Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Latterens magt

„Forskere har beregnet at et halvt minuts hjertelig latter er lige så godt som tre kvarters fuldstændig hvile,“ skriver det polske ugeblad Przyjaciółka. „Et spontant latterudbrud svarer til tre minutters aerobic, og ti venlige smil modsvarer ti minutters kraftig roning på en romaskine.“ Det gavner også på andre måder at le. Blandt andet får man tre gange så meget luft ned i lungerne, man forbedrer blodcirkulationen, fordøjelsen, stofskiftet og hjernefunktionen, og man udskiller skadelige stoffer. Bladet foreslår at man, for at komme i den rette stemning, smiler til sig selv, sin ægtefælle og sine børn så snart man vågner om morgenen. Desuden tilføjer bladet: „Lær at le ad dig selv. Prøv at se positivt på tingene, også i vanskelige situationer.“

Mere sol om eftermiddagen — mindre gråd om natten

Journal of Sleep Research har offentliggjort en nyere undersøgelse af 56 sunde og raske spædbørns søvnmønster. Denne undersøgelse viser at „spædbørn der havde fået meget lys først på eftermiddagen, sov godt om natten“. Lys om formiddagen og om aftenen havde derimod ingen indflydelse på hvor godt de sov. Lederen af undersøgelsen, ph.d. Yvonne Harrison, som selv er mor og ansat ved John Moores University i Liverpool i England, besluttede at undersøge hvordan lys påvirker spædbørns søvnmønster, for tidligere undersøgelser havde vist at ældre sover bedre jo mere dagslys de får.

Chagas’ sygdom spreder sig

„Chagas’ sygdom er forårsaget af en parasit der overføres med ekskrementer fra blodsugende rovtæger. Sygdommen er udbredt i landdistrikterne fra Mexico til Argentina. Ifølge den mexicanske avis The Herald anslår man at halvanden til to million mennesker er inficeret med parasitten. Men Chagas’ sygdom spreder sig til andre dele af verden. Det sker blandt andet gennem blodtransfusion. En mexicansk biolog ved navn Bert Kohlmann forklarer: „Vi har allerede fået meldinger fra Australien, Europa, USA og Canada om nogle der er blevet smittet gennem blodtransfusion. Når folk fra Nord-, Syd- eller Centralamerika, som normalt er sunde og raske, flytter til de førnævnte områder og afgiver blod, tænker ingen i de lande de flytter til, på at screene blodet for Chagas’ sygdom.“ Verdenssundhedsorganisationen anslår at 16 til 18 millioner på den vestlige halvkugle er smittet med sygdommen, og at yderligere 100 millioner er i fare for at pådrage sig den. Der findes ikke i øjeblikket nogen behandling der kan helbrede Chagas’ sygdom, som ofte er dødelig.

De slår på tromme for skatterne

For at få indbyggerne i Rajahmundry i Indien til at betale de knap 7 millioner kroner de skylder i ejendomsskat, tilbød myndighederne at afstå fra at opkræve bøder og renter, rapporterer Reuters nyhedsbureau. Da dette ikke virkede, lejede myndighederne 20 hold trommeslagere til at slå på tromme uden for de forsømmelige skatteyderes hjem. Trommeslagerne „laver et farligt spektakel uden for skyldnernes huse, ’trommer’ dem ud af huset og oplyser dem om hvad de skylder, og forklarer hvor vigtigt det er, at de betaler hurtigst muligt,“ fortæller T.S.R. Anjaneyulu fra skattevæsenet i byen. „[Trommeslagerne] holder ikke op før folk indvilliger i at betale hvad de skylder.“ Den usædvanlige fremgangsmåde virkede. Efter at trommeslagerne havde spillet uafbrudt i blot en uge, havde kommunen fået 18 procent af deres tilgodehavende ind.

Troen i Rusland

I Rusland havde man før i tiden den opfattelse at det for det meste var kvinder, ældre og de der ikke havde en videregående uddannelse, som var religiøse. Men nu viser det sig at der er flere og flere mænd, unge og folk med en højere uddannelse som har et religiøst tilhørsforhold, skriver den russiske avis Rossiyskaya Gazeta. Mellem 1989 og 1991 var det kun 30 procent af befolkningen der bekendte sig til den ortodokse tro. Men efter 1999 var dette tal steget til over 50 procent. Russiske sociologer har for nylig fundet frem til at 30 procent af russerne tror på et liv efter døden, 24 procent tror på et himmerige og et helvede, og 28 procent tror på religiøse mirakler. Næsten en tredjedel af dem der blev adspurgt, sagde at de troede på at Gud eksisterede, og at de ikke var i tvivl om det. Rapporten nævner også at „30 procent af russerne tror på astrologi, og 50 til 55 procent tror på profetiske drømme og varsler“.

Den græsk-ortodokse kirke forsøger sig med nygræsk

Ærkebiskoppen af Grækenland bad for nylig kirkerne i Athen om også at bruge nygræsk under gudstjenesterne, for han var bekymret for at der var mange græske kirkegængere som ikke kunne forstå det der bliver læst op fra Bibelen på oldgræsk. „Det Nye Testamente er blevet læst højt på det oprindelige koinégræsk, eller fællesgræsk, en form for græsk der blev talt fra sidst i det fjerde århundrede f.Kr. indtil det femte århundrede e.Kr.,“ forklarede avisen Kathimerini. Men ærkebiskoppen var „bekymret for at især de unge ikke kan forstå denne form for græsk, og derfor heller ikke gudstjenesterne,“ blev der videre sagt. I et pilotprojekt som Kathimerini kaldte „et stort skridt for en traditionsbundet kirke“, blev der først læst op fra Bibelen på koinégræsk og derefter på nygræsk. Avisen oplyste dog mindre end et år senere at kirken „var ved at opgive“ dette forsøg på at gøre „oplæsningerne fra det Nye Testamente forståelige for flere“.

Hjemmesider øger skilsmissetallet

Hjemmesider hvor man kan opspore sine gamle skolekammerater, „er skyld i flere og flere skilsmisser, idet ægtemænd og hustruer der keder sig, tager kontakt til deres gamle flammer,“ skriver den engelske avis Guardian Weekly. Christine Northam, der er talskvinde for organisationen Relate, som rådgiver ægtefolk, forklarer hvordan dette påvirker Storbritanniens skilsmissetal, som i 2004 var det højeste i syv år: „Mange har et rosenrødt billede af det første forhold de havde i skolen eller på gymnasiet. Hvis de ikke har det godt sammen med deres partner, begynder de at spekulere over hvordan det mon ville være gået hvis de havde holdt sammen med deres skolekæreste.“ Det er nu lettere end nogen sinde for ulykkelige ægtefolk at „logge sig ind på internettet og søge efter ’den store kærlighed’ — i stedet for at løse de følelsesmæssige problemer i deres ægteskab,“ skriver avisen.

Farlige trapper

„Hvert år er der flere der kommer til skade [ved at gå på trapper] end ved ulykker forårsaget af motorkøretøjer,“ skriver det amerikanske tidsskrift The Week. Artiklen tilføjer: „Det forlyder at trapper hvert år er skyld i 1091 dødsfald i USA, og i at 769.400 kommer til skade.“ Hvad er årsagen til at folk falder på en trappe? „Oftest er det fordi de fejlbedømmer afstanden og sætter foden forkert,“ siger The Week.