæmpelsesmiddel. Frøene anvendes også i præparater mod hudsygdomme. Og stængelen indeholder stærke fibre der kan bruges til fiskenet.

Jicama-rodknolde kan variere meget i størrelse. Nogle vejer mindre end 300 gram, mens andre vejer over et kilo. De kan holde sig i omkring tre uger i køleskabet. Når du skal bruge en jicama, skal du bare skylle den, skrælle den og — medmindre den er helt frisk — fjerne det trævlede lag.

Hvis jicama kan fås der hvor du bor, så skulle du tage at prøve denne sunde snack!

[Fodnote]

^ par. 4 På dansk hedder planten mexicansk yamsbønne, men i denne artikel bruges det mexicanske navn jicama.